Simon Staun
Rosita

I Rosita er politibilen en hest

Det er lørdag nat, og jeg er omringet af voldsomt berusede nicaraguanerne, der alle sammen går mig til skulderen. De har slået ring omkring mig og mine blonde medrejsende og ser nærmest hypnotisk på os. Indimellem fremstammer en af dem "vikingo". Viking. Måske fordi vi er lyshårede og en af os har fuldskæg. Måske fordi vi drikker deres uhåndgribeligt små øl hurtigere, end barens rustne køleskab kan køle et nyt kuld ned.

Aldrig har jeg givet hånd til så mange fremmede mennesker på en aften. Og aldrig har jeg skyllet mine hændet så grundigt efterfølgende. For på et lokalt nicaraguansk diskotek er der ikke toilet. Der er en baggård uden rindende vand. Og når man drikker sig så sanseløst beruset som disse landarbejdere, er der mere urin end ølstænk på hænderne.

Under alle omstændigheder føler jeg mig lige så fejlplaceret, som hvis Paris Hilton stod lørdag nat på Katten & Musen. Årsagen til, at jeg netop røg ind på den bar, var, at der tordnede "Barbie Girl" ud mellem svingdørene, da vi gik forbi. Det var nærmest et tegn om at gå ind. Da jeg bliver budt op til dans af en kvinde, der med lidt god vilje går mig til navlen og stort set ingen tænder har i overmunden, er det omvendt et tegn til at gå igen. Alene forstås.

Tørstige magneter

Sådanne syrede oplevelser kan man forvente mange af i en by, der befolkes af særdeles drikfældige cowboyer. Når en flaske acceptabel rom koster 20 kroner, kan man regne med, der bliver drukket en del. I de fleste butikker står romflaskerne da også på træpaller, da de sælges så hurtigt, at det er spild af tid at sætte dem på hylderne.

Som turist får man mere end svært ved at undgå at blive "overfaldet" for småpenge til de tørstige gutter, der som magneter hænger fast på facaderne foran værtshuse og steder, der sælger alkohol.
Heldigvis er de fleste lokale så beskedne af statur, at man let kan verfe dem af, hvis de bliver for nærgående. Alligevel kan en tur lørdag eftermiddag på hovedgaden blive en langtrukken affære, hvis man lader sig provokere unødigt.

Med indtil flere strømafbrydelser dagligt kan det indimellem være som at deltage i et lotteri, især når man skal have morgenmad. Måske er der strøm til komfuret og køleskabet. Sandsynligvis er der ikke. Og så skal man pludselig have kold bacon og varm juice i stedet for det omvendte.

Man kunne selvfølgelig også selv stå for måltiderne og købe ind hos de farverige købmænd og koner, der skærer kød ned efter ønske og nærmest kan byde på æg direkte fra reden.

En kvinde, der er i færd med at skære oksekød ned, vil gerne vide, om vi gør det på samme måde i mit land. Nej, forklarer jeg. Vi mener ikke, det er optimalt at hænge kød ud i solen. Især ikke når der er 35 grader. Hvorfor dog ikke, spørger hun. Og så rækker mit spansk desværre ikke længere.

Lige så interessant det er for en skandinav at handle i en butik, der på alle punkter adskiller sig fra en hjemlig, lige så spændende er det for de lokale at spørge ind til, hvad der har lokket én så langt ud på landet. I mit tilfælde er det den nærliggende jungle og Layasiksa-indianerne, der lever endnu mere primitivt end beboerne i Rosita.

Fattig og spilleglad

Selv om landet er fattigt, og denne region hører til blandt de økonomisk dårligt stillede, er indbyggerne yderst spilleglade. Konstant er der et rend ind og ud af de mange casinoer eller spillehaller, hvor enarmede tyveknægte af en slags, der for længst er forsvundet i Danmark, får rykket skulderen af led dagen lang.

Det er den helt klassiske slags med tre gange "bar", citroner og kirsebær. Ikke noget med tusind lysfelter, blinkende dioder eller uoverskuelige diagrammer. Tre på stribe. Bum. Gevinst.

I det hele taget meget passende i en by, hvor livet leves relativt simpelt, og politiet patruljerer på magre, falmede heste, der parkeres tilfældigt foran et af byens største casinoer ved politistationen. Der må bestemt være brug for tilstedeværelsen indimellem. For når de lokale er bevæbnet med både pistoler, macheter og en kronisk tørst efter rom, må det unægteligt komme til bataljer mellem de temperamentsfulde latinoer.

Rosita er ikke meget mere end en humplet, støvet hovedgade. Men fordi man er så langt ude på landet, er udvalget af butikker så spøjst, at de udgør en unik oplevelse i sig selv. Der er både saddelbutik, cowboystøvleforhandler og piskesælger. Og sågar det hele i en og samme forretning.

Jeg brugte et kvarter på gebrokkent spansk og halvt engelsk med at snakke om læderkvalitet med en ung sælger, der må have vidst, at jeg ikke satsede på at gøre en handel, men mere var på jagt efter en sludder og et godt billede. Alligevel tog han sig tid til at forklare om syninger og læderets styrke. Hvor tit oplever man lige det i Danmark? Undskyld, jeg agter ikke at købe noget, men kunne du ikke lige bruge et kvarter på et forklare om dit produkt ... Nej vel!

Selv om der ikke er ret meget Eiffeltårn eller frihedsgudinde over en formiddag blandt Rositas jævne indbyggere, tror jeg faktisk hellere, jeg ville rejse tilbage til en svunden tid end at gense de overturistede mega-attraktioner.