Simon Staun
Regnskov

Tilbage til regnskoven

- Det er fantastisk at stå på et værksted i Managua og se vores idé blive skabt i stor størrelse i træ og ikke blot en lille model i finér, siger Simon Andersen, der endnu glæder sig til opholdets forventede højdepunkt: Et møde med landets indianere i de nordlige regnskove.

De første 200 kilometer fra hovedstaden Managua til landsbyen Rosita er humøret højt. Ligefrem muntert. Men da de asfalterede veje ophører, og Martin Rude Lindegaard og Simon Andersen erfarer, at de sidste 200 kilometer består af grusveje, der får danske markveje til at fremstå som formel 1-baner, begynder tålmodigheden hurtigt at ebbe ud.

Efter 12 udmarvende timer er organerne mørbankede hos de to danske designstuderende på bagsædet af den firhjulstrukne Toyota Hilux, der som en japansk okse har kæmpet sig gennem et landskab, man skulle flyve og ikke køre hen over, på vej mod Layasiksa-samfundet.

Her skal de overnatte hos landsbyens beboere i en af de interimistiske træhytter, der er indrettet uden vand, el eller sågar senge. Men før de to designere overhovedet kan begynde at drømme om at gå til køjs, skal de lige have overstået mindst seks timers vandring ind i hjertet af regnskoven, hvor fældningsarbejdet foregår tre måneder om året.

- Det var en meget, meget lang tur herop i bil, så det bliver hårdt at gå i denne varme. Men det bliver interessant at se, hvor det træ, vi forventer at bruge til vores designkoncept, kommer fra, siger Martin Rude Lindegaard.

Deres lokale guide Noel havde på forhånd opfordret dem til at købe gummistøvler. Dem kunne de dog have undværet på stier og skovbund, der efterhånden tørster efter vand. Efter de første to timer tørster designerne ligeledes. Men de adskillige overvældende indtryk og regnskovens storhed får dem til at glemme strabadserne.

De knokler på og bevæger sig længere og længere ind i en verden, hvor klodens mest giftige frø, jaguarer og alverdens kryb huserer.

Medbragt machete

- Du ligner én, der er ved at dø, udbryder Noel med bekymret mine til Martin Rude Lindegaard efter endnu en times hårdt slæb i røjserne.

Den vævre, storrygende mand er uddannet som skovtekniker og viser vej gennem vildnisset, som var det en parkeringsplads.

Da designerne spørger, om han ikke vil vise dem nogle af skovens flotteste træer, tøver han ikke med at skabe en sti ind i den ufremkommelige skov med sin medbragte machete. Selv om nogle af træerne befinder sig 15-20 meter væk fra stien og er totalt tilgroede med lianer, slyngplanter og bregner, ved han præcis, hvor de står.

Genizaro, Cerro Macho og Mora hedder de tre forunderligt smukke træsorter, der skyder mod himlen med en fart, som ville få et dansk egetræ til at tabe bladene af misundelse.

Nysgerrige husdyr

Efter flere timers sightseeing i junglen begynder vandreturen tilbage til udkanten af regnskoven, hvor en klynge vakkelvorne hytter titter frem på en forsamling knoldede bakker ryddet for træer.

Her er ingen gadelygter, veje, fortove eller biler. Kun horder af legende, smilende unger og nysgerrige husdyr, der snuser rundt mellem skyggende palmer og gigantiske væltede træstammer. Her skal Martin Rude Lindegaard og Simon Andersen overnatte.

Efter dagens strabadser er de taknemmelige, da værtsfruen serverer aftensmad bestående af ris, rodfrugter og bønner. Mens de glubsk fortærer den primitive, men yderst mættende ret, sidder nabokonerne på verandaen og betragter børnene lege.

Klokken 18, da solen går ned med en hastighed, som stod der en mand og bankede den ned under hori
sonten med en stor hammer, kaster Martin Rude Lindegaard og Simon Andersen sig op i deres hængekøjer, der har fået lov at hænge under huset. Inden de har gynget et par gange fra side til side, sover de allerede tungt.

Armbøjninger gav varmen

Hele Layasiksa ryster, da der slås godmorgen på en gammel rusten fælg fra en lastbil, der gør det ud for kirkeklokke.

- Jeg har aldrig frosset så meget i mit liv. Jeg frøs fra det øjeblik, jeg lagde mig i hængekøjen, til jeg vågnede lidt over fem. Det var så koldt, at vi stod op i nat og tog armbøjninger på den bare jord i bælgravende mørke for at få varmen. Til gengæld så vi den flotteste stjernehimmel, jeg nogensinde har set. Men jeg havde alligevel ikke forestillet mig, at vi ville fryse så meget i Nicaragua, konstaterer Simon Andersen, mens den skarpe morgensol giver ham varmen igen.

Efter et lunt farvel og en endnu lunere køretur ankommer designerne til skovfarmen Mapiinicsa, hvor de ved et tilfælde møder miskito-indianeren Antonio Rodriguez Valenzuela.

Selv om han stikker hånden frem til en hilsen, er han tydeligvis ikke specielt glad for mødet. Lige indtil tolken understreger, at de lyse gæster er fra Europa og ikke USA. Så lyser han op i et stort smil, og alle får et nyt håndtryk så stærkt, at det kunne presse saft ud af et mahogni-træ.

- Vi kan ikke lide gringos. De kom og stjal alt vores guld og forsvandt igen. De snød og bedrog os. Derfor er vi meget opmærksomme på, at de aftaler, vi indgår i dag, overholdes. Det har været vores land, siden min bedstefars bedstefars bedstefar levede. Og længe før det. Det skal det blive ved med være, forsikrer Antonio Rodriguez Valenzuela.

Mødet med de passionerede indianere overvælder Martin Rude Lindegaard og Simon Andersen, der for første gang befinder sig i Mellemamerika og aldrig har set indianere før.

- Det er fandeme for vildt, at vi står her og snakker med oprindelige indianere midt i deres regnskov. At møde to af de ældste fra deres råd er simpelthen ubeskriveligt. Det vil jeg aldrig glemme, siger Simon Andersen.