Simon Staun
PR-foto

Fra politistat til drømmeland

Vores formodninger holder i en vis grad stik. Men de forholdsvis mange uroligheder, der præger landet, gør, at især hovedstaden kan blive en anelse for eksotisk for turister.

Vores australske rejsekammerat, der ankom to dage før os, tog således forskud på glæderne, da han allerede tre kvarter efter sin landing havde sagt farvel til både kamera, pas og alle sine likvider. Han tog såmænd bare den forkerte taxa. Vel og mærke fra den internationale lufthavn, hvor der står vagter overalt.

Taxachaufføren havde spurgt ham: "Kender du rygterne om de colombianske chauffører, der tager til Venezuela og røver turisterne?" Hvortil han havde svaret et ærligt nej. Derefter blev han præsenteret for en langbladet kniv direkte op i ansigtet.

Ikke den optimale start på en rejse i et ukendt land. Vi bliver hurtigt enige om, at det måtte være et isoleret tilfælde og går ufortrødent i krig med at udforske byens utallige ensrettede gader og natteliv.

Korrupte strømere Lad det være sagt med det samme. Vi får ekstraordinært meget opmærksomhed fra alle fronter. De handlende, kvinderne og ikke mindst politiet studerer vores bevægelser ned til mindste detalje.

De handlende, fordi de fornemmer duften af friske dollar. Kvinderne siger jo sig selv, og politiet - ja, de vil såmænd bare score kassen som alle andre.

Korrupte strømere

På blot en enkelt aften formår vi at blive stoppet og kropsvisiteret tre gange. På samme vej! Først bliver vi udspurgt om nationalitet, hvorfor vi rejser i Venezuela, og om vi har vores pas.

Senere skal vi smide alt, vi har på os på nær tøjet, hvorefter de lugter til vores ånde, fingre og føler efter overalt, om vi har gemt stoffer på os. Så vil de vide, om vi har haft samvær med lokale kvinder, hvilket vi naturligvis ikke har.

Først da de har sikret sig, at vi ikke har overtrådt nogen officielle love, falder de lidt ned igen. Men kun for en kort bemærkning, for det er først nu, at vi skal til at passe på. For nu skal der tjenes lidt monetas på de meget blonde gringos.

Den mest barske af de fem motorcykelbetjente, der omringer os, tilbyder os at købe alt fra lokale prostituerede til sprut og marihuana. Dobbeltmoral er godt, men er dobbelt så meget dobbelt så godt?

Vi takker nej og bliver efterfølgende ret hurtigt enige om, at vi ikke vil blive unødigt lang tid i denne korruptionsindkapslede storby. Så efter at have set byen oppe fra toppen af de beskyttende bjerge, der vender sig ud mod Det Caribiske Hav, pakker vi rygsækkene for at søge mere beroligende omgivelser. Og roen, det eksotiske og det solrige Venezuela finder vi kun fire timers
kørsel fra Caracas i nationalparken Morrocoy.

Et lejrbål i helvede

Med sine utallige bountyøer, blændende, hvide strande og skyggende palmer byder området på alt det, som vi trænger så hårdt til. Tempoet er sat ned på lavt blus. Eller kvart. Varmen præcis det modsatte. Så vi kan ikke kapere ret meget andet end at drikke afkølede øl fra fryseboksen, mens vi spekulerer på, om vi nu skal bade på den ene eller anden side af de små, postkortsmukke strande.

Det ender næsten altid med, at vi tager en tur på begge sider. Altså en svalende dukkert på maven og så om på ryggen. Dog ikke en halv time, som Hausgaard anbefaler, for så ville der med garanti ikke blive meget nattesøvn, da solen brænder som et lejrbål
i helvede.