Simon Staun
PR-foto

Narkobaronernes fæstning

Jeg vidste det jo godt på forhånd: Colombia er verdens navle, når man taler om narkotikaproduktion. Men da jeg efter blot to timer i landet har været udsat for tre seriøse razziaer og to kropsvisitationer, sætter jeg mig chokeret ned i bussen fyldt med lokale.

De svært bevæbnede soldater, der nærmere var drenge med overproportionerede automatrifler, fandt selvfølgelig ikke noget af det eftertragtede hvide pulver, der har sat landet så eftertrykkeligt på verdenskortet, men jeg noterer alligevel i min rejsejournal, at jeg ved lejlighed bør omskrive det gamle ordsprog om at medbringe sand til Sahara: Hvem fanden smugler narko med til Colombia?

Nå, men bortset fra disse mindeværdige stop er turen fra den gennemforurenede grænseby til Venezuela, Maracaibo, og videre til Cartagena i det vestlige Colombia meget smuk.

Man kører skiftevis gennem frodige skovområder med duggen silende ned af ruderne og isolerede fiskersamfund på smalle sandbanker. Faktisk fremstår turen så interessant, at jeg næsten glemmer, hvilket mareridt det var at krydse grænsen, da en af mine rejsekammerater ikke havde fået det fornødne stempel i sit pas, da vi landede i Caracas.

Jeg glemmer aldrig grænsebetjentens uforskammede og nonchalante blik på den grædefærdige knægt og den demonstrative pegefinger, der symboliserede 14 timers deligt bushelvede i modsatte retning.

Nød lærer som bekendt de fleste at spinde, så vi spandt en lille løgn med tråde af sygdom, livsnødvendig medicin og akut behandling. Betjenten ikke så meget som blinkede. Vi må derfor ty til alle problemløsningers moder i Sydamerika: Bestikkelsens. En halv times kævl og 50 dollar senere vinkede han os videre ind i narkobaronernes hule.

Historiske perler

Berusede af det mageløse sammensurium af landskaber ankommer vi til Cartagena, der i flere århundreder udgjorde spaniolernes skatkammer med de ufattelige mængder rigdomme, som kolonisterne havde berøvet fra det meste af det nyopdagede kontinent. Efter at have indlogeret os på et værelse, der får ordet spartansk til at lyde luksuriøst, følger vi i spaniolernes fodspor og falder i svime over de mange for nyligt restaurerede kolonibygninger.

Overfloden af imponerende bygninger, katedraler og ikke mindst fortet San Felipe med udkig over byen bør tilfredsstille selv de mest arkitektoni- og historiehungrende turister. Af samme grund har UNESCO fredet adskillige bygningsværker for eftertiden, så de ikke går til grunde som så mange andre af Sydamerikas historiske perler, der forfalder eller dør hen på grund af manglende vedligeholdelse eller forurening.

Der er delte meninger om guidede ture eller autodidakte byvandringer, hvor man lader benene afgøre retningen. I Cartagena vælger vi den sidste løsning og suger tørstigt til os af den specielle atmosfære, der på en særdeles positiv måde omklamrer os overalt, hvad enten vi slentrer på byens forsvarsværker eller drukner en afkølet cerveza på de indbydende plazaer, der ligger strøet ud over byen omkring de betagende katolske kirker og katedraler fra storhedstiden i det 15. og 16. århundrede.

Om man vælger at opleve Cartagena på en gennemrejse eller som selve rejsens mål er underordnet. Så længe man husker at ordsproget: "Skik følge eller land fly" ikke nødvendigvis betyder, at man skal snuse alle indtryk til sig.