Paraguay er trods stegende hede og mangel på turistmagneter et interessant bekendtskab
Den første tanke, som trænger sig på, da den lurvede og
kartoffel- og løgsækfyldte bus arriverer midt i hovedstaden
Asuncíon, er, om nogen har glemt at slukke for radiatoren og åbne
vinduerne på klem?
Det er ubeskriveligt omklamrende hedt. Så lummerlunkent, at
lakken tager tilløb til at smelte af skrotbunken, vi sidder
pacificeret i.
Med adskillige hundrede kilometer til nærmeste kyst når
luftfugtigheden saunaprocenter. Og når der ikke er en vind, der
rører sig, så kræver det energi selv at inhalere den dieselberigede
"luft".
Måske er det skæbnens ironi og ensbetydende med, at nogle af de
mange nazister, der grangiveligt søgte ly i landet efter Anden
Verdenskrig på sin vis brændte op i helvede?
Nå, rolig nu. Paraguay er ikke helvede på jord. Allerhøjest lidt
halvkedeligt og afsondret. Og måske er det for nogle rejsende
præcis de egenskaber, der kendetegner det ultimative rejsemål?
Rendyrkede familiemennesker
Selv om der bor mere en halvanden million mennesker i
hovedstadsområdet, så er det forbavsende få, der en tilsyneladende
almindelig onsdag aften befinder sig i centrum, hvor stolte
regeringsbygninger og præsidentpaladser udgør perlerne i den
arkitektoniske halskæde.
Ikke fordi solar plexus som i andre storbyer udelukkende består
af store, internationale banker og konglomerater. Folk tager
tilsyneladende hjem omkring 18-tiden, når butikkerne smækker
skodderne for. Og bliver der.
Jeg spørger på mit hotel ved den centrale Plaza Uruguay, om der
er undtagelsestilstand eller fodboldlandskamp på tv. Svaret er et
måbende nej.
- Sådan er det bare. Jeg ved ikke, om det er varmen eller fordi
folk hellere vil være hjemme hos familien. Men selv om gaderne er
næsten tomme, så er det altså ikke specielt farligt at gå ud om
aftenen, siger receptionisten.
Det eneste sted, hun umiddelbart advarer imod at gå på opdagelse
i, er slumområdet, der grænser op til den vitale flod Paraná. Og
betragter man de ramponerede skure af blikplader og affaldstræ i
dagtimerne, forstår man hvorfor. Men på den anden side, så går de
færreste veltænkende væsner jo heller ikke rundt og flasher deres
dyre kamera på Nørrebro midt om natten.
Sindssyg leder
Spørg din nabo. Eller en kollega. Eller måske nede på den
lokale. Hvem kender noget til Paraguay? For år tilbage huserede der
en vittighed, hvor man nævnte resultatet på en fodboldkamp mellem
Uruguay og Paraguay, når man ville signalere eller pointere, at
noget var rablende ligegyldigt.
Landet, der har taget navn efter de oprindelige indianeres navn
for en stor flod "pararaguay", er dog ikke ligegyldigt. Det virker
bare forunderligt tamt sidestillet med de gigantiske og på mange
måder mangfoldige naboer Argentina og Brasilien.
Måske derfor fik den megalomane præsident Francisco Solano López
den med eftertidens blikke tåbelige idé at erklære krig mod disse
to kæmper foruden Uruguay. På samme tid. Det var i 1865.
Måske burde befolkningen have fattet mistanke, da den psykotiske
leder fik folk skudt, hvis de stoppede op for at stirre på hans
fornemme
residens, som vi heldigvis slipper med livet i behold fra at
standse op ved. Men at gå i krig mod tre naboer med 10 gange så
mange soldater og ydermere få sin brødre, svogre, ministre og
næsten sin mor henrettet på grund af mistanke om konspiration, det
er på grænsen!
Paraguay tabte ikke overraskende. Man mener, at op imod
halvdelen af landets befolkning døde under den fem år lange
konfrontation, der oven i købet betød, at landet mistede 26 procent
af sine jordbesiddelser.
Selvtilliden er siden kommet til hægterne. Men først for nylig.
Diktatoren Alfredo Stroessners jerngreb om landet sluttede først i
1989 efter i 35 år at have klemt luften ud af den koloristiske
befolkning.
Elektronisk suppedas
Paraguay har tydeligvis langt flere efterkommere af sin
oprindelige befolkning, guaraníerne, end naboerne mod syd og
øst.
Som et ekstra kuriosum støder man på de hektiske og
farvestrålende markeder også på tysk-schweiziske menonitter, der
både klæder sig og lever, som de gjorde for århundreder siden. De
stavrer rundt uden at gøre meget væsen af sig. De lokale ænser dem
næsten ikke, men som europæer stopper man op og tror, at man er ved
at blive ramt af hedeslag og ser syner.
Samme fornemmelse gør sig gældende, når man befinder sig midt i
elektronikkens suppedas i landets østligste by, Ciudad del Este.
Brasilianerne valfarter til for at købe alt fra hårtørrer til
dvd-afspillere og videospil. En kort overgang er det næsten som at
befinde sig midt i en japansk storby med enorme billboardreklamer
og alt for mange mennesker på alt for lidt plads.
Jeg bliver både tilbudt den nye "Polystation" - frit kopieret
efter Sonys spillekonsol - og en millimetertynd dvd-afspiller fra
Migatronic. Jeg formår dog at takke nej til de generøse tilbud.
Modsat brasserne, der mildest talt køber sig fattige i
plasticprodukter. De fylder den ene kæmpe pose efter den anden,
inden de stiller sig i kø ved grænseovergangen til broen Ponte
Amistad - Venskabsbroen, der er eneste forbindelsesled mellem de
vidt forskellige lande.
Vand-venskabs-vidunder
Skal man tale om en decideret turistattraktion i Paraguay, må
det være den enorme Itaipu-dæmning 15 kilometer nord for
Venskabsbroen.
Selve omgivelserne er ikke så imponerende som ved
Iguazu-vandfaldet på den anden side af grænsen. Men alene det
faktum, at det hydroelektriske værk er verdens største og
producerer 93 procent af Paraguays og 20 procent af Brasiliens
elektricitet kan imponere de fleste.
Så det er bestemt ikke uden forundring, at man forlader det
stædigt tikkende hjerte af Sydamerika.