Simon Staun
PR-foto

Forelsket, forundret og flov i Memphis

Jeg har aldrig brudt mig om Elvis.

Da mit musikalske dna blev brygget i teenageårene, var det amerikanske ikon cirka lige så populær som fodvorter i en svømmehal. Man skulle lytte til Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam. Hvis man dyrkede ældre musik, var det bands som Pink Floyd, Led Zeppelin og David Bowie, der stod øverst på hylden. Men det ville være absurd ikke at besøge Elvis' verdensberømte Graceland, når man kører lige forbi på sin vej fra Nashville til Memphis.

Derfor smækker jeg speederen i bund efter en smuttur til den lille flække Denmark, som jeg ved et tilfælde fandt på et kort, da jeg planlagde en alternativ rute. Det minder dæleme om et dansk sommerlandskab, tænker jeg, mens den lejede Toyota pløjer sig gennem Tennessee.

Hvis man er i tvivl om, hvordan indbyggerne stemmer på disse kanter, skal man bare se efter små flag i forhaverne. Hvert andet hus har Donald Trumps smilende kontrafej og sloganet "Make America Great Again" stående. På seks timers køretur spotter jeg ikke ét flag med Hillary Clinton.

Denmark havde et regiment, der kæmpede under navnet "The Denmark Danes" under borgerkrigen. For Amerikas Konfødererede Stater - Sydstaterne - der endte med at tabe krigen.

En stor del af soldaterne ligger begravet bag den presbyterianske kirke fra 1823. Der er ikke umiddelbart Jensen'er eller Hansen'er blandt de omkomne, men det gør alligevel stort indtryk, som jeg fordøjer det sidste stykke vej mod Memphis.

Jeg ankommer til Graceland 15.55, og da den sidste rundvisning er klokken 16, spurter jeg hen til billetsalget og sikrer mig en billet til den nette sum af 300 kroner. Elvis sælger stadig dyre billetter, konkluderer jeg, da jeg smækker de udleverede hovedtelefoner på og begynder den interaktive tur.

Elvis lever

Der er i sagens natur kæmpe forskel på at se billeder af enhver attraktion og stå der selv. At mærke læderet på en lænestol, sidde på en barstol og gå på samme trappetrin som Elvis har betrådt. Wauw.

Da jeg er på sidste tur med blot fire andre, føles det som at have huset for sig selv. Med selskab af en del yderst årvågne vagter.

Rummene er indrettet i overdådig 70'er-stil med smæk på farverne og enorme møbler. I den polynesisk inspirerede "Jungle Room"-stue ved siden af køkkenet optog Elvis sin sidste plade, livealbummet "From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee".

Pladen fra 1976 indledes med sangen "Hurt", hvilket man sagtens kan overtolke, når man hører Elvis synge: "I hurt much more, than you will ever know".

Fra det prominente hus går man over i squashhallen, hvor Elvis spillede "raquetball" for at holde sig i form. Der går jeg fra benovelse til rendyrket eufori. Ja, faktisk har jeg det på samme måde, som da jeg kyssede min kone første gang. Jeg kan mærke i hele kroppen, at jeg aldrig bliver den samme. "Elvis is alive" lyder en talemåde, som pludselig giver mening.

Det er ikke kun omfanget af guldplader, de smukt dekorede dragter og alle hædersbevisningerne, der imponerer. Det er mennesket Elvis, der åbenbarer sig. Alle hans gode gerninger i kraft af donationer til kræftsyge børn, blinde, udsatte minoriteter og hjemløse. Elvis Presley var ikke kun en formidabel musiker. Han var et stort menneske.

Jeg noterer navne ned på plader, som jeg skal have tjekket senere. Der er wi-fi til gæsterne, så jeg finder "From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee" på min telefons Spotify-app. Da jeg hører "Blues Eyes Crying in the Rain", som jeg senere finder ud af blev den sidste sang fra hans læber, bliver jeg overmandet af alle indtrykkene og mærker tårerne løbe ned ad mine kinder.

Uden for ligger kongen, som han stadig omtales af mange, begravet. Ved siden af sine elskede forældre Gladys og Vernon. Jeg knæler foran graven. Endelig fandt jeg Elvis. Og så ligger han dernede i Tennessee-mulden.

I bussen sætter jeg mig omtumlet ned og finder endnu en sang med Elvis, jeg aldrig har hørt før. "Let Yourself Go" fra det eminente livealbum "The Complete '68 Comeback Special". Et album, hvor Elvis synger med en nerve og kraft, der er uden sidestykke. Så sexet, at det føles som elskov i ørerne.

Bandet er sublimt, og jeg tager mig selv i at tromme højlydt med på sædet foran mig. Jeg er ikke enig i hans budskab på "I'll Never Gonna Fall in Love Again". Jeg er smaskhamrende forelsket, og jeg kan love for, at Elvis stadig lever.

Lyden af et lokomotiv

Mit ramponerede hotel ligger i downtown, der skæmmes af uhyggeligt mange forfaldne og forladte bygninger. Det føles lidt som en spøgelsesby og vækker minder om mit besøg i Detroit år tilbage.

Jeg har hørt så meget om festlige Memphis, at alle skodderne for vinduerne, pigtråden og graffitien skærer i øjnene. Jeg når heller ikke mere end 20 meter væk fra hotellet, før en hjemløs har hevet fat i mig for lidt håndører. Det er altid de første tiggere, der slipper gennem nåleøjet, så jeg giver ham tre dollars, selv om han stirrer på min 20-dollarseddel. Tak, siger han smilende. Og går direkte ned og sætter sig ind i en bil og kører væk. Fuck me.
Jeg har drømt om Memphis' berømte "dryed ribs" i dagevis, og jeg har aldrig voldspist så meget svinekød som i Memphis.

Resturanten Rendezvous ligger skråt over for mit hotel, og mine tænder løber stadig i vand, når jeg tænker på de urimeligt gode ribs. Blues City Café er også et must. Deres slogan "Put some south in your mouth" er genialt.
Ved et bord spotter jeg medlemmerne fra et finsk heavyband og den tidligere forsanger fra Skid Row, Johnny Solinger. Mit første kassettebånd med metalmusik var Skid Rows selvbetitlede debutalbum fra 1989. De langhårede rockere virker malplacerede på hjørnet af Beale Street, der er bluesmusikkens højborg. Hvilket understreges af spillestedet på mod satte gadehjørne. Det er B.B. Kings berømte bluesklub, hvor han selv optrådte i ny og næ.

Der er kø ved B.B. Kings Blues Club, så jeg går ned ad gaden og lader mig overtale af en cool udseende dørmand, der lover, at der er en stor aften i vente på Rum Boogies Café. Det er jam-aften, hvilket ofte er ensbetydende med, at niveauet er yderst svingende. Men øllene er billige, så hvorfor ikke.

Det er et husband, som udgør grundkernen i bandet. Præcis som på Dexter i Odense. Det får selskab af en pjattet dame omkring 40 år.

Åh nej, når jeg at tænke. Så begynder hun at synge. Jeg må holde fast i et gelænder for at holde balancen. De fleste danskere kender Beth Hart og Dana Fuchs, og denne kvinde er på niveau med dem begge. Som en reinkarnation af Janis Joplin synger hun blues med orkanstyrke. Det kostede fem dollar at komme ind. Jeg ville have betalt 20 med glæde.

Jeg falder i snak med en Elvis-impersonator, der har fri. Han kommer her altid om søndagen, fordi byens bedste musikere flokkes om at optræde. Han fortæller mig, at jeg skal holde øje med Vince fra Vince Johnson & the Plantation Allstars.

Manden Vince

Stille og roligt bliver spillestedet fyldt op. Dørmanden som lokkede mig ind, træder op på scenen. Han har flere kasketter på, skal det vise sig. Min sidemand fortæller mig, at det er Vince. Ham alle er kommet for at høre. Vince Johnson hiver en mundharpe frem fra lommen. Sætter den for munden. Og indleder 15 minutters blues uden sidestykke. Han tager publikum tilbage til sin barndom, hvor hans mor sagde til ham, at han ikke kunne lyde som et lokomotiv. Men det kunne han. Både dem, der kører sydpå og nordpå.

- Det, der kører sydpå, græder lidt mere, siger Vince Johnson med sin dybe røst og tilføjer:

- Fordi der er en kvinde om bord, der aldrig kommer tilbage til sin elskede.

Og så sætter han og bandet gang i boogie-blues så sydende, at man kan mærke publikum tabe pusten. Den unge trommeslager minder om Brian Blade, som spiller sammen med Daniel Lanois.

Er du sunshine, han tæsker til de tønder.

I to timer hører jeg musikere så kompetente, at de ville træde direkte ind i toppen af det danske musikhierarki. Men her står de og spiller for drikkepenge en søndag aften. Jeg går hen til Vince Johnson, da han forlader scenen. Jeg vil sige tak. Han smiler. Og spørger mig, hvad jeg synes om hans 15-årige søn på trommer. Godt, svarer jeg. Særdeles godt. Passionen for blues er gået i arv, og en enkelt aften på Beale Street har været helt rejsen værd.

Den første rocksangs fødestue

På forhånd var Sun Studios vinget af som den primære attraktion i Memphis. Og lad mig bare indrømme, at det sted er min hellige gral, min grædemur og min katedral. Listen over bands, der har indspillet på hjørnet af Union Avenue og Marshall Avenue er nærmest uendelig: Howlin' Wolf, B.B. King, Rufus Thomas, Johnny Cash, Elvis Presley, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og i nyere tid U2, Def Leppard, Bonnie Raitt og Ringo Starr.

Samt fynske Lasse Helner og Michael Poulsen fra Volbeat.

Studiet var lukket i perioden 1969 til 1985, hvor det genåbnede. Det er stadig noget nær den originale indretning og det samme slidte loft som i 1950'erne.

Den suveræne kvindelige guide, der naturligvis selv er musiker, fortæller, at den første rocksang nogensinde blev indspillet året efter åbningen i 1950. Jackie Brenston and his Delta Cats' fik æren, selv om det var en vis Ike Turner og hans Kings of Rhythm, der indspillede nummeret "Rocket 88". Guitaristen benyttede en ødelagt forstærker, der var faldet ned af bilen på vej til studiet. Den blev proppet med avispapir, som resulterede i den forvrængede lyd, der nu i snart 70 år har farvet rock- og metalmusikken.

Rockmusikkens gudfader optrådte på Posten i Odense i 2007. Pludselig står den koncertoplevelse som én af de vigtigste i mit liv, da han døde blot et halvt år senere.

I selve studiet giver det gåsehud at stå på samme linoleumsgulv som Elvis. Guiden spiller "My Happiness", som var Elvis Presleys første indspilning nogensinde. Dedikeret til hans mor Gladys. Et ældre ægtepar fra Irland kan ikke holde deres følelser tilbage og tørrer tårer væk af hinandens kinder. Da manden får lov at stå med Elvis' mikrofon i hånden (jeg vælger at tro, det er en kopi), lyser han op som en 60 watts-pære. Smilet er hele turen værd. At dømme ud fra hans frisure og alder, må han have dyrket Elvis siden barndommen.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor stort det må være. Men jeg har det på fornemmelsen. Jeg får også kuldegysninger, da jeg sætter mig bag trommesættet, som U2 efterlod, da bandet havde indspillet sangene "Angel of Harlem", "Love Rescue Me" and "When Love Comes to Town" til "Rattle and Hum"-albummet i 1988.
"When Love Comes to Town" dedikeret til Marthin Luther King Jr. endda sammen med B.B. King. Der er så meget musikhistorie gemt i dette rum, at det er umuligt at kapere i øjeblikket.

Sort for en aften

Dagen efter er jeg faldet lidt ned. For en tid. For Stax Museum, der er opført på samme adresse, som studiet Stax Records lå i perioden 1958-1976, viser sig at være et formidabelt sted at lære noget om både soulmusik og raceadskillelse.

Jeg går hele vejen derud fra midtbyen, selv om det er kogende varmt. Og lad mig advare andre om at gøre det samme. Ikke på grund af temperaturen, men på grund af omgivelserne. Det er rendyrket slum. I kvarterer med 100 procent sorte indbyggere. Jeg siger ikke, at alle afroamerikanere er racister. Men jeg får alligevel en del tilråb undervejs, og de egner sig ikke til tryk. Det lurende had får mig dog til at være ekstra opmærksom på den del af Stax-udstillingen, der handler om undertrykkelsen af sorte i USA. Bedst eksemplificeret ved husbandet, der skulle blive kendt som Booker T. and the M.G.'s.

Bandet bestod af de to sorte musikere Booker T. Jones og Al Jackson Jr. samt de to hvide musikere Steve Cropper og Lewie Steinberg. En drømmebesætning, der fik stjerner som Wilson Pickett, Otis Redding, Bill Withers, Sam & Dave og Albert King til at stråle.

De fire musikere knoklede ofte 14-16 timer i studiet, inden de tog ud for at få aftensmad. Men modsat i studiet kunne de ikke sidde side om side, når de skulle på restaurant. Da jeg læser det, forstår jeg det godt. Men jeg begriber det ikke.

Hvordan såkaldt frie mænd kan arbejde sammen, men ikke spise sammen, fordi det ved lov var forbudt for sorte at spise på de hvides restauranter.

Men musik kan noget helt særligt. Og de sorte musikere fik revanche på Beale Street, hvor rollerne for en kort bemærkning blev byttet rundt.

- If you were black for one night on Beale Street, you would never want to be white again, udtalte Rufus Thomas, manden bag sange som "Do the Funky Chicken" og "Walk the Dog".

Jeg klapper i mine hænder over citatet. Og da jeg for første gang nogensinde hører om festivalen Wattstax, hvor de mest prominente sorte musikere fyldte Los Angeles Memorial Coliseum med 112.000 fans, er jeg forbløffet. Jeg har aldrig hørt om festivalen, hvor The Bar-Kays, Isaac Hayes, Carla Thomas, Albert King og Rufus Thomas optrådte. De var der alle sammen. En dokumentarfilm om festivalen kører på en storskærm.

Jeg kan slet ikke stoppe med at kigge, da jeg suger til mig af ny viden. Senere bliver jeg næsten flov, da jeg kommer til montren med Otis Redding. "(Sitting on) The Dock of the Bay" har altid været én af mine yndlings-soulballader. I mit hoved var Otis Redding mindst 50 år, da han skrev den poetiske evergreen. Han døde som 26-årig i en flyulykke. En måned før "(Sitting on) The Dock of the Bay" udkom. Hans største hit i den korte, men glorværdige karriere. Jeg nikker til hans sort-hvide foto bag glas og ramme. Tak for sangen.

Flov over at være hvid

Der er mange moteller i Memphis. Det mest berømte er Lorraine Motel, hvor Martin Luther King Jr. blev skudt på altanen foran værelse 306 4. april 1968. I 1991 åbnede Lorraine Civil Rights Museum, der senere skiftede navn til National Civil Rights Museum.

Hvis man kun skal besøge ét museum i Memphis, er det dette. Uanset hvor meget jeg elsker musik, elsker jeg mennesker mere. Historien om slavernes rejse fra Vestafrika til Amerika, og flere end 300 års kamp for frihed er skræmmende, ubegribelig og et wake up call af de store.

Planche efter planche. Montre efter montre folder den brutale virkelighed sig ud. Hvordan slaverne blev behandlet. Hvad de blev solgt for. Hvad de blev tævet og myrdet for. Det er umenneskeligt. Og hver gang, jeg stopper op for at læse, og der kommer en afroamerikansk familie og stiller sig ved min side, synker jeg 10 centimeter af ren og skær skam over at være hvid.

En kopi af bussen, hvor Rosa Parks nægtede at flytte sig ned bagest i bussen, er en central del af udstillingen. Lige som en kopi af en "diner", der var en del af den store "Sit-ins"-bølge, hvor især sorte studerende satte sig på hvide restauranter og pacifistisk protesterede mod raceadskillelsen. Museets sidste udstilling er værelse 306 og 307. Der hvor Martin Luther King Jr. døde. Her er proppet med mennesker, men helt tyst i respekt. På en planche står der, at soulmusikken ændrede karakter efter mordet på ham. Fra at være en glad og sorgfuld genre, handlede den om uligheder, uretfærdigheder og blev langt mere politisk motiveret. Det udmøntede sig blandt andet i funkmusikken, der i høj grad fokuserede på sociale og ægteskabelige problemer, som soulmusikken ofte tager udgangspunkt i.

Komplet rundtosset går jeg ud fra National Civil Rights Museum. På hjørnet under det berømte hotelskilt står en ung sort mand og rapper, mens en kammerat filmer ham. De er i gang med at lave en low budget-musikvideo til hans nye single.

Rapperen hedder A1 Yolla og snakker med så tyk, sort Memphis-dialekt, at jeg næsten ikke forstår ham.
Han spørger, hvad jeg synes om museet. Jeg svarer, at det er et museumsbesøg, jeg aldrig glemmer. Og at jeg håber, at afroamerikanerne med tiden kan glemme uhyrlighederne, deres forfædre måtte gennemgå.

Han smiler til mig. Så giver han mig uventet en krammer og siger: "No sweat, bro. We' all gonna be friends one day".