Simon Staun
PR-foto

Baraften, bomber og badestrande

Jeg kom direkte ind med fire-flyet og ud i Tel Avivs hæsblæsende trafik. Sved på panden og nervøsitet at spore. Min ven og jeg skulle finde vores kibbutzkontor, der skulle tildele os en plads et eller andet sted i landet. Vi tropper op og bliver udsat for "elevatoren".

- Ja, I ser jo lidt lyse ud i betrækket, får vi at vide. Så må i hellere nordpå! Fint med os, først senere fortrød vi at bo et stenkast fra grænsen til Libanon.

Vi fik pranget en bus med endestation i Nahariya. Derfra tog vi en taxi ud til Kibbutz Eilon, der lå et pænt stykke fra al civilisation. I stegende eftermiddagshede luskede vi forvirrede rundt for at finde hjælp. To lyse piger forbarmede sig over os og hilste på klingende dansk.

Vi blev vist over til voluntørernes leder: "Bedstemor Hanka". Som to hjemvendte sønner blev vi modtaget. Vi fik vist vores værelser og mødte de nye bofæller. Jeg skulle bo sammen med en højtråbende Carles, Barcelona-fan fra Catalonien. Og Lars skulle bo sammen med dameglade Calvin fra Durban i Sydafrika.

Fra dag ét gik vi godt i spænd. Med udgangspunkt i billig alkohol og dameglæde blev vi hurtigt tæt knyttet. Fire måneder med druk, kvinder og falafel. Smag lige på det. Det lyder godt ikke? Og jo, det kan bestemt anbefales.

Eneste overlevende

Kibbutzen havde en veltempereret swimmingpool, motionsrum og vores elskede voluntør-bar. Mellem det skiftende og til tider trivielle arbejde som: malermester, opvaskesagkyndig og løgsnitter blev der tid til weekendudflugter til enhver afkrog af det lille, men spændende land. Vores rejseven blev for det meste Ben fra Leicester, som dog blev småirriteret, når vi snakkede nordjysk.

I det daglige havde vi mange givtige samtaler med Hanka, vores "bedstemor". Hun mistede hele familien i
Auschwitz, hvor hun som voksen pige tilbragte en forfærdelig tid. Eneste lyspunkt var, at Hanka mødte sin
mand David, der ligeledes var eneste tilbageværende familiemedlem. Sammen flyttede de til Israel efter
udnævnelsen af staten i 1948.

I en menneskealder har de blødt, svedt og kæmpet for at skabe en tilværelse, og de mange ar på sjælen gav
os kuldegysninger, når hun levende fortalte om livet som kibbutznik. Vi erfarede også ved selvsyn, hvilke
farer, der konstant lurer i Israel og i særdeleshed nær grænsen til Libanon.

En helt almindelig aften faldt bomberne ned over Golan-højderne få kilometer væk, mens vi spillede fodbold på en lille cementbane. Vi ville løbe i skjul, men da vi så, at de små børn fortsatte deres leg i sandkassen konkluderede vi, at det var sikkert nok at drible videre.

Venner for altid

De bedste minder knytter sig til de utallige venskaber med unge fra det meste af kloden. Ben fra England,
Carles fra Spanien, Calvin fra Sydafrika, Seung fra Sydkorea, Billy fra Irland, Pia og Lene fra Danmark og
mange, mange flere. Sabbath-hyggen foregik i bunkeren.

Tanket godt op med chips og mystisk slik fra den interimistiske bod i kibbutzen. Ellers gik fritiden ofte med at slippe af med tømmermændene for derefter at vende tilbage til den graffitiudsmykkede bar med sine billige vodkaer og
tarvelige ghettoblaster. Her blev verdenssituationen vendt, og de seneste fodboldresultater offentliggjort.

Meget apropos var der ikke noget, der hed internet på dette tidspunkt. I hvert fald ikke noget, som var udbredt. Så korrespondencen foregiv gennem gode, gammeldags papirbreve.

Under vores ophold i kibbutzen stiftede vi selvfølgelig bekendtskab med diverse jødiske traditioner og fester. Til et bryllup, der sjældent havde under 500 gæster, valgte vores spritstive tyskerven at rejse sig op og i sin brandert synge: "Deutschland, Deutschland über alles".

Ikke lige velvalgt til et jødisk bryllup. Behøver jeg fortælle, at han ikke opholdt sig ret lang tid i kibbutzen
efter episoden.

Når vi ikke sled i varmen tog vi på hyggeture til Genesareth sø, lavede barbeque i støvet som Jesu betrådte,
efter at have gået på vandet. Vi tog til Nahariya, hvor en sublim strand, en fast falafelbod og de billige isvafler på McD' var en sikker vinder.

Når vi så ikke kunne klare mere sol og strand bevægede vi os ud i fjendelandets kibbutz, hvor sagnomspundne
Kenneth og Buggi fra Himmerland styrede med hård hånd. Østkysthustlers "Han får for lidt" blev voldspillet på ghettoblasteren, mens vi forsøgte at slå den uofficielle rekord i alkoholsummering. Hvilket vi gjorde!

En anden stor oplevelse var den uundgåelige tur til Masada og Ein Gedi naturparken med springende bjerggeder, svalende vandfald og skjulte vilddyr. Ellers blev de få tørlagte aftener brugt på at korrigere brevene fra Lars hjem til Helle.

Bevægende Jerusalem

I Bethlehem boede vi i prægtige rammer lige ved Fødselskirken, på et gammelt kloster med små, mutte nonner der konstant fes omkring på de gamle blankslidte fliser.

Tæt på Kibbutzen lå den gamle muslimske by Akko og spejdede ud over Middelhavet. Mest markant stod den flotte moské og de gamle muslimske bydele i den engang så stolte havneby. Men mest indtryksrig, underfundig og bevægende er kontrasternes by: Jerusalem. Elsket, hadet og begrædt.

Næppe er nogen anden by på denne forunderlige klode så proppet med religiøse strømninger. På byens markeder, små snævre passager og ved de endeløse historiske milepæle hænger stemningen så tykt i luften, at man til tider føler sig kvalt.

Under vores ophold åbnede en omstridt tunnel ved Grædemuren. Og som altid skabte det splid mellem jøder
og muslimer, der ikke kunne blive enige om, hvem der nu havde retten til at benytte den. Det kom hurtigt til åbne kampe, som vi fra tv-stuen på vores hotel "Den Hvide Hest" kunne følge på CNN.

Men da vi kunne se, at urolighederne foregik umiddelbart uden for på brostenene, blev vi ret hurtigt enige om at forlade byen til fordel for de mere rolige forhold i nord. Men den betændte situation gav et godt indblik i, hvor gensidigt og uendeligt et had, der forhindrer palæstinensere og jøder i at finde fred efter 4000 års stridigheder.

Vi fik da hilst på Grædemuren, der i dagene så sandelig levede op til sit navn. Der blev mildt sagt tudet, så de krøllede, sorte hårlokker fløj fra side til side på mændene såvel som kvinderne i den anden "fold". Desværre betød urolighederne også, at vi blev forment adgang til byens berømte moské Al Aqsâ, der kun åbnede dørene for de ældste, rettroende muslimer. Hvilket vi ikke kunne kalde os.

Alt i alt bød Israel på så overvældende mange indtryk på relativt et lille geografisk område, at man, hvis man har mod på det, bør starte sine rejseeventyr her, fremfor at satse på badestrande og bjergture på den anden side af jorden.