Simon Staun
PR-foto

Heksekunster og fordærvet is

Turen fra Peru over bjerge og brusende floder er betagende. De maleriske Andesbjerge ligger som en tavs kæmpe langs den humplede vej, og i klart vejr kan de betragtes i timevis. Over de skrattende højtalere annoncerer den ellers så tavse chauffør, at vi er i La Paz indenfor et kvarters tid.

Eftersom de eneste huse i området er lerklinede og i den grad "selfmade", må man gå ud fra, at det var en fortalelse eller mangel på tidsfornemmelse. Husene bliver dog hurtigt større, mere solide og trafikken tiltager i intensitet. Men hvor er højhusene?

Hovedstadens vogter, bjerget Illimani, har vi kunnet ane i meget lang tid. Den og de andre bjerge omkranser den næsten skjulte by, der nu er lige på trapperne. De første tegn på andet end bliktage og toetagers-huse dukker op, da vi begynder en tur, der bedst kan beskrives som en nedstigning eller en karruseltur.

Rundt og rundt kører vi. Hele tiden nedad. Jo længere vi kommer ned i den enorme hulelignende kløft, destro højere tårner højhusene sig op. Byen ligger fuldstændig afsondret og beskyttet for de dræbende kolde vinde, der fejer henover det bolivianske landskab.

Iskoldt alpehotel

Stakåndede og stive i benene møver vi os ud af bussens svedige kunstlæder, og begiver os på intens hoteljagt. Hvilket var lettere sagt end gjort. Højsæsonen har i den grad gjort sit indhug i ledige værelser, og det meste af dagen bruges på folkevandring rundt i de stejle gader og stræder med en hvilepuls tæt på 200.

Henunder aften finder vi endelig et egnet og ledigt hotel. Med det passende navn Hotel Tyrol. Vi får den tvivlsomme ære af et loftsværelse med gitter for vinduerne og indlagt gulvkulde. Faktisk er værelset med sine cirka 10 grader en lun rede efter minusgrader og isnende kulde udenfor.

Ret hurtigt finder vi ud af at sommerferien skal bruges på stranden, og ikke vandrende hvileløst omkring for at få bare antydningen af varme i kroppen. Derfor blev plan Bolivia Jungletur i løbet af to dage forkastet til fordel for plan Playa del Mexico. I vores stræben efter den billigste rejse finder vi hurtigt den flyver vi vil med.

Dyr kæmpebrøler

Vi booker online, finder flyselskabets adresse i La Paz og tju-hej hvor det går. Billetten vil vi afhente dagen efter. Den er næsten dælens billig, og vi er ved godt mod.

Indtil det sekund, hvor vi med tårer i øjenkrogen må indse, at det ikke er en billet fra La Paz til Mexico City, men derimod en billet fra La Paz- Mexico til Mexico City. Altså ikke en tur over det meste af sydamerika, men en sviptur fra en provinsby på Baja California?..

Af skade bliver man klog, og sjældent rig ! - næste rigtige fly afgår om fem dage og koster omkring 5000 kroner pr. snude. Farvel budget - goddag til svalende bølger og Chili Con Carne.

Der var jo så lige de fem dages ventetid, der skulle overståes. For overståes er det rigtige ord at bruge. Vandreskoene fik virkelig tilbagelagt nogen kilometer, og sanserne fik en tiltrængt skud indtryk.


Meget af tiden lusker vi bare rundt i det gamle kvarter. Ser på de gamle rynkede kvinder, der med få tænder tilbage alligevel formår at smile inderligt. Vi får købt lidt souvenirs. Lidt til familien, og en enkelt til os selv.

Den mest markante blev købt på heksenes marked, hvor vi først væmmes ved synet af de indtørrede lamafostre, men hvor vi køber et på trods af en modbydelig stank af forrådnelse.

Malerisk marked

Markedet var en farveeksplosion. Alpaca-trøjer, tæpper og huer i det letgenkendelige sammensurium af alle tænkelige og utænkelige farver pryder hvert eneste ledige plads på de skallende husmure.

Men priserne tyder på for mange amerikanere på denne tid, eller ualmindelig selvtillid til eget handelstalent. Vi nøjes i hvert fald med at kigge, og lugte lidt til fostret i rygsækken.

Et par dage spiller vi kort og spiser små umodne bananer. Pia har fået maveonde efter hun i kådhed købte en flødeis på gaden- vorherre bevares ! Nu drømmer vi bare om at komme væk.

Én dag tilbage. De sidste penge bruges på verdens højest beliggende Mcdonalds, hvor en BigMac måske ved nærmere eftertanke smager præcist, som dem hjemme på Viby Torv.

Så kom dagen. Vi tager afsted mod Mexico efter et kort ophold i Bolivia. En lille uges tid, der i længslen efter varme, blev en amputeret men i høj grad minderig storbyferie.