Der findes mange mennesker, der gennem historien har skabt imponerende kunstværker. Men ingen kommer i nærheden af blæst, regn, tørke, erosion og vulkaner som udøvende artister, når de helt store kunstværker skabes i naturen.
Et af dem kan man opleve i South Dakotas relativt ukendte
nationalpark Badlands, der på grund af statens placering ikke er
nær så velbesøgt som andre af USA's spektakulære parker.
For 65 millioner år siden var de besynderlige og betagende
stenformationer ikke født endnu. Dengang var her mudret havbund,
inden gigantiske underjordiske muskler skubbede havbunden op, så
den pludselig blev til bakke- og bjergtoppe.
Mange af de store forhistoriske dyr, der levede i området, sank enten til bunds i havet eller endte deres dage begravet i aske fra vulkanudbrud. Derfor er Badlands en sand skatkiste for fossiljægere, der kan finde forsteninger af blandt andet uddøde havskildpadder, sabelkatte og mammutter.
Gennem millioner af år er landskabets konturer formet af nedbør, sandstorme og erosion. Resultatet er bjergtagende og helt på højde med overturistede Gran Canyon eller Yellowstone, hvor man ikke får den samme fornemmelse af ind imellem at være landet med fire-rumskibet på en ubeboet planet.
Badlands forsvinder
Kører man ud i den enorme nationalpark tidligt om morgenen, hvor
solen knapt er stået op bag tinderne, får man en fornemmelse af, at
kun guder kan skabe så umenneskeligt flot et landskab.
Har man set de gigantiske europæiske katedraler, kan man sagtens
gå hen og blive lidt småreligiøs af benovelse. Men de helt store
åbenbaringer venter derude, hvor omfanget af moder naturs luner
ikke kan kopieres af menneskehånd.
At indianerne, der gennem titusinde år har beboet området, og de første franske jægere i 1700-tallet kaldte landet for Badlands - dårligt land - giver god mening, når man tænker på, at de asfalterede veje og alle kortene over området ikke fandtes dengang.
Det har mildt sagt været noget nær det værste og mest ufremkommelige landskab at passere på hele kontinentet. Dybe slugter, drabelige bjergspir spidse som savtakker og gennemfurede klippesider umulige at forcere på hesteryg.
I dag kan man sidde mageligt i sin airconditionerede
udlejningsbil og køre den anbefalede rute, "Loop Road", på 40
kilometer. En smuttur på en time eller to anno 2010. En rejse, der
ville have taget flere uger eller sågar måneder anno 1735. Og man
bør køre ruten flere gange
for at få fuld valuta for den beskedne entré.
Farvespillet i de forblæste klippeformationer varierer alt efter årstid og tidspunkt på dagen. Men som alle andre steder anbefales det at komme i de tidlige morgentimer eller kort før solnedgang, hvor skygger og farver træder flottest i karakter. Og det er ikke nødvendigt at booke plads, da der ikke kommer tilnærmelsesvist så mange turister som i de tidligere nævnte mere berømte parker.
Blæst og regn skærer hvert år 2,5 centimeter af sandstensformationerne, hvilket betyder, at man om få hundredetusinde år vil opleve en stor flad prærie i stedet for et underværk af de helt store. Så man skal ikke vente alt for længe med at booke billetten ...