Den tidligere engelske koloni Guyana har stadig ikke fundet sit fodfæste - det mærker man især i hovedstaden Georgetown
Selv om solen skinner fra en næsten skyfri himmel, er ankomsten
til Guyanas internationale lufthavn bestemt ikke en lun oplevelse.
Allerede efter 15 minutter i landet har to kulsorte og
hærdebrede officials set sig sure på de to blege danske turister,
der står i shorts samt sandaler og tripper.
- Hvor mange penge har I med, spørger han uden at ændre
udtryk.
- 50 dollar i kontanter og tre Visa-kort, svarer vi hurtigt.
- Så må I rejse tilbage. I får ikke lov at komme ind i mit land
med så lidt penge. Der er ingen hæveautomater, lyder det kontant
fra ham.
Hvad! Vi kigger desperat på hinanden og ved ikke, om vi skal le
eller græde. Den overordnede chef bliver tilkaldt. Han udspørger os
om vores uddannelse, formål med rejsen og økonomiske situation.
Først efter lange, seje overvejelser ser han ud til at give
sig.
- O.k., I får lov at rejse ind i landet. Men det er på eget
ansvar. Vi kommer og tjekker, at I bor på det hotel, I har nævnt.
Så pas på, hvad I foretager jer, advarer han.
Skræmte forlader vi lufthavnens skyggeside. Da vi kommer ud i
sollyset, står der en hel horde af glubske taxachauffører og kæmper
om netop os som passagerer. Velkommen til Guyana!
Iskold velkomstøl
- 200 dollar, skriger en ung mand med guldsmykker.
Selv om der er 40 kilometer til centrum i Georgetown, så lyder
1300 kroner lige i overkanten. Vi trækker over i et hjørne og
puster ud. En mand med rare øjne kommer over til os og tilbyder at
køre turen for blot 35 dollars.
- Jeg er muslim, så det er forbudt for mig at snyde. Det er
faktisk min pligt at hjælpe jer, smiler han varmt.
Vi sætter os tilrette i hans ekstremt velholdte Toyota Corolla,
hvor sæderne er dækket til med damaskbroderede betræk. Efter få
minutter på landevejen bremser Roger, som han kalder sig, op, så
støvet løfter sig dovent.
- Et øjeblik, mumler han og stiger ud af bilen. Et kort øjeblik
senere står han og vinker med to kælderkolde Banks-pilsnere.
- Det er den allerbedste øl i mit land. Velkommen til Guyana,
råber han, mens radioen drøner løs med lokale reklamer.
Denne gang lyder velkomsten en smule mere opløftende.
Pengejagt over floder
Da vi ankommer til hotellet, som vi havde svoret, vi ville bo
på, hænger der et skilt på den frønnede dør: "Closed".
Uforudsigelige hændelser kan man jo aldrig gardere sig mod, så vi
lader Roger køre os til et andet hotel.
Da vi har brugt stort set alle vores penge på taxaturen, må vi
tigge om at vente med betalingen, til vi har fundet en ATM-maskine.
Heldigvis ved Roger lige præcis, hvor vi kan finde én, så han
ringer efter sin bror, der vil køre os derud. Det eneste, han
glemmer at fortælle, er, at der er 45 kilometer. Ad meget hullede
veje.
Veludhvilede og renvaskede passerer vi den overordentligt
grumsede flod Demerara, der er næsten to kilometer bred, og
fortsætter gennem små landsbyer, hvor folk stopper op og sender
nysgerrige blikke efter de to blonde gæster i Hassans taxi.
Da vi ankommer til den lille flække Parika er gaderne fulde af
handlende og et usædvanligt broget udbud af mad- og tekstilvarer.
Side om side ligger appetitlige meloner og knap så lækre
slagtervarer, der ville få den hjemlige fødevarestyrelse til at
tabe kæben for bestandigt.
Men vigtigst af alt finder vi her af alle steder landets eneste
bank, hvor man kan hæve på Visa-kort. Pyha!
Alle butikkers moder
Efter en velfortjent eftermiddagslur, hvor vi sov skønhedssøvn
oven på vores nyerhvervede kontanter, er vi endelig klar til at gå
på oplevelse i denne mærkværdige hovedstad, der mest af alt gør sig
bemærket ved sin eklatante mangel på attraktioner.
Der er en zoologisk have næsten uden dyr og en botanisk have
næsten uden vegetation. Absolut bundklasse. Derudover er der kun
træhuse. Endeløse gader med træhuse. I alverdens afskygninger og
farver. Dog overvejende firkantede og hvide eller i hvert fald
oprindeligt hvide. For hovedparten af husene trænger lige så meget
til frisk maling, som europæere trænger til solcreme under den
kyniske tropesol.
Tæt ved landets mest berømte marked, Starbroek, finder man
landets førende materialist- og kosmetologforetagende. I gentagne
håbløst ringe tv-reklamer på hotellets tv har vi måbende studeret,
hvordan de falbyder alt, hvad hjertet begærer af fantastiske
cremer, franske parfumer og andet feminint, uundværligt
tingeltangel.
Så vi går på øjenshopping i butikken på størrelse med en dansk
kiosk og ser først, at der ikke er nogen som helst for m for
belysning andet end sollyset, der som de nysgerrige nordboer sniger
sig ind i hulen.
Det er åbenbart ikke normalt, at mænd kommer ind og øjenshopper.
Så for ikke bare at være til besvær spørger vi om lidt almindeligt
hårvoks. Det må de da have.
- Jo, spørger den venlige ekspedient, vil I have den med bivoks
eller den uden bivoks?
Hmm! Vi får lov at skrue låget af og ved selvsyn konstatere, at
det rigtignok dufter af honning.
- Nej tak, det er ikke lige den, vi leder efter, smiler vi
overbevisende og forlader butikken.
Forunderligt at et besøg i en ekstremt ringe assorteret butik
kan være højdepunktet på en formiddags sightseeing.
Udenfor kører hestevogne rundt i gaderne tungt læsset med
nyfældet tømmer. Vi søger derfor i sikkerhed på de
ikke-eksisterende fortove og studser over alt det træ, der gennem
hundrede år har udgjort fundamentet i regeringsbygninger, kirker og
almindelige huse.
Derfor kommer det ikke som en større overraskelse, at
hovedstadens mest iøjnefaldende bygning er Sct. George Katedralen.
Grangiveligt verdens højeste kirke opført i træ med sit 44 meter
høje tårn.
På dens store trappe foran kan man sidde og betragte livets gang
i Georgetown. Med jævne mellemrum afbrydes man af en tiggers "Give
me some money, mister" eller en flok skolebørns nysgerrige tilråb.
"Hey Charlie", skriger de igen og igen.
Vi fatter ikke, hvorfor vi lige skal kaldes det. Det studser vi
over et stykke tid, indtil den venlige kirkevagt Albert stopper op
og giver sig tid til en informativ snak.
- Det kalder de alle hvide mennesker. Ikke som en provokation.
Det er bare meget nemmere, når I ligner hinanden. Og så er Guyana
jo gammel engelsk koloni, understreger han.
Endnu en tigger, denne gang åbenlyst en narkoman, nærmer sig med
fremstrakte hænder.
- I må endelig ikke give ham og hans slags noget. De er ødelagt
af stofferne, og desværre oversvømmes landet af det skidt. Derfor
bliver flere og flere kriminelle, fortæller han med en opgivende
mine.
Faldefærdig færge
Vi ser medfølende på den ældre herre med det afsmittende, men
lettere opgivende smil.
Han trasker ind i sit helle i trækirken, mens vi daffer videre
og fryder os over, at vi ikke skal blive mere end fire dage i denne
parodi på en hovedstad, hvor de engang så smukke kanaler nu er
proppet med affald, opsvulmede rottekorpusser og alverdens
bakterier.
I en af de utallige overgejlede minibusser med altødelæggende
subwoofer og seje slogans som: "Pimpjuice Van" og "Joyride 2000",
bumper vi ud gennem Georgetowns miserable forstæder og bevæger os
mod floden Courantyne, hvor en historisk dårlig vedligeholdt færge
skal fragte os til Surinam, der indtil 1975 var en del af det
hollandske kongedømme.
Vi ved dog, at vi vender tilbage til dette mystiske land. Vi er
nemlig blevet fortrolige med dets kaos og uendelige mængder træ. Så
på gensyn, du fascinerende trælasthandel.