Simon Staun
PR-foto

Himmel og helvede på Cozumel

Det kan virke lidt paradoksalt at anklage San Miguel for at være et de mest forfærdelige steder i Mexico, når man selv har valgt at ankomme til byen med et krydstogtskib med 4500 andre passagerer. Men alt på molen, i ankomstcenteret, på hovedgaden og de mest centrale stræder handler om en ting: at hive så mange dollarsedler som muligt ud af turisternes lommer.

Sådan forholder det sig såmænd også på Gran Canaria, i Tyrkiet og i Thailand, men hver gang jeg havner i disse turistfælder, slår det mig alligevel, hvor lidt jeg bryder mig om konstant at være omgivet og omklamret af sælgere så insisterende som blodtørstige igler.

Souvenirs i Mexico er cirka lige så interessante som regnvejr i februar herhjemme. Stort set alt, der sælges, hører hjemme i "tingeltangel"-afdelingen, hvor det kan se umådeligt eksotisk og livsnødvendigt ud, når man står på et solbeskinnet marked og lader sig fortrylle af små bongotrommer lavet af kokosnødder eller nuttede keramik-delfiner i turkis glas. Men det havner med garanti nederst i en kommodeskuffe, straks man kommer hjem. Så i stedet for at kaste lommepengene i grams, skal man i stedet bruge dem på at få adgang til en af øens mange luksuriøse strandklubber.

Nachos til en hær

Vi betaler 50 dollar for at blive kørt 10 kilometer nord for San Miguel til Buccanos Beach Club. Prisen er for begge veje og omfatter også indgangsbilletten til en "oase med både pool og skøn strand", som chaufføren kalder det. Da vi ankommer til strandklubben, er det svært ikke at blive grebet lidt af eufori.

Poolen har sublim udsigt over havet og stranden, og palmerne sørger for både hygge og skygge for vores yngste datter på et år. Vi bestiller straks en omgange kolde cervezas og frisk ananasjuice til pigerne. Her er ikke voldsomt proppet med turister, selv om vi genkender enkelte ansigter fra vores krydstogtskib.

Poolen har en soppe-ende, som er helt genial, når man har mindre børn med. Vores etårige datter har vand til midt på låret, og da det i samme ombæring er lunere, er det en legeplads uden andet end perfekt tempereret vand.

Efter at have boltret sig der en halv time går den lille omkuld og puttes i skyggen under palmerne.
Vi andre bestiller en gang nachos med kylling og ekstra jalapenos. Portionen koster 12 dollar (cirka 66 kroner), hvilket vi synes er lidt dyrt, selv om strandklubben er ganske luksuriøs. Så ankommer portionen, og indtrykket er med et forandret.

Nacho-bjerget ankommer på et fad, hvor en hel stald af mexicanske køer må have leveret mælk til osten.

Mens turisterne bader i Det Caribiske Hav, bader de knasende nachos i en flodbølge af jalapenos eller "baby-pebere", som de lokale kalder dem. Man må som bekendt ikke bade en time efter, man har spist. Med den her portion i mavesækken tror jeg ikke, vi bør bade før næste skudår.

Hvis man ikke har små børn med, kan man fordrive tiden med at få massage, snorkle, sejle i kano, stå på jetski eller få en kort rundvisning på det lokale tequileria, hvor man får hele otte smagsprøver foræret på sin indgangsbillet. Nu er tequila og ansvaret for små børn ved en pool ikke en god cocktail, så jeg springer over den knivskarpe, mexicanske nationaldrik, selv om gratis tequila lokker.

Med datter på eventyr

I stedet for at kaste os ud i de lokkende bølger lige med det samme går vi i gang med at bygge sandslotte med vores ældste datter på fire. Hun er hovedarkitekten, mens vi forældre på skift får æren af at støvsuge stranden for smukke sten og konkylier, der pryder mesterværket.

Hvis hun havde fået lov, havde vi stadig siddet på stranden og bygget tårne samt små voldgrave. Men på et krydstogt har man ofte kun en dag på en destination, så vi skal tilbage mod San Miguel, da jeg gerne vil nå at se, om jeg kan finde nogle steder, hvor byen ikke er oversvømmet med turister.

Den ældste datter vi gerne med på det, hun kalder "eventyr", og selv om det måske lige i denne sammenhæng er et voldsomt ord, viser det sig at være en fornuftigt beslutning at bruge et par timer på at gå på opdagelse væk fra de mest proppede handelsstrøg. Når man er fire år, stiller man spørgsmål hele tiden. Og som forælder kan det mane til eftertanke, når man skal svare nogenlunde kløgtigt og i overensstemmelse med sandheden. Således når vi både at tale om, hvorfor kirkerne ikke ligner dem derhjemme, hvorfor de lokale mænd ikke er lige så høje som far, hvorfor de små piger har ens uniformer på, og hvorfor man kan tage på stranden her, mens man skal have flyverdragt på derhjemme.

Få blokke væk fra kysten har vi næsten gaderne for os selv. Vi går forbi små apoteker, der sælger steroider, lokale restauranter, hvor menuen kun står på spansk, og private hjem, hvor man på klassisk latinamerikansk manér går direkte ind fra gaden i dagligstuen. Vi spørger pænt et par steder, om vi må tage et billede, hvilket vi får lov til. Og så fyger det igen med spørgsmål fra min datter, der vil vide, hvorfor sofaen var så slidt, fjernsynet så lille, og hvorfor billederne hang så skævt.

Slik for lokale tunger

Min datters fødder koger i hendes ballerinasko, som hun insisterede på at medbringe i stedet for sandaler. Efter en time giver hun op og tager dem af for at trippe barfodet videre på de kogende varme fortove. Det hjælper med en stor is og en aftale om mexicanske souvenirs, inden vi skal om bord på skibet.

Souvenirs er som nævnt ikke noget problem at finde. Faktisk skal vi bare bevæge os ned mod havnefronten, hvor vi straks opsøges af gadesælgere, der falbyder os de lokale maracas-instrumenter med palmemotiver, spraymalede science fiction-motiver og armbånd i alle regnbuens farver.
Nu er mexicanere ganske kløgtige mennesker - og ferierende amerikanere ganske rundhåndede. Den kombination gør det håbløst at prutte om prisen på noget som helst. Vi kunne købe det meste af en Fætter BR-butik for det, de forlanger for legetøj og kjoler af virkelig ringe kvalitet.

Med en surmulende datter ender vi med at købe en stor pose mexicansk slik i stedet. Da vi kommer tilbage på skibet, finder vi ud af, at vi har valgt en lokal specialitet, hvor en krydret slikkepind dyppes i chilipulver. Min datters fortørnede, forvrængede ansigtsudtryk er hele rejsen værd. Og spørgsmålet om, hvordan de mexicanske børn kan spise den slags slik, har jeg stadig ikke kunnet svare på.