Simon Staun
PR-foto

På luderhotel i kanalbyen

Beboerne på de hundredvis af eksotiske ør taler deres eget sprog, så med vores beskedne spanske gloser in mente kunne vi knap bestille en øl, hvilket jo må være forudsætningen for al overlevelse i fremmede omgivelser.

Uheldigvis skulle vores visit blive lidt længere, end de få timer vi var blevet lovet af kaptajnen, der fragtede os fra Columbia. Nærmere betegnet skulle vi tilbringe næsten to dage på øen, hvor dagens højdepunkt bestod i at læne nakken tilbage og betragte det lille hummerfly lande efter en smuttur til Panama City med gårsdagens fangst.

For at få tiden til bare at gå en lille smule hurtigere, opfandt vi et ganske underholdende spil, der bedst beskrives som petanque med kokosnødder. Det fik de lokale til at kigge måbende på os, men hvad betyder det, når man morer sig sådan helt oprigtigt?

Aftenen gik og natten med ombord i hængekøjer få meter fra de beroligende bølger. Den næste morgen kunne vi endelig kapre en fiskerbåd og blive fragtet de få kilometer ind på fastlandet. Undervejs sejlede vi forbi selv samme sted, som Columbus gik i land for fjerde og sidste gang i 1502.

Da vi kom i land, følte vi os selv som vikinger på opdagelsesrejse, og de lokale har i hvert fald ikke lige frem et rend af blonde fyre. De havde garanteret kigget mindre chokeret, hvis Colombus ham selv var gået i land.

Vi fik dog prajet en bus, der skulle køre os ad snoede veje til Colon, der udgør Panama-kanalens nordlige udmunding mod Atlanterhavet. Ombord i en bus så propfyldt, at man skulle indløse billet for at trække vejret, drønede vi af sted med så høj musik, at motorens maniske brummen lød som en blid kats spinderi.

Uden for vinduet suste den ene mennesketomme landsby forbi efter den anden. Først da vi nærmede os Colon, begyndte vi at se mere end beskedne tegn på såvel liv som civilisation.

Supermagt på afveje

Hvis USA står som et af de mest civiliserede lande i verden, så må Panama rangere lige under. Indflydelsen fra de mægtige ingeniører i nord lader sig ikke skjule. Tonsvis af burgerkæder, benzinstationer og malls overalt viser med stor tydelighed, at amerikanerne på trods af overdragelsen af kanalen i 1999 stadig har en ekstrem påvirkning på landet og Panama City i særdeleshed. Hovedstaden skiller sig i den grad ud fra nabolandenes. Selv møntfoden, der går under dæknavnet Balboa, er en helt almindelig dollar. Så når man handler og får prisen at vide i Balboa, kan man kun tænke sit.

Nå, men hovedstaden skiller sig markant ud fra det øvrige forholdsvis uciviliserede Panama. Skinnende højhuse, fornemme restauranter og fastfoodkæder på hvert hjørne. En infrastruktur, der virker så velstruktureret, at taxaerne på ingen tid bringer os frem og tilbage langs de ensrettede boulevarder.

Vi finder et passende hotel, hvor de dog studser en del over os fire fyre, der gerne vil leje et værelse sammen. De giver os lettere modvilligt nøglen og vi trasker op for at se vores hjem de næste tre dage. Det første vi gør, er naturligvis at tjekke tv'et for udenlandske kanaler, men Jens når aldrig længere en kanal syv, der viser et ungt par, i det mormoner ville kalde ekstrem, hed omfavnelse. Som i en Sergio Leone western skuer vi skiftevis på hinanden. Øjnene knibes sammen. Mundvigene spidses til. Rummet dirrer af uforløst spænding. Så bryder jubelen løs. Vi har fået pornokanal!

Senere på dagen finder vi minsandten ud af, at man kan leje værelserne på timebasis. Det forklarer sammen med det overdimensionerede spejl foran dobbeltsengen og de usædvanligt mange mørke kvinder i lobbyen, at vi simpelthen bor på the one and only "Recidencial Jamaica": The fuckhotel of Panama City.

Se det positive

Meget heldigt havde vi logeret os direkte over for byens største hospital uden at vide det. Så Theo kunne selv humpe derover og få konstateret, at hans efterhånden sorte fod var brækket. Han fik gips på af den yderst venlige Dr. Ramirez, der fortalte os, med hændernes fulde af hurtigtstørkende gibs, at kvinderne i Costa Rica havde verdens bedste, store numser. Se det var jo en påstand, man kunne forholde sig til!

Theo forstod dog at vende situationen til det positive, da han med sin brækkede fod ikke kunne tage på vandretur men i stedet må nøjes med at se tv. Og de må have vist nogle gode film, for hver gang vi kom hjem, så han sådan helt Danielle Steele lykkelig ud. Enormt lettet og uden nogen bekymringer i denne verden.
 
Vi, der kunne gå og stå, undskyld blot gå, fik udover mange kilometers traven i indkøbscentre med aircondition set de forskellige seværdigheder i byen, der hurtigt kan opsummeres: Gammel bydel, ny bydel og kanalen, hvoraf sidstnævnte nok vil stå som det mest imponerende, da jeg ikke ligefrem har et maritimt hjerte bankende under mit himmerlandske bryst. Men, man skulle dog være et skarn, hvis ikke man blev benovet over projektets størrelse og de enorme supertankere, der konstant gled forbi vores udsigtspunkt.

Vores guide, Jesus, vil dog heller ikke blive glemt foreløbigt, da han forsøgte sig med alle turistsbedrageriers moder: Nemlig det, hvor man dagen inden siger fifteeeeen dollars og efterfølgende retter det til fifteeeee dollars og undskylder det med sprogproblemer. Han fik selvfølgelig ikke en skid, selv om hans navn indbød til en vis respekt. Lorte-Jesus. Prøv at sige det et par gange for dig selv. Det føles ret fedt og man behøver ikke skamme sig, som da man gik til konfirmandundervisning!

Vi havde dog gennemgående stor respekt for Panama City, der på det varmeste kan anbefales, også selv om man ikke tænder på amerikaniserede satellitnationer.