Simon Staun
Foto: Simon Staun

Verdensmestre i gæstfrihed

Det kan godt være, den amerikanske præsident Trump har et horn i siden på Iran. Men efter at have rejst i landet må jeg bøje mig i ørkenstøvet og konstatere, at jeg sjældent er faldet så pladask for et land. Og jeg er immervæk på plus 100 lande på rejsekontoen.

Som det ofte viser sig i lande, man af den ene eller anden grund har et anstrengt forhold til, er den almindelige befolkning så hjertelig, at man ikke begriber det.

Jeg havde hørt om iransk sindelag og gæstfrihed. Men at opleve det på egen krop er noget ganske andet.
Jeg har aldrig nogensinde mødt en imødekommenhed og åbenhed som den iranske. En oprigtig nysgerrighed, som resulterer i mange uforglemmelige samtaler og møder undervejs.

På en restaurant i Isfahan henvender en ung kvinde sig til mig, fordi hun synes, at min næse er det smukkeste, hun nogensinde har set ... Det indleder en flere timer lang samtale, hvor hun fortæller om at være ung i Iran. Om at være forlovet med en 10 år ældre mand, som bor i Tyskland. Om at skulle have sine forældres tilladelse for at forlade landet. Om at skulle igennem uendelige ritualer for at blive gift. Om tv-stationer med serier, der handler om, hvordan kvinder kan forsøde deres ægtemænds liv med fodmassage og hjemmebagte kager. Om at se vestlige film i smug og drømme om en dag at kunne gå med udslået hår uden for hjemmet.

Jeg lærer mere om livet i Iran på to timer, end jeg kunne have læst mig til på en uge i Danmark. Og finder også ud af, hvorfor ufatteligt mange iranere går rundt med plaster på næsen. Det er, fordi de har fået opereret næsen mindre og mere vestlig.

Jeg siger til Ghazal, som den unge kvinde hedder, at hun bestemt ikke har brug for en næseoperation.
Jeg har mødt mange snakkelystne mennesker i andre lande, hvor samtalen ofte munder ud i, at man skal se en tæppeforretning, med på en onkels restaurant eller give en eller anden form for økonomisk håndsrækning.

I Iran oplever jeg ikke én eneste gang bagtanker med samtalerne. Måske kun lige i de tilfælde, hvor det er unge universitetsstuderende, som venligt spørger, om de må øve engelsk med mig som offer.

Mænd må ikke dele værelse

Iran er ikke noget udpræget let land at rejse til eller i, hvis man som min rejsemakker og jeg planlægger alt selv. Vi har brugt ugevis på visa-ansøgninger og lange mailudvekslinger med hoteller i Shiraz, Isfahan og Teheran, som skulle bruge alenlange beskrivelser af vores rejseplaner, kopier af flybilletter og flere informationer, end man normalt bør udveksle med fremmede. Ikke mindst i det, der omtales som en diktaturstat.

Vi søger visum flere måneder før afrejsen på en nyoprettet hjemmeside, der skulle gøre det nemmere at få visa. Jeg hører intet i flere uger og ender med at få et afslag. Præcis samme dag som min australske rejsekammerat, som bor i England. Vi konkluderer, at der må være en 30-dages forældelsesfrist og krydser fingre for, at vi kan få visummet i lufthavnen i Shiraz. Hvilket heldigvis viser sig at holde stik.

Det er dog med en vis bæven, at vi ankommer klokken to om natten og afleverer 75 euro, et pasfotografi og et par udfyldte blanketter. To meget trætte ansatte skal igennem flere hundrede pas fra store grupper, som kommer forrest i køen.

Vi frygter, at det kommer til at tage hele natten. Hvis vi overhovedet bliver lukket ind. Men efter halvanden time nikker den ene ansatte til mig og råber: "Denmark and Australia."

Vi har fået vores visum og kan gå ud til en taxichauffør fra vores bookede hotel. På vej gennem tomme gader mod centrum i Shiraz konkluderer jeg, at man bør alliere sig med ét af de danske rejsebureauer, som står for pakkerejser, hvis man ikke er temmelig trænet i at detailplanlægge rejser til ikke-vestlige lande.

Det krævede eksempelvis mange mails at overbevise flere af hotellerne om, at min mandlige rejsekammerat og jeg godt kunne dele et værelse. Vi måtte dog skrive under på, at vi sov i hver sin side af rummet. Én i sengen og én på en sovesofa. Og blev et enkelt sted advaret i receptionen om, at ansatte ville komme på uanmeldt besøg og tjekke, at vi nu fulgte deres retningslinjer.

Vi nøjedes med at krølle et lagen sammen og smide på sovesofaen hver morgen. Og overvejede at sende et billede til dem med os begge to i sengen, da vi havde forladt landet.

Mammutter på vejene

Vi har tre dage i Shiraz og kører derfra til Persepolis, derefter Isfahan og slutteligt Teheran. Det er otte dage med lange ture med taxachauffør og sightseeing fra morgen til aften. Med nogle af de mest opsigtsvækkende attraktioner, jeg har set.

Listen er alenlang og ville fylde flere sider at skrive detaljeret om. Derfor er de samlet i en separat artikel med mine 10 bud på attraktioner, man ikke må snyde sig selv for i Iran (læs længere nede).

En liter benzin koster 10.000 rials, hvilket er cirka 1,25 kroner. Derfor giver det god mening, at det er billigt at køre taxa. Vi betaler i underkanten af 500 kroner for 500 kilometer, hvor vi kan stoppe i tide og utide, når vi eksempelvis får øje på en landevejsmoské, hvor man kan holde ind og bede, hvis man er bagud i bønner.

Vi spotter skræmmende mange trafikuheld fra Shiraz til Isfahan. Dårlige veje, masser af regn - den er god nok - stærke vindstød, nedslidte biler og dårlige dæk er en skidt kombination. Jeg beder til de højere magter uanset navn om at komme helskindet frem.

Vores chauffør tager det ufatteligt køligt. Han har for travlt med at spise solsikkekerner. Han putter en ny i munden cirka hvert andet minut. Skallerne smider han i bunden af bilen, hvor der til sidst ligger så mange, at det knaser, når han flytter foden fra speeder til bremse.

Landskabet er ubegribeligt tørt og goldt til trods for de sporadiske regnbyger. Vi kører hundredvis af kilometer uden at se regulær vegetation. Og hører iransk musik med en styrke, så vores trommehinder er ved at sprænges.
Irans vejnet er proppet med bilmærker som Ikco, Mum, Saba, Pashodro, Bahman, Ssangyong og Zamyad. Ikke at forglemme Mammut-lastbilerne, som konstant passerer os. Jeg har aldrig hørt om nogen af mærkerne, hvilket gør det endnu mere eksotisk at være midt i den kronisk kaotiske trafik.

Selv inde i byerne skal man se sig for, fordi motorcykler og knallerter uden hæmninger bruger fortovene som genveje, når vejene klotter til. Og det gør de ofte i Iran. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at bilister kører i modsatte vejbane, og de holder sjældent tilbage for fodgængere ved fodgængerovergange. Så er du advaret.

Skulle slette billeder

Iran er ultrareligiøst. Det glemmer man på intet tidspunkt. På hotelværelser er der skilte i loftet med pile mod Mekka og en koran i sengebordsskuffen. På offentlige toiletters piktogrammer har kvinderne slør på, og man skal kende nogen, der kender nogen, for at finde alkohol. Vi nøjes med alkoholfri dåseøl fra Rusland og de mange glimrende iranske øl uden alkohol med citron-, lime- og æblesmag.

I Teheran fortæller en mand på vores hotel, at der alene i hovedstaden er 6000 betjente i et sædelighedspoliti, hvis opgave er at sørge for, at der ikke holdes i hånd, at kvinder bærer deres slør korrekt, at kvinders sminke ikke er for voldsom, og at man som turist ikke har shorts på. For bare at nævne nogle af de mest oplagte fejltagelser.

Selv om vi har forberedt os grundigt inden rejsen og kun har lange bukser med, ender vi alligevel i situationer, hvor det føles som at være med i den dystopiske "1984", hvor overvågningssamfundet er løbet løbsk.

En eftermiddag sidder vi på vores hotels tagterrasse og nyder en kold ... mangojuice. Jeg tager et par billeder af udsigten og tænker ikke mere over det. Før jeg bliver ringet op på værelset af en febrilsk hoteldirektør, som har politiet i røret. En nabo til hotellet har ringet til politiet, fordi vedkommende troede, jeg tog billeder af en politistation lidt længere nede ad gaden. Jeg må stå og slette alle billeder foran hoteldirektøren, før jeg får lov at slippe med en reprimande.

Det er dog mindre ridser i lakken på en rejse, som flere måneder efter sidder i hjerte, hjerne og mellemgulv. Samt smagsløg.

For Iran er også et gastronomisk overflødighedshorn, hvis man som undertegnede har en forkærlighed for kebab. Altså kød grillet på spyd. Det spiser jeg med den største fornøjelse flere gange om dagen alle otte dage. Med enkelte afstikkere til lokale specialiteter, som de kronisk gæstfri iranerne anbefaler for at give deres lands gæster det optimale ophold.

- Tak, fordi du besøger Iran. Må du få et skønt ophold, siger unge og gamle til os fra morgen til aften hele ugen.
Det fantastiske er, at vi kan mærke, at de mener det.

 

10 ting, du SKAL se i Iran

1. Abbasi-moskéen i Isfahan

Isfahans flotteste moské er en perle, man har svært ved at begribe omfanget af. Detaljerne er uendelige, og om man så brugte en uge, ville man ikke få alt med. Arkitekturen minder om mange af de andre betagende moskéer, men Abbasi, som også kaldes Shah-moskéen, er et mesterværk uden sidestykke.

2. Persepolis

Det forbavsede mig, at jeg vidste så lidt om Persepolis, inden jeg kom til Iran. Den ceremonielle hovedstad i Irans Achæmenide-dynasti har været et kompleks uden sidestykke, da det blev opført for 2500 år siden. Det giver kuldegysninger at gå gennem porten med navnet "Porten for alle nationer" og tænke på, at delegationer fra hele den dengang kendte verden har gået mellem søjlerne.

3. Naqsh-e Jahan-pladsen i Isfahan

Den enorme centrale plads i Isfahan slår benene væk under dig. Den er 160 meter bred og 560 meter lang og udgør en perfekt base for at besøge Abbasi- og Lotfollah-moskéerne, basaren samt Ali Qapu-paladset. Pladsen er proppet med rulleskøjteløbende unge, hestevogne og hockeyspillende drenge, som det er en fornøjelse at observere.

4. Nasir Al-Mulk-moskéen i Shiraz

Vores taxachauffør er tilfældigvis ansat i moskéen, så vi bliver lukket ind, inden horderne af japanere, russere og kinesere kommer tromlende. Den lille moské er kendt for sine farvede glas, som på den mest fantastiske vis farver gulvtæpper og søjler. Det er et betagende syn, og resten af moskéen er faktisk også ganske seværdig.

5. Nekropolis

Hvis man kender Petra i Jordan, har man en idé om, hvordan Nekropolis eller Naqsh-e Rustam ser ud. Klippevæggene med enorme relieffer og gravsteder ligger blot 12 kilometer fra Persepolis og er et oplagt stop den ene eller anden vej.

6. Golestan-paladset i Teheran

Det tidligere royale palads i hovedstaden er så overdådigt, at det er svært at kapere. Og har så mange rum, bygninger og udstillinger, at man er nødt til at være selektiv, hvis man kun har en enkelt dag til rådighed. Nogle af de mest ekstravagant indrettede rum er så overdrevent udsmykkede med spejle, lysekroner og dekorationer, at man taber kæben af benovelse.

7. Hafez' grav i Shiraz

Jeg kendte ikke den berømte persiske digter Hafez, før jeg ankom til Iran. Han levede i 1400-tallet og blev født i Shiraz. Man kan finde hans tekster i de fleste iranske hjem. Det interessante ved graven og mindesmærket er dog, at det er mødested for mange af byens unge, som har mere travlt med at flirte og tage selfier end at læse hans tekster op som de ældre gæster.

8. Khajou-broen i Shiraz

Broen er smuk i dagtimerne, men det er især om aftenen, hvor unge og gamle møder op for at synge under hvælvingerne, at den for alvor bliver magisk. Der er både enkeltpersoner og kor, som optræder, og hvis man vil have et overblik over folke- og popmusik i Iran, er den et must.

9. Basaren i Isfahan

Bozorg-basaren er en labyrint, som aldrig ender. Der er mange turistfælder, men hvis man kommer væk fra dem, åbenbarer der sig en fascinerende verden. Jeg falder blandt andet over et farveri, hvor de farver stoffer og garn, som man har gjort i århundreder. Alle varer i basaren skal være lokalt producerede for at blive solgt, hvilket er et stort plus. Det er imponerende at se de mange dygtige håndværkere udføre deres job på tætteste hold.

10. Naranjestan-haven i Shiraz

Shiraz har et væld af smukke haver, som blomstrer smukt især i foråret. Det er farverige åndehuller med skygge i de varmeste måneder. I en kælder under hovedbygningen kan man se lokale kunstnere male de smukkeste motiver på fjer og papir. Der gemmer sig i øvrigt en virkelig god restaurant i haven, hvor man spiser godt for få penge.