Nashville, Tennessee, 2016

Overalt i Nashville er der musik.
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 4
Frem

Manden i sort gør ondt

Countryens hovedstad ligger i Tennessee, hvor man kan høre kvalitetsmusik døgnet rundt. Ryman Auditorium er en musikalsk katedral, alle bør knæle i, og The Johnny Cash Museum er en rørende hyldest til The Man in Black.

Billy Ray Cyrus, Chet Atkins, Pat Boone, Johnny Cash og Allman-brødrene har alle boet i Nashville, der emmer af countrymusik, sydstatsdialekt og kyllingeben druknet i barbequemarinade.

Jeg har skrevet om byen i snart 20 år. Eller det vil sige musikken fra byen. Og altid været misundelig, når musikere lige fra fynske Lasse Helner til verdensstjerner som Robert Plant fra Led Zeppelin har skamrost byen og sagt, at Tennessee-hovedstaden er et must see for musik-aficionados.

Derfor er Nashville mit første stop på en musikalsk dannelsesrejse, der har taget knap to års tilløb og planlægning. Og så er begyndelsen på rejsen endda helt håbløs, da de amerikanske lufthavne insisterer på, at man skal finde sin bagage og tjekke den ind igen. Det tager mig over tre timer i Dulles Airport i Washington, hvilket betyder, at jeg misser mit fly videre til Nashville. Jeg er oven i købet ved at miste det sidste sæde på dagens sidste fly fem timer senere, da jeg lader en stakåndet kvinde komme foran i køen ved United Airlines.

I tre timer går jeg rundt og frygter, at jeg misser det første af tre døgn i Nashville. Heldigvis - beklager min ærlighed

- får en ældre dame et ildebefindende kort inden afgang, så jeg får tiltusket mig det sidste sæde på det lille fly med blot 50 sæder.

I ruskende regn flyver jeg det sidste stykke mellem Washington og Nashville, mens jeg hører Johnny Cash synge om livets ende i mine høretelefoner. Det ville faktisk ikke være så slemt at dø til tonerne af "Ring of Fire", konkluderer jeg til min egen overraskelse. Halvt i søvne, halvt vågen kommer jeg til at tænke på min første kæreste, der hadede Johnny Cash. Og når jeg tænker over det, har det måske også været akavet for en 16-årig pige at dyrke kejtet teenagesex med en sang, der hedder "En ring af ild" som lydtapet.

Efter 24 timers rejse vågner jeg fortumlet op på mit hotelværelse midt i Nashvilles pulserende centrum. Mens jeg brygger en kaffe - med mintsmag - logger jeg på app'en "bandsintown" for at se, hvilke koncerter, der stadig er billetter til. Jeg er ved at få kaffen galt i halsen, da jeg ser, at Lukas Graham optræder i Nashville. I aften. Selv om jeg har planlagt at høre Emmylou Harris, er det danske band for oplagt. Jeg skriver til bandets manager, der efter blot en halv time svarer, at jeg er skrevet i døren.

USA's musikkatedral

Mit første planlagte stop på rejsen er Ryman Auditorium, der bliver kaldt USA's musikalske katedral og bluegrass-musikkens fødested. Sammen med Whisky A Go Go i Los Angeles og Apollo Theater i Harlem, New York, må det være et af USA's absolut mest berømte spillesteder. Listen over bands, der har optrådt her er alenlang. Salens lakerede træsæder er tyndslidte af et århundredes gæsters vuggende bagdele. Jeg sætter mig på en af de forreste rækker og forsøger at begribe, hvor mange af mine idoler, der har optrådt her. Johnny Cash, Neil Young, Foo Fighters, Tom Jones, Coldplay og Wilco for at nævne en håndfuld.

På en "wall of fame" hænger der indrammede plakater med de mest berømte bands. Jeg mærker en vis stolthed i maven, da jeg tæller de første 10 bands, jeg har interviewet.

Det er ubegribeligt, at man havde tænkt sig at vælte stedet for 40 år siden. Det havde været en katastrofe at opføre endnu et højhus af glas og stål i stedet for den unikke røde murstensbygning fra 1892, der er sindssygt gammel efter amerikanske standarder.

Mange af de optrædende bands væltede direkte på scenen fra den nærliggende musikbar Tootsie's Orchid Lounge. Eller tog derhen bagefter, som jeg gør. Der er 35 grader klokken 12, så en middagsøl er helt på sin plads. Tre modne gutter spiller country, hvilket lokker som bare pokker.

Jeg finder en plads i baren, får serveret en iskold Bud Light og er efter få sekunder med på en rejse ud ad støvede landeveje med den velsyngende forsanger som guide. Bandet spiller også Waylon Jennings' "Nashville Bum", der får øllen i glasset til at fordampe på mystisk vis. Den smager af en bytter. Og en sang eller to mere af Willie Nelson og Dolly Parton, der ikke bare er stjerner i USA. De er musikalske supernovaer.

På Broadway - Nashvilles hovedgade og forlystelses-epicenter - kan man høre musik stort set døgnet rundt. Om formiddagen øver bandsene for fulde gardiner og åbne vinduer. Fra frokosttid og frem til midt på natten optræder de.

Stormvejr med Sarah Gayle

Flere timer senere har jeg kun bevæget mig 100 meter ned ad gaden. Fra bar til bar og band til band. Fra countrymusik a la Merle Haggard, der guddødeme dør, lige inden jeg kommer til USA, til Billy Ray Cyrus, der efterhånden er mere kendt for at være far til Miley end sin musik.

På Robert's Western World er der musik non stop fra 11 til 03. Er man heldig, kan man vandre direkte ind foran scenen og høre tæskefede sangere som Sarah Gayle Meech, der hitter for tiden med sangen "Stormy Weather". Hendes stemme er som en lumsk tyfon. Helt stille det ene øjeblik for derefter at sluge publikum med hud og hår.
Jeg skåler med en ældre herre med indianertræk og hestehale. Han flirter skamløst med to unge piger. Hans prikkede charmeklud virker tilsyneladende, for han har både hænder oppe under kjolen og langt nede i bh'en på den mest robuste af pigerne. De er mindst 50 år yngre end ham, men hvad betyder det, når der konstant lander kulørte drinks foran dem.

Han er åbenbart en big spender, for da Sarah Gayle Meech går rundt med drikkepenge-spanden, smider han nonchalant 100 dollars i spanden. Og får et stort smækkys af hende som tak.

Efter en runde indtager hun scenen igen. Denne gang er der tid til "Tennessee Love Song". Jeg tror, jeg er småforelsket. Særligt i bandets fiolspiller, en kæmpe gut på mindst 130 kilo, der får råbene til at gjalde, da han behændigt væver brudstykker af Metallica, AC/DC og Guns N' Roses ind i en hæsblæsende countryperle.

I Danmark ser mange lidt skævt til country-genren. Men efter få dage i Nashville står det tydeligt, at genren mere end nogen anden fortæller historier om naturen, vejret, årstidernes skiften, maden og livet især i de rurale områder af det enorme land. Selv om det genremæssigt ikke er country, får det mig til at tænke på danske Rugsted og Kreutzfeldt. Deres sang "Endnu et efterår" beskriver det åbne land, vinden der blæser alting væk og varsler nye tider. Sådan kan man stå og drømme om et dansk efterårslandskab i maj 8000 kilometer væk.

Kvinderne i førersadlen

Når man søger på countrymusikere, springer det i øjnene, at der næsten er balance i regnskabet. Der er markant flere prominente kvindelige countrymusikere end rockmusikere. Og jeg kender til min store forbløffelse et hav af dem: Patsy Cline, Tammy Wynette, June Carter Cash, Kelly Clarkson, Sheryl Crow, Emmylou Harris, Brenda Lee, Bonnie Raitt, Loretta Lynn, Dolly Parton, Taylor Swift, Shania Twain, Faith Hill, LeAnn Rimes, Alison Krauss, og Wanda Jackson. Jeg konkluderer, at der måske findes en lille skabs-country-fanatiker inde i mig trods alt.

En klog mand eller kvinde har engang udtalt, at de bedste sange handler om et knust hjerte, og uden at virke alt for tøset må jeg medgive, at sange som LeAnn Rimes' "How Do I Live", Kelly Clarksons "Because Of You" og Bonnie Raitts "I Can't Make You Love Me" er fremragende numre.

Jeg har dog en forkærlighed for klassens ældste piger. De tøser, der for alvor var med til at præge countryscenen i 1950'erne og 1960'erne. Dolly Parton har bestemt nogle store ... sange på samvittigheden, men Patsy Cline, Loretta Lynn og Tammy Wynette er the real McCoy. Man skal hellere ikke besøge mange musikbarer, før man får lov at skråle med på Clines "Crazy", Lynns "Louisiana Woman, Mississippi Man" eller Wynettes "Stand By Your Man".
Sidstnævnte indledes med vise ord, som de fleste ægtefolk kan synge med på: "Sometimes it's hard to be a woman. Giving all your love to just one man. You'll have bad times. And he'll have good times".

Sådan rammer man et ægteskab ind på fire linjer. Og Wynette må siges at have et udpræget fokus på ægteskabet, da hendes to mest populære sange ud over "Stand By Your Man" er "Gold Ring" og "D-I-V-O-R-C-E-".
Min personlige favorit er "Stand By Your Man". I medgang og modgang.

På mange af spillestederne spiller musikerne på scenen "Tennessee Whiskey", som Chris Stapleton storhittede med i fjor. Han begik årtiets countryalbum med albummet "Traveller", som jeg var med til at kåre som et af årets bedste internationale udgivelser. Det føles næsten som en nationalsang, når der synges med på melodien, hvor Chris Stapleton konstaterer, at hans udkårne er "smooth as Tennessee whiskey, sweet as strawberry wine og warm as a glass of brandy". Hvis Chris Stapleton stillede op til præsidentvalget, ville han stå stærkt på disse kanter.

Lukas Grahams himmelfart

Udsmideren på Robert's Western World er rendyrket cowboy. Jeg står og småsnakker med ham, da han pludselig spørger, om jeg er fra Danmark.

- Min ekskone er fra Danmark. Du ligner en dansker, siger han køligt, mens han tænder en smøg.
Det har jeg svært ved at løbe fra. Og Lukas Graham med band har også svært ved at løbe fra deres nationalitet på spillestedet 3rd and Lindsley, hvor der har været udsolgt i ugevis. Stedet er pakket med forventningsfulde fans, hvoraf flere er kørt i op til 10 timer for at nå frem til Nashville.

I løbet af aftenen snakker jeg med 10-12 tilskuere, der entydigt konstaterer, at det er én af de bedste koncerter i deres liv. Lukas Grahams himmelfart i USA er altså ikke blot opfundet af de danske medier. Det er for real. Noget andet, der er for real, er min morgenmad dagen efter.

Cash gør stadig ondt

"When in Rome", siger amerikanerne. Skik følge eller land fly. Hattie B's Hot Chicken er berømt for den friturestegte, krydrede kylling. Så kendt, at der er 200 meter kø allerede om formiddagen. Efter 20 minutter i direkte sol, springer jeg ud af køen og hopper over på modsatte hjørne til Broadways Brewhouse & Mojo Grill, hvor der er masser af ledige pladser.

Det er der så en grund til. Min kylling er halvkold, bønnerne smager af karklud og min øl af råddent korn. Jeg spiser kun halvdelen af min mad og søger tilbage mod midtbyen, hvor jeg har fundet "Hot Diggity Dogs" på Google.
Deres hotdog skulle være state of the art. Min varme hund med picles og jalepenos logrer med halen og smager himmelsk.

Da jeg bøvsende slår mave på fortovet, råber to sorte gutter til mig. De har ikke kun drukket kildevand, og et par tomme flasker foran dem i græsset indikerer, at de er foran på point. De vil bare fortælle, at Jack Whites studie Third Man Records ligger 200 meter væk. Det anede jeg ikke. Pinligt. Jeg takker for det gode råd og står få minutter efter ansigt til ansigt med boksen, hvor Neil Young sidste år indspillede albummet "A Letter Home" i et gammeldags transportabelt studie på størrelse med en telefonboks. Et forfærdeligt album, men en genial gimmick.

Der er fyldt med The White Stripes-fans og pladekøbere, der boltrer sig i selskabet udgivelser med The Dead Weather og The Smoke Fairies.

Høj efter besøget i sætter jeg kursen mod Johnny Cash Museum. Museet åbnede i 2013, men er allerede blevet en gigantattraktion.

Manden ved indgangen hedder Randall Bart. Det viser sig, at han er en af bagmændene. Han har været i Danmark flere gange og blandt andet besøgt Elvis-museet i Randers for at hente inspiration.

- Du må hilse Henrik, hvis du møder ham. Fin fyr, siger Randall Bart om den danske Elvis-dyrker Henrik Knudsen.
Han ønsker mig god fornøjelse på museet og beder mig om at kontakte ham, hvis jeg falder over Johnny Cash-artefakter, som samlingen endnu ikke råder over. Hvad det skulle være, kan jeg ikke komme i tanke om, da jeg har tilbragt to timer på udstillingen.

Her er ALT om Johnny Cash. Måske på nær et kærlighedsbrev, som han skrev til June Carter i 1994. I Odense! Det er kåret til det smukkeste kærlighedsbrev nogensinde og er selvskrevet til at blive udstillet på The Johnny Cash Museum.

The Man in Black solgte over 100 millioner plader, og på museet kan man lytte i ugevise uden at nå alle sangene igennem. Én af de smukkeste sange er coversangen "Hurt", som Cash fik lov at fortolke af Nine Inch Nails. Den spilles non stop ved udgangen, hvor der er halvdunkelt. På afstand kan jeg se flere skikkelser i mørket. Hvorfor står de der og gemmer sig, tænker jeg.

Så går jeg selv ind i sangen. Den rammer mig for fuld kraft som en pickup-truck lastet med følelser. Jeg træder ind i mørket og lader tårerne flyde.

Tænk at smerte kan føles så vidunderligt.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Nashville
USA
Tennessee
Billy Ray Cyrus
Chet Atkins
Pat Boone
Johnny Cash
The Allman Brothers
Sarah Gayle
Rob's Western World
Johnny Cash Museum

Google Maps

36.1626638,-86.78160159999999,5
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.