Simon Staun
De røde kæmper

De røde kæmpers land

Jeg synes ikke, de ser specielt røde ud, de himmelstræbende, berømte fyrretræer, da vi kører ind Jedediah Smith Redwoods i det nordlige Californien. Det skyldes grangiveligt, at den til tider ekstremt skarpe californiske sol afbleger barken.

Rødtræets officielle navn, Sequoia sempervirens, er en hyldest til apache-høvdingen Sequoyah, som gav folket dets skriftsprog samt det latinske navn for stedsegrøn. Trækronerne afslører da heller ingen grå stænk, selv om flere af træerne allerede var flere hundrede år gamle, da Columbus "fandt" kontinentet.

De gamle kæmper ser frygtindgydende ud, som de tårner sig op og truer med at gøre middagstid til skumring. Kunne de fortælle historier fra hele deres liv, er det ikke umuligt, at enkelte af dem kunne berette om tiden omkring Jesu fødsel.

Når man er så gammel, kommer kampvægten på de største træer op på omkring 1400 ton. Altså det samme som mere end 1000 personbiler. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det lyder, når en stamme af den kaliber rammer jorden. Eller hvor lang tid det har taget at fælde sådan en mobbedreng med sav og økse.

Selv om skovene stadig virker kolossale, har de været langt større. Kraftig hugst i 1920'erne, hvor byer som San Francisco ekspanderede voldsomt, var ved at ødelægge eller udradere skovområderne i det nordvestlige Californien. Op imod 90 procent af rødtræerne var braget til jorden i 1968, da man heldigvis besluttede at redde de overlevende ved hjælp af private donationer og statsstøtte.

Giganternes avenue

The Avenue Of The Giants - Giganternes Avenue - også kaldet The Redwood Highway kører parallelt med Highway 101 næsten 70 kilometer fra Garberville til Pepperwood. Langs ruten kan man beundre træer som Evighedstræet, Det udødelige træ og Bedstefartræet.

I Humboldt Redwoods State Park gror mere end 100 af de 137 kendte træer, der er højere end 106,7 meter (350 fod). Det højeste træ indtil 2006 var The Stratosphere Giant på 113 meter. I dag er det blot det fjerdehøjeste levende redwood-træ, da tre artsfæller slår det med et par meter. Hyperion har nu rekorden med 115,5 meter.

Fysisk er der en grænse for, hvor højt træerne kan vokse. Vandforsyningen sætter en naturlig grænse for træernes vækst, da det kræver enorm energi at hæve vandet helt op til topknoppen i mere end 100 meters højde. Så selv med de mest gunstige vækstbetingelser er det fysisk umuligt for et træ at komme op over 125-130 meter.

Amish-møde midt i træ

Helt så højt er ét af de mest berømte medlemmer i Redwood-familien ikke. Tour Thru Tree i Klamath vil dog stadig få de fleste nåletræsfanatikere til at gispe. For det første på grund af træets enorme omfang på ca. 30 meter. For det andet på grund af det store hul, der er hugget gennem træets fod.

Der er mere end syv meter gennem træet, så en almindelig personbil selv efter amerikanske standarder er fuldstændig pakket ind. Det er en ganske besynderlig om end lidt kikset følelse at være kørt så længe for at trille gennem et urgammelt træ i første gear. Hvis ikke andet er det et bevis på, hvad der kan ske, når menneske møder natur. Specielt i USA.

Vi møder en amish-familie på søndagsudflugt ved træet. Den bliver forbavset, da vi fortæller, at vi er rejst hele vejen fra New York. Og naturligvis fløjet hertil fra Europa, som de aldrig har besøgt. Selv kommer familien fra Ohio i det østlige USA, hvor store dele af de protestantiske voksendøbere holder til.
Vores tradition med at fejre mødet med landets store attraktioner med en kold bajer vækker forundring. Det er med al tydelighed ikke samme procedure, den kristne familie har. Men de peger ikke fingre eller ser fordømmende på os, mens vi skyller ned.

I stedet stiller de spørgsmål om os. Vil vide, hvad vi laver. Hvorfor vi rejser rundt i deres land og ikke mindst, hvad vi synes om det. Min kammerat er overdækket med tatoveringer, og selv om de åben
lyst ikke dyrker kropsudsmykning af den karakter, kan de alligevel ikke lade være med begejstret at høre om de vikinger og mytiske skikkelser, der er afbilledet.

Mens de fylder børnene ind i den firhjulstrukne bil, konstaterer de, at vi mennesker alle er forskellige præcis som træerne. Der skal være plads til alle former for ritualer og tro. Plads til alle størrelser og arter. Dermed blev turen gennem et udhulet rødtræ en smule mere mindeværdig, end vi havde forudset.