Bydelen Harlem i New York City har altid smagt godt i mine ører. Meget musikalsk, ekstremt farverig og til tider dødsens farlig.
Det sidste viste sig at være en realitet, da seks mennesker blev skudt 100 meter fra mit hotel i krydset mellem Malcolm X og Lenox Avenue allerede den anden aften i Det Store Æble.
Sådan en oplevelse kræver lidt tid at fordøje, men heldigvis er den helt rigtige medicin inden for rækkevidde, da det historiske spillested Apollo Theater kun ligger få blokke fra gerningsstedet.
Allerede i hall'en bydes man velkommen af et væld af portrætter af de mange prominente kunstnere, der gennem årene har gjort deres til, at den smukke, stejle sal er omgærdet af mystik og myter.
Epileptisk danselir
Når man ser den fantastiske liste over kunstnere, der har stået på scenen, må man gå ud fra, at deltagerne i aftenens berømmede talentkonkurrence har forholdsvis mange nerver på, inden de skal forkæle publikum fra nær og fjern med spoken word, hiphop, break dance og Liza Minelli-familiær newyorker-pop.
Inden da inviteres publikum på scenen for at varme salen op med smagsprøver på deres dansetalent eller mangel på samme. Det er en besynderlig og underholdende affære at opleve den klassiske «white boy«, der fuldstændig mangler rytme og sex i bevægelserne modsat de sorte piger, der kan få en rystepudser til at se sløv ud med deres betagende vibrerende bagdele.
Det er Brooklyn mod Harlem. Mississippi mod Chicago. Nord mod syd. Øst mod vest. Og publikums øredøvende jubel eller rungende buhen afgør, hvem der er hot og hvem der er not. Vinderen bliver en ung pige fra Mississippi, der med en epileptisk eksplosiv dans får Apollo til at lette med klapsalver.
For at give stemningen det sidste nøk opad får tre børn lov at indtage spotlyset. Niårige Kyle synger en Michael Jackson-sang så fabelagtigt, at de danske X Factor-dommere ville være gået i permanent koma over det imponerende stemmepotentiale. Og salen er rødglødende af eufori.
Demokratiets sejr
Nu er det alvor. Talentkonkurrence med vind eller forsvind-regler og markant forandrede applausattituder. Her gælder det om at hylde eller huje, så deltagerne går helt i sort, hvis de ikke med det samme rammer publikums smag eller fremfører deres nummer med bravur.
Alejandro starter katastrofalt, inden en tøs fra Jacksonville gør det lovende med en moderne soulsang. Den næste piges stemme er så falsk, at det burde forbydes eller i det mindste give en mindre bøde.
Desværre for de andre deltagere har hun fire busser med familie og venner med fra Philadelphia, hvilket gør det svært at overdøve deres jubel. Sådan er det i USA. Det er ikke altid den bedste, der vinder, og indimellem kan demokratiet virke som en farce.
Underholdningen er dog helt i top, og amerikanernes unikke evne til at bygge op til klimaks er unik. Selv om talenterne er meget svingende, føler man sig forkælet med showmanship og entusiastiske værter.
Gladys Knight vandt engang en lignende talentkonkurrence, og enkelte af deltagerne kommer måske engang til at hænge i foyeren sammen med James Brown, The Temptations eller Stevie Wonder.
Musikkens mekka
Turister og musikelskere fra hele verden besøger Apollo Theater, som var det et musikkens Mekka. Også danskere er om bord på de rødpolstrede sæder denne aften. Deriblandt et københavnsk par der nyder endelig at besøge Apollo, selv om de ikke var helt pjattede med kvaliteten af showet.
- Jeg har altid kendt Apollo Theater og vidst, at jeg skulle opleve det en dag, når vi kom til New York. Jeg er selv musiker og skuespiller og optræder blandt andet med musik af Etta James, som der er et billede af lige dér oppe på væggen, siger Pernille Sørensen fra København.
For hende og kæresten er Apollo Theater et ikon, der betyder lige så meget for New York som Frihedsgudinden.
- Det har været så fedt bare at være her. Men skal vi være helt ærlige, så var den kunstneriske kvalitet ikke i top i aften. Der var ikke dén dér nye Aretha Franklin på scenen. Vinderen var den mindst dårlige, kan man sige, konkluderer Niels Birk.
Selve underholdningsværdien og den ærkeamerikanske måde at levere et show på tog dem dog med storm.
- Amerikanerne har jo opfundet showbusiness. Og deres måde at afvikle det på er nådesløs, fordi det virkelig tager røven på én, siger Pernille Sørensen, der ligesom kæresten allerhelst havde set Etta James på scenen.