Simon Staun
PR-foto

Lille Havana lever endnu

Jeg havde på forhånd nedjusteret mine forventninger til Little Havana gevaldigt. I guidebøger og på internetsider havde jeg læst, at den cubanske enklave i det sydvestlige Miami var fortid. Flere rejsende skrev, at det ikke kunne betale sig at tage turen ud til Calle Ocho, som den centrale gade i kvarteret hedder. Hvem der har skrevet disse råd, ved jeg ikke. Men jeg er lodret uenig i, at man skal holde sig væk.

Præcis som China Town eller Little Italy i New York er Little Havana en løjerlig tids- og kulturlomme. Her har cubanere søgt tilflugt siden begyndelsen af 1960'erne i kølvandet på den cubanske revolution i 1959. De tog sproget, maden, kulturen og cigarerne med, hvilket er den vægtigste årsag til, at kvarteret i dag er en alternativ, men anbefalelsesværdig turistattraktion.

Jeg har aldrig været på Cuba, og måske er det medvirkende til, at jeg finder kvarteret yderst eksotisk og inspirerende, mens rejsende, der har besøgt den caribiske ø, slet ikke kan forstå fascinationen.

Det er bestemt heller ikke arkitekturen, der løfter oplevelsen, men derimod kulturen. Bussen stopper lige ved Maximo Gomez Park, der er bedre kendt som "Domino-parken". Omkring 100 pensionister sidder i skygge under en række overdækkede domino- og skakborde, hvor de spillende koncentrerer sig dybt, mens de ventende hepper og opildner ved siden af.

Et spil tager cirka 10 minutter, og da parken er åben fra 9 til 21, kan de nå at spille mange omgange hver dag.
En 70-årig mand kommer hen til mig og siger på spansk, at jeg skal komme og tage billeder, når han spiller domino. Normalt får man besked på at pakke sit kamera væk, men han insisterer på, at jeg tager billeder af ham og modstanderne. Da jeg på den måde får grønt lys af en lokal, er det underholdende at bevæge sig rundt mellem skakdyster og avislæsning af Diario Las Americas og El Nuevo Herald, som The New Herald naturligvis hedder på disse kanter.

Jeg er ikke nogen haj til skak, til gengæld er reglerne i domino så simple, at de næsten giver sig selv. Det er dog ikke just en tilskuersport, så efter en halv times tid er det på tide at luske videre for at se, hvad kvarteret gemmer på. Min kone og jeg skal ikke gå langt, før vi finder præcis den butik, vi havde håbet at støde på.

100 cigarer om dagen

Foran Cuba Tobacco Trading Co. sidder ejeren gennem 43 år, Don Pedro Bello, med en stor, pulsende cigar i munden og agerer levende reklamesøjle. Butikken - eller fabrikken - er ikke større end en døgnkiosk i Danmark, men der er lige plads til to cigarrullere og en ansat, der sorterer og holder tobaksbladene fugtige med en forstøver.

De fleste ansatte taler kun spansk, så jeg er lettet, da en yngre mand på engelsk spørger, om der er noget jeg gerne vil vide. Da jeg først køber to store Churchill-cigarer og derefter fortæller, at jeg er journalist, er der ingen grænser for, hvad han vil fortælle. Han agerer tolk, da jeg spørger cigarrulleren, hvor lang tid det tager at blive god til jobbet.

- Det tager ni måneder, før man kan rulle en cigar ordentligt. Det er ligesom en kvindes graviditet. Der skal gå ni måneder, før det bliver godt, siger han uden at fjerne blikket fra sit arbejdsbord.

Han ruller 100 cigarer om dagen. Det lyder måske ikke voldsomt, men når man ser, hvor mange lag tobaksblade, hver eneste cigar består af, er det faktisk et højt tal. Præcis ligesom kokke skal smage på maden og bageren på brødet, får han røget nogle cigarer undervejs. Duften af tobak indhyller butikken, uden at det bliver kvalmt. Hvis der ikke skulle dufte af tobak i en cigarbutik, hvor skulle der så?

Selve bladene importeres fra Den Dominikanske Republik, hvor man dyrker cubanske sorter. Det er som bekendt forbudt at eksportere noget som helst fra Cuba til USA, men de her cigarer bliver ikke mere cubanske. Nu skal jeg bare lære at ryge ...

Verdens bedste mojito

Der gemmer sig flere cubanske isforretninger i kvarteret, der hyldes for bedre kvalitet end de italienske, der ellers er kendt for høj kvalitet. Vi falder i stedet over et lille cafeteria, hvor man kan købe smoothies, sandwich og kaffe for blot 75 cent.

På menukortet finder man empanada con pollo, papa rellena og tequeno con guava con queso. Vi nøjes med en milkshake med fresa - jordbær - og to af de karakteristiske ekstremt søde kopper kaffe, som latinamerikanere slubrer i sig med stor fornøjelse. Fire kroner for en kop kaffe er dog et fund, så selv om den er fyldt med sukker, kan man godt tillade sig en til hvert ben.

Noget, man ikke må få en til hvert ben af, er den verdensberømte mojito, som man kan købe et par blokke væk hos La Esquina de la Fama, der slår sig op på autentisk cubansk og latinamerikansk mad samt drikke.
Da jeg brokker mig lidt over prisen på 15 dollar for en enkelt mojito, lover den unge servitrice, at den er alle pengene værd. Hun holder, hvad hun lover. Aldrig har jeg smagt så himmelsk en mojito.

Frisk mynte, tilpas med lime, sukker samt det, jeg vil tro er en fire- eller femdobbelt rom. Den er helt igennem forrygende at slubre af i eftermiddagssolen, der fuldender det caribiske islæt.

Rommen virker

Lidt væk fra centrum af Little Havana finder man en række moteller, hvor man ikke skal betale for en hel nat, men blot afregne pr. time. Hvis man har rejst i Latinamerika, er det en praksis, man vil nikke genkendende til.
Min kone synes dog ikke, at det er nogen grund til at leje et værelse, når vi har et fint hotel på South Beach. Mojitoen begynder ellers at virke efter hensigten, og da vi sætter os om bord på bussen med retning mod downtown, er vi både opløftede på grund af rommen og dette herlige visit i en del af Miami, jeg helt sikkert skal besøge igen.

Der er stadig masser af restauranter, pladebutikker, gallerier og bagerier, som vi ikke havde tid eller appetit til at gå på opdagelse i. Næste gang tror jeg, at jeg vil forsøge at få lov til at få en runde ved domino-bordet og se, om det vitterligt er så let et spil, som det tager sig ud fra sidelinjen.