Simon Staun
PR-foto

Buenos Aires længe leve

Der hersker ingen tvivl. Denne metropol er Sydamerikas svar på Paris

Enorme boulevarder løber som vitale blodårer gennem byen, der overalt byder på fremragende arkitektur, fornemme restauranter og romantiske parker.

Den økonomiske krise har medført væsentlig dårligere levevilkår for argentinerne. Vi lever derimod som konger. En tre-retters menu på en fin restaurant koster 20-25 kroner og vil man have husets vin slipper man ofte med otte -ni kroner. Det er uhørt, næsten flovt billigt. Ikke et eneste asiatisk land kommer blot i nærheden af dette prisniveau.

For de junkfoodhungrende kan jeg måske illustrere det med prisen på El Big Mac Menu Grande til 13-14 kroner? Søde venner!

Vores hostel, Milonga, hører bestemt også til i den bedre halvdel. Vi har en lukket terrasse, hvor vi i de sene eftermiddagstimer nyder lidt veltempereret hvid drue og spille en god omgang kort. Vi har efterhånden været her 10 dage og følte næsten, at vi kom hjem efter tre dage sydpå hos slægtninge i Tres Arroyos.

Rigtig på landet

Der så vi en helt anden side af landet. Nemlig det rolige, forholdsvis ustressede liv på landet. Stilheden var fantastisk derude, hvor selv kragerne har parlør med, og for første gang så jeg Mælkevejen i fuldt flor.

Familien Hoffmann, der er min kærestes slægtninge, bor 516 kilometer stik syd for Buenos Aires og så lige otte kilometer til venstre af en støvet landevej. I et lille, efter danske normer, ydmygt stuehus blev vi budt velkommen med en blanding af dansk og argentinsk varme.

Vi følte os hjemme fra første øjeblik og nød at blive opvartet af Ingrid og hendes mand Adolfo, der virkelig viste os danskere, hvordan en god grill skal håndteres.

Der blev lige smidt fire-fem kilo prima oksekød på grillen. Det kan nok være Hr. Staun fik mundvand nok til at overrisle de tørre, omkringliggende marker. Efter otte stykker kød måtte jeg give op. Adolfo var ikke synderligt imponeret, da de argentinske gauchos spiser kød med kød på og kød til tre gange dagligt - i mit næste liv vil jeg være gaucho!

Vi kom vidt omkring på de tre dage og så både den danske kirkegård, et dansk plejehjem, en gammel dansk skole og ikke mindst de endeløse rækker af marker, nogle på flere hundrede tønder land.

I dette område er det ikke usædvanligt at have to-tre tusinde tønder land, så der skal virkelig spredes noget sæd!

De gale mødre

Tilbage i Buenos Aires planlægger vi nu turen videre til Uruguay, hvor vi satser på at lave en reportage fra badebyen Punta del Este, der ikke er synderligt kendt på danske breddegrader. Hernede huserer den over legendariske Copacabana på strandranglisten, da det virkelig er de smukke, rige og berømtes tilholdssted. Så det bliver jo nok ganske underholdende arbejdsvilkår for en rejsejournalist?

Torsdag tog vi på Plaza del Mayo, hvor De Gale Mødre holder til. Det er en gruppe kvinder, der har det tilfælles, at de har mistet sønner og døtre, da hæren i 1976 overtog magten gennem et militærkup. Mødrene er efterhånden blevet bedstemødre. Men deres karakteristiske, hvide tørklæder og de store bannere og budskabet er det samme.

De vil vide, hvad der blev af de mange tusinde politiske modstandere, der forsvandt sporløst. Og på denne stilfærdige, pacifistiske facon formår de i hvert fald at bevæge tilskuerne - om politikerne så lytter er nok mere tvivlsomt. Efter mere end 20 år uden besked, bliver man dog imponeret af mødrenes viljestyrke og stædige kamp for at kende sandheden.

Det er ret hårdt at se dem gå arm i arm med billeder af deres afdøde børn foran sig. Og vi bliver hurtigt enige om, at denne seance bestemt ikke er en "turistseværdighed", men derimod en af de oplevelser, der for alvor når ind under huden og bliver ved med at vende tilbage.

Kendte døde

Så er der mere klassisk turistvisit over byens gamle kirkegård Recoleta, hvor statsoverhoveder, generaler og kendte forfattere ligger side om side i storladne maosoleumslignende gravsteder.

Efter en halv time fik vi nok af ornamentik, englebørn og marmorplader. Men vi nåede da at se Evita Perons gravsted, der stadigvæk prydes af friske blomster og digte. Morten sang også et vers af "Don´t Cry for me Argentina", så der stod vi og følte historiens vingesus og krammede med hverandre ...

Endnu et kryds i "det har vi set kalenderen" blev sat ved de to bydele La Boca og San Telmo. Et enkelt ord dækker det besøg. Kvalme. Alt for mange mennesker på et alt for uinteressant område med alt for højt musik og en ulidelig stank fra den lune River Plate gjorde denne afstikker til en kort fornøjelse.

Man kunne næsten ikke bevæge sig frem og tilbage for de mange boder, der solgte ting så kitchede, at selv Ole Erling ville føle sig som en trendguru!

Den er sådanne attraktioner, man altid bør se, men ikke nødvendigvis skal se!

Bortset fra det er der kun et at sige: pak kufferten og sig jobbet op. Buenos Aires kalder!

Mageløse Mendoza

Det var et godt valg at tage til Mendoza. Den bød velkommen med sine imødekommende parker og pladser samt sin venlige atmosfære. Vi kunne hurtigt mærke, at det her er en af de byer, man bare holder af fra første øjeblik.

Vi finder et glimrende hotel lige ved byens mest centrale park, Plaza Independencia, der i weekenden danner rammer om koncerter, cirkus og et utal af boder.

På gågaden tæt på hotellet kan man sidde og iagttage byens bedsteborgere slå sig løs og samtidig forsøge at vifte de mange påtrængende gadebørn væk.

I starten var vi meget høflige. Nærmest pædagogiske. Senere blev vi direkte - på grænsen til kontant. Så gik vi over til Theos australske afvisning: FUCK OFF! Det virker efter hensigten.

4200 meter oppe

Vi skulle naturligvis benytte os af det faktum, at vi har Sydamerikas største bjerg, Aconcagua, i baghaven. Ombord på en minibus med to børnefamilier og et ekstremt kikset argentinsk par kørte vi gennem dette storslåede landskab, der ændrede sig fra pandekagefladt til særdeles kuperet i løbet af få minutter.

Efter en times tid kunne vi allerede mærke, at det krævede ekstra energi bare at trække vejret, til trods for vi sad bomstille.

Undervejs gjorde vi stop flere gange på diverse fotovenlige steder. Bjergene synes da også at blive større og flottere efterhånden, som tiden går.

Over middag nåede vi frem til vores peak. På grænsen mellem Chile og Argentina i 4200 meters højde hastede vi ud for at forevige Aconcagua, inden inderlårene frøs sammen og blodet til is.

Bjerget strålede om kap med solen og tog sig ud fra sin bedste side, hvilket fotografierne forhåbentlig understreger, når de bliver fremkaldt.

Vinden føg dog om ørene på os med en vildskab, der gjorde beslutningen om at vælge shorts frem for bukser til skamme. Vi måtte give tabt i kampen mod moder natur og den kendsgerning, at temperaturen falder én grad for hver hundrede meters stigning. Vi befandt os 4200 meter oppe. Gys!

Det blev en hel dag gennem postkortlandskab og udsyn til hårnålesving og den visse død i dybet.

Vores chauffør var dog hensynsfuld lige på nær i valget af musik, der til vores store fortrydelse var en sand parade af argentinske klassikere inden for genren folkemusik. Lydniveauet var så overgearet højt, at selv lydfolkene på Orange Scene på Roskilde ville have kippet med flaget af ren misundelse.

Når man sidder helt stille, og mærker sveden løbe som en halvstor bæk mellem de nederste kinder og man bliver forpustet af at se sit spejlbillede på de tonede ruder, så kan sådanne omstændigheder være med til at gøre ondt værre. Heldigvis var udsynet så spektakulært, at det til en vis grad var muligt at abstrahere fra det faktum, at Metallica næste år giver koncert i en kassebil med argentinske nummerplader...

På sikkert gensyn

Vi så også Punta del Inca, der var bygget op omkring nogle finurlige klippeformationer ved nogle varme kilder. Ganske enestående at se de varme strømme løbe ned over de gullige flader, der gennem årene har taget farve efter sulfatet i vandet.

Vi ville gerne have lunet vores afkølede korpusser, men antallet af fedladne, svedige seniorturister tog ligesom lysten fra os.

Godt øre i hoved og krop vendte vi tilbage til Mendoza, hvor dagens oplevelser blev fordøjet i passende selskab med endnu en kæmpebøf og en tilpas tempereret Santa Ana.

Sjældent har jeg med så stor sikkerhed kunne sige: "På gensyn" efter at have forladt et nyt land med et utal af oplevelser gemt ned i rygsækken.