Simon Staun
PR-foto

Kontrasters land

Jeg frygter, at de himmelstræbende, skyskrabende betongiganter vælter ned over mig. Det ville være en ussel død. Især i dette grånuancerede eftermiddagshelvede.

Dagen før virkede São Paulo ellers sjældent charmerende, da solen smøg sig omkring de grå mastodonter og skallede facader. Det hele fik antydningen af liv. Selv højhusene fik farve i kinderne.

Men når smoggen som denne typiske onsdag vokser sig så tyk og mægtig, at solens stråler må give fortabt, så begynder byen for alvor at minde om de metropoler, man har gyst af i science fiction-film som "Blade Runner".

De triste tårne smelter simpelthen sammen i horisonten. Og man må måbende konstatere, at man ikke aner, hvor uendeligheden begynder eller slutter.

Gasolin' sang så fængende "Se din by fra tårnets top". I São Paulo er det ensbetydende med Edifício Itália, hvor man på 46. etage kan træde ind i den himmelske "exclusive lounge", hvor man kan slubre jordbærshakes i sig til blot 20 kroner - foruden lige det med småt skrevne serveringstillæg på cirka 70 kroner pr. gæst - side om side med notabiliteter og andre nysgerrige, som vil stjæle et glimt af fremtidens ansigt.

Udsigten er dog noget sværere at synke end regningen. Det er som at befinde sig i en tidslomme eller et akvarium med en uvirkelig virkelighed på den anden side af glasset.

Jeg aner ikke, om det er smukt eller skræmmende. Jeg konstaterer blot, at det gør et enormt indtryk på mig at opleve, hvor enorm diversitet man kan opleve i Brasilien.

Den ene dag begraver man fødderne i det mest fantastiske, hvide sand i paradis og den næste dag svæver man forpustet i stratosfæren over 20 millioner paulistas, som byens borgere kaldes.

En oase af de sjældne

Til trods for det enorme indbyggertal føles São Paulo ikke så omklamrende som eksempelvis de asiatiske pendanter. Alligevel mærker man byens puls slå hårdt og taktfast som rytmen på en svedig og ubarmhjertig salsa. Toner der lyder 24 timer 365 dage om året.

Hvis man tænker på, at São Paulo har lige så mange indbyggere som Danmark, Norge, Sverige og Finland tilsammen, så er den ikke just proppet med muséer, arkitektoniske vidundere eller livgivende parker.

Således kunne en brasiliansk ven heller ikke lige støve ret mange "must see's" op, da jeg meldte min ankomst.

Han sendte mig en liste med de 10 bedste restauranter og tilføjede: "São Paulo er fantastisk på grund af menneskene i byen og maden. Selve byen er bare en grim, grim skal".

Overdrivelse fremmer for-ståelsen. Der gemmer sig naturligvis inspirerende og fuldendte bygninger samt en bitte stump park hist og her. Den mest besynderlige og vidunderlige af dem må være Trianon, der som en lille jungle-oase åbner sine grønne arme klos op ad den 10-sporede gigavej Avenida Paulista.

For hvert skridt man tager, aftager ekkoet fra de hostende horder af stressede biler. Skyggen fra de langhalsede palmer dulmer solens jerngreb og fuglekvidderen trækker brede smil på sin vej.

Det er simpelthen surrealistisk at sætte sig op ad et kroget jatobatræ og på meditativ manér lade roen indfinde sig og veltilpasheden sprede sig som havde man netop fortæret en iskold Caipirinha. Efter kort tid glemmer man helt, at man sidder i det evigt pulserende hjerte i en af klodens gigantbyer.

Strande ad libitum

Vågner man op fra drømmen, kunne det passende være på øen Santa Catarina en behagelig nats busrejse fra São Paulo.

Jeg kommer helt og aldeles til hægterne på stranden, hvor en mørklødet mand flækker kokosnødder og bruger dem til sine populære Caipirinhas og Piña Coladas. De skifter hænder hurtigere, end man kan nå at sige "Uma mas, por favor". En mere tak!

Alene på Santa Catarinas østkyst gemmer der sig 49 strande. Flere af dem kilometerlange. Kald det bare paradis. Det gør jeg.

Sammen med min kæreste og svigermor lejer jeg et hyggeligt lille hus fem minutter fra "vores" strand, Praia do Santinho. Med sine fuldendte klitter og 40 meter brede sandstrand minder den meget om de vestjyske strande, hvor man på de gode dage kan småsimre en hel eftermiddag i en af de ledige "gryder".

Bølgerne er kolossale, hvilket de mange lokale surfere udnytter. Er man en smule påpasselig, kan man dog sagtens svømme i det tangfri atlanterhavsvand og spekulere på, at det nærmeste fastland mod øst er Afrika.

Bliver man træt af stranden, hvilket med stor sandsynlighed ikke sker, så kan man vandre gennem en Råbjerg Mile-klon til den nærliggende og noget mere børnevenlige Praio do Ingleses.

En stor klippeformation mod Atlanten skærmer og sikrer perfekt stille vand til de mindste, der også fornøjer sig med at surfe ned ad den ene miles skrånende ende.

Er man mageligt indrettet, kan man også bare ligge i vandkanten og spekulere på, hvor forunderligt fascinerende og fantastisk mangfoldigt et land Brasilien er.