Simon Staun
PR-foto

Andesbjergenes glemte by

På trods af vanskelige rejsevilkår, er Peru et yderst seværdigt land med betagende Macchu Picchu som toppen af kransekagen.

Når man lander i Lima lufthavn og begiver sig ind mod det uendeligt snavsede og utiltalende centrum, har man fortrængt rejsebøgernes farvestrålende billeder fra Peru.

At man dør af at leve er ikke nogen hemmelighed, men i Lima får derouten en kraftig acceleration i kraft af en forurening, der får Ruhr-området til at ligne en søndagsskole på Lolland.

Det mest bemærkelsesværdige i hovedstaden, var, at vi så de indledende demonstrationer til semi-peruvianske Præsident Fujimoris endeligt. Vi blev mødt af højtråbende indbyggere overalt i byen, og stemningen var faktisk særdeles anspændt.

Indianerfest i Cuzco

Af de få attraktioner vi kan anbefale, må det være Museo Del'Oro, Guldmuseet og San Fransisco kirken. Museet, fordi at der er eksemplarer af næsten alle prehistoriske samfunds smykker, krukker og tæpper. Kirken for sin fantastiske udsmykning og de skræmmende katakomber med mosaikker af skeletter og kranier.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at målet for vores besøg var Inti Raymi-festen i Cuzco og Inka-trail trekket.

Derfor gik der kun 36 timer i jordens mest uhumske "bus" med spyttende og tyndmaveskidende lokale og lidt Pia-kast-op-i-en-pose-med-hul-i, før vi nåede første etape; den gamle Inka-hovedstad Cuzco.

Der overværede vi den imponerende Sol-fest, der prøver at holde de oprindelige traditioner i hævd.

Det lykkedes i høj grad, med fløjtemusik der ville få Mikala Petri til ligge søvnløs af misundelse og en lamaofring, der på blodig vis var finalen i det uforglemmelige show.

Men det skulle blive bedre endnu!

Peru's Taj Mahal

Macchu Picchu, Perus svar på Taj Mahal, skulle blive prikken over i'et. Vi startede i en gruppe på tolv mand, der sammen skulle forcere 45 kilometers bjergstier og klatre over tre pas - det højeste i 5000 meters højde.

Det blev fire unikke dage, der vil stå som de bedste på hele turen. Andesbjergene er betagende, specielt når man selv har stået på toppen af "Dead Woman's Pass" og set den sneklædte bjergskæde fylde horisonten så langt øjet rækker. Klasse.

Klimaks på turen var naturligvis Macchu Picchu, den mystiske forladte by, der har ligget uberørt hen siden de spanske hærfører i 1500-tallet myrdede og plyndrede Inka-kulturen tilbage til stenalderen.

Med uforklarlige astronomiske arrangementer og bygningsarbejde i særklasse, mener man, at byen har været et religiøst centrum eller en hellig by. Intet er dog sikkert, kun at den vil gøre enhver besøgende blød i knæene.