Nogle gange er det selve rejsen frem, der er målet i sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald efter at have kørt en time med en gammel rusten togvogn fra udkanten af landsbyen La Unión frem til den honduranske kystby Albergue, hvorfra man begiver sig ind i reservatet Cuero Y Salado.
Togbanen blev oprindeligt bygget af det amerikanske Standard Fruit Company, der har fragtet milliarder af bananer ad samme rute ud til kysten, hvorfra de blev transporteret til USA og Europa. Mens jeg nynner «Når der kommer en båd med bananer«, skramler toget i gå-tempo gennem små landsbyer, der ligger klinet op ad svellerne.
Fra de hårde sæder kan man følge med i både morgenvaskningen af de små poder, hvordan morgenmaden tilberedes over åben ild og glæde sig over, at man ikke selv skal feje de støvede verandaer med hårfattige koste.
Flere af husene ser ud til at stamme fra 1908, da jernbanen blev anlagt. Og de halvafbrændte affaldsdynger både foran og bagved indikerer, at toget for sjældent fragter plasticemballage og tomme dåser tilbage til La Unión.
Da toget har passeret rækken af hytter, kommer der lidt mere fart over feltet. Man kan nærmest mærke vinden kilde i håret, mens en traktor i gang med at slå græs på nogle åbne græsningsarealer provokerende overhaler. Alle om bord tager det dog med et afslappet smil, for ingen har lovet, at "El Trencito" er et lyntog.
Søkøerne gemmer sig
På vej til dyrelivsrefugiet er det primært fugle, der gør opmærksomme på sig selv. Flokkene får nærmest de flade, træløse marker til at ligne dansk marsk, hvor store fugleflokke stortrives.
Selv om klokken kun er halv ni om morgenen, kan man mærke, at Solen slår godt fra sig. Derfor anbefaler guiden, at der smøres godt med solcreme på, inden toget standser, og man hopper ud i de ventende kajakker og både, der fragter turisterne rundt på de tre floder Salado, Cuero og San Juan.
Reservatet er godt 13.000 hektar og formet som en trekant, der består af henholdsvis floderne Cuero og Salado samt Det Caribiske Hav. Reservatet blev udpeget som et beskyttet område i 1986 på grund af dets bestand af truede søkøer og dets sjældne vådområder.
Jeg ved ikke helt, hvor store søkøer er på disse kanter, men de har i hvert fald gemt sig godt denne morgen. Guiden på båden fortæller, at det skyldes årstiden, hvilket er svært at stille spørgsmål til, når man ikke engang ved, hvordan en almindelig dansk malkeko agerer under regntid eller tørke.
Årstiden har tilsyneladende også påvirket en del af de andre seværdige dyr. Således insisterer både jaguarer, alligatorer og den berømte kæmpestork på at holde sig skjult under den sælsomme blanding af salt- og ferskvand, der gør mangroven så interessant og unik. Eller også gemmer de sig præcis så langt inde bag lianer og gigantiske grene, at turister med utrænede øjne ikke kan spotte dem.
Efter en lille halv time tysser guiden på besætningen. Han har fået øje på noget i vandoverfladen 15 meter fremme under et virvar af grene og blade.
- Den er lige dér, siger han og peger på en ubetydelig pind.
Brøleaberne kæmper
Han understreger, at det ikke er en pind, men en krokodilleunge, der ligger og luner sig. Hvordan han kunne spotte den så langt fra er mig stadig en gåde, men når man har sejlet flere år under de samme trækroner og undveget de skulpturelle mangroverødder talrige gange, lærer man åbenbart at fange selv de mindste bevægelser og farveudfald i oceanerne af grønne nuancer.
Han begynder nu at sejle ind på langt smallere bifloder, hvor junglen hurtigt lukker sig sammen over båden. Da han slukker motoren, bliver der med et fuldstændig stille. To sekunder senere eksploderer lydene inde mellem træerne. Fugle kvidrer, pipper og synger. Brøleaber tester lungekapaciteten og stemmebåndene i forsøget på at skræmme konkurrenter væk.
Vi anser ikke umiddelbart os selv som konkurrenter i parringsjagten, men brøler alligevel igen efter bedste evne.
Ildelugtende død fisk
Vi spørger guiden, om man ikke kan gå i land og begive sig ind i junglen og måske se nogle af de større dyr. Han kigger måbende på os. Han ved godt, hvorfor vi ikke ser krokodiller og jaguarer i udkanten af skoven. Det er fordi, de befinder sig længere inde i vildnisset. Og han har åbenbart set, hvad mødet med en knap så turistvenlig jaguar kan resultere i, når turister skal helt tæt på.
I stedet kommer vi helt tæt på en ildelugtende, død fisk, der ligger og svulmer i vandoverfladen. Tænk, at en fisk kan stinke så meget værre end fisk, synes hele selskabet at tænke, mens guiden efterfølgende desinficerer sine fingre.
Da turen næsten er ved at være slut, slukker guiden igen motoren. Han peger mod en lysning 30 meter fremme, hvor en flot hejrelignende fugl sidder og tørrer vingerne på et væltet træs grene. Som bestilt sidder poserer den som en anden model til modeopvisning, så kameraerne for første gang får zoomet ind og fanget lidt af det markante dyreliv, der trods alt gør Cuero Y Salado til en attraktion, som man gerne tager et gammelt banantog ud til.