Simon Staun
PR-foto

Den skjulte lagune

Det er lige så frodigt, lige så vildt og ikke mindst grønt som i nabolandet. Her skal man bare ikke betale i cool cash for at se seværdighederne men i stedet med blod og sved. Mest sved.

Jeg flotter mig og tager helt ekstraordinært en taxi fra grænseovergangen, hvor jeg må kæmpe en brav kamp for ikke at blive rippet unødigt af de ventende horder af tiggere, taxichauffører og andre pengeigler. Al turbulensen og en ubarmhjertig middagssol betyder, at jeg i stedet for to timer i en proppet bus slapper af 45 minutter i en afkølet taxa. Den kører mig lige til døren, eller i dette tilfælde færgen, der skal sejle mig til øen Ometepe, som ligger i den billedskønne sø, der bærer samme navn som landet.

Da jeg står på kajen og kigger rundt, kan jeg godt fornemme, at det er uden for højtiden. Ikke mange backpackere gør mig følgeskab, og jeg har ikke problemer med at finde en bil, der vil køre mig til mit udvalgte mål for foden af øens største attraktion, vulkanen Concepción.

Jeg finder til min store overraskelse et superlækkert hotel, hvor jeg kun har 10 meter ned til søbredden med det kogende, kulsorte vulkansand. Søen, der er verdens tredjestørste ferskvandssø med sine 8600 km2, føles mere som et hav, når man bliver væltet omkuld af de store, lune bølger.

Når man ligger for foden af det enorme, tre århundreder gamle Ceibotræ og ser op i de mørkeblå skyer, synes tiden at stå stille. Kun en fjern buldren får i ny og næ forestillingen om paradis til at briste. Faktisk kalder øboerne deres hjem for Oasis de la paz: Fredens oase, hvilket harmonerer meget godt med mit indtryk af omgivelserne.

Svedens vulkan

Min primære mission er at bestige nabovulkanen, Maderas, der ligger en times kørsel væk. Jeg skulle på jagt efter en "skjult" lagune på toppen, og det skulle blive en uforglemmelig tur på flere måder.

Opturen på fem kilometer foregår ad mudrede, stenede og senede rodstier. Efter få minutter sveder jeg som et slagtesvin og fortryder bittert, at jeg kun har medbragt en liter væske. Mine lårmuskler kommer også på deres livs prøve, da stigningen føles som en uendelig træningstime på "stairmasteren fra helvede". Med en konstant puls på 180 orker jeg knap at nyde den storslåede natur.

Skyerne gemmer sig lige over trætoppene og gør det umuligt at bedømme hvor langt, der er til toppen. Jeg fortsætter bare op. Op, op og op. Vandet er næsten væk nu. Jeg damper som et kogekar på trods af, at der må være mindst 30 grader.

Stien bliver nu næsten ufremkommelig. Jeg må ned på maven. Ned i mudderet, der når mig til knæene, når jeg står oprejst. Grenene griber ud efter mig og kradser de blege ben til blods.

Besværet værd

Endelig sker det. Lyset. Himlen. Målet. Jeg når toppen. Men et eller andet passer ikke. Lagunen er måske skjult, tænker jeg ved mig selv. Men så skjult burde den heller ikke være. Jeg kæmper mig tilbage og ser til min store fortvivlelse, at lagunen ligger på modsatte side, hvilket betyder mindst en times yderlige strabadser i middagsheden uden væske.

Jeg spænder snørebåndene, ser mig selv dybt i øjnene og begiver mig ned ad stien, som jeg netop havde besejret.

Besværet skulle dog betale sig. For efter jeg har firet mig ned ad spejlglatte klippeformationer og tilbagelagt de sidste par hundrede meter gennem junglen, åbner der sig et lille paradis. Omkranset af vulkanens frodige vægge ligger søen helt skjult for omverdenen. Engang var her kun altfortærende lava og giftige gasser. I dag lever her king size haletudser, masser af frøer samt sporadiske tilmudrede homo sapiens, der trodser tropernes klima og den bidske vegetation.

Efter at have foreviget det storslåede syn, begynder jeg at forberede mig på nedstigningen, hvor jeg koncentrerer mig ekstremt om blot at holde balancen, da fødderne konstant forsvinder under mig på de fugtige sten og glatte grenformationer.

Jeg når dog at hilse på flere af skovens faste beboere, hvoraf brøleaben uden sammenligning giver mig den mest iørefaldende hilsen med på vejen.

To timer ned modsat fem op. Det fortæller noget om tempoet og min efterhånden enorme tørst. Udmattet og gennemblødt når jeg ned efter otte timers strabadser. Men det var så sandelig det hele værd.

Det er dog ikke en tur for alle. Og det er måske det, der gør turen så speciel. Der var ikke bunkevis af amerikanere i hvide shorts eller japanere med ens bøllehatte. Kun hårdtarbejdende, eventyrlystne turister og en endnu uspoleret naturperle.