Simon Staun
PR-foto

Jagten på det perfekte træ

Tre danske designere fra Arkitektskolen Aarhus har vundet rejsen i designkonkurrencen FSC Design Award. Først skal de med i junglen og se et certificeret skovområde, dernæst arbejde på et lokalt værksted og slutteligt tilbringe fire dage på øerne Cayos Cochinos og Roatan.

Ungerne stimler måbende sammen og løber med et par hundrede meter op ad den stenede sti, der udgør første etape på vej til skovgruppens FSC-certificerede fældningsområde i det nordlige Honduras. Et af flere skovområder, der støttes af et bæredygtigt skovforvaltningsprojekt udført i samarbejde med Nepenthes og finansieret af Danida.

Efter kort tid ophører rækkerne med skyggende palmer og træer. Forskellen mærkes prompte. Det føles som en lussing med en gigantisk føntørrer, og selv de lokale begynder at svede, så deres skjorter hurtigt er gennemblødte. Forude ligger to timers opstigning med en livsfarlig sol som konstant følgesvend. En prøvelse som ingen af de tre danskere havde forventet inden rejsen, der udgør præmien i en designkonkurrence. Formålet med opholdet er, at de skal få et indblik i et træs lange transformation fra beboer i en tropisk jungle til eksklusivt møbel i et dansk hjem.

- Jeg havde ikke regnet med, at det område, vi skulle besøge, var så bjergrigt. Jeg har tidligere anset skove for noget, man bare gik ind i om søndagen og ikke sådan en ekstrem præstation at nå frem til. Det er ubegribeligt, at skovgruppen tager den her tur frem og tilbage fem gange om ugen, siger Thor Davidsen, mens han suger svalende dråber fra en plasticslange, der er fastgjort til en trelitersdunk i rygsækken.

Efter en halv time kæmper vennen Ashkan Heydari for at holde sig oprejst et par hundrede meter bagude. Selv om han har drukket masser af vand, virker det, som om det fordamper hurtigere, end han kan fylde tanken op.

- Jeg har aldrig været så presset før og føler mig helt groggy. Sådan en barsk tur oplever man ikke hver dag. Heldigvis, puster Ashkan opgivende.

Brølstærke linedansere

Skovarbejderne fragter al tømmeret ned fra området på ryggen af muldyr. Gudskelov. Dermed kan fyrene sikre sig et velfortjent hvil på de tomme rygge på vej op og nyde udsigten over det betagende landskab, hvor antallet af grønne nuancer kan tage pusten fra dem, som ikke allerede er stakåndede.

Efter to timer på 220 grader er hele følget færdigstegt. Allerede få meter inde i junglen står det klart, hvorfor flere af mændene undervejs omtalte den som en savnet ven. Skygge er med rette ikke undervurderet på disse kanter.

Følget forsætter ned til et gigantisk cumbillotræ, nøje udvalgt på grund af dets hårdhed og flotte farvespil. De tre designere kan sagtens forestille sig, at deres bænk "DIAmond" kunne produceres i netop den sort.

Det fældede træ stikker ud over en skråning, og Jens-Christian Nørmark kravler ud på midten og kan fra oven studere, hvordan en tre meter lang blok mærkes op og skæres op i ni blokke af en determineret motorsav og dens kyndige herre.

Efterhånden som blokkene finder form, iler de klejne mænd til for at slæbe dem op til en lysning, hvor muldyrene venter. De senede mænd skal præcis som skyggen ikke forklejnes. Uden at kny smider de 60-80 kilo tunge blokke op på skulderen og bevæger sig med en linedansers flair for balance gennem nedfaldne, klæbrige blade, skjulte rødder og mudderindsmurte grene.

Jens-Christian Nørmark prøver at mosle med én af blokkene. Den rokker sig knap ud af stedet.

- Det er for sindssygt, at de kan løfte dem alene. Jeg tror ikke engang, jeg kunne løfte den sammen med én af jer, konstaterer han og stirrer på de lige så forbløffede kammerater.

Den gode historie koster

Efterfølgende bakser to af skovarbejderne med at få blokkene spændt fast til et muldyr, der mildt sagt ikke ser ud til at kapere det fantastiske i situationen. Det står dog pænt stille, efterhånden som det bliver udstyret med to cumbilloblokke, der gerne skal forblive fastspændt hele vejen ned til landsbyen, hvor al træet samles, inden det køres til havnebyen La Ceiba og sælges.

Dyrene sveder mindst lige så meget som mændene, da junglens beskyttelse ophører. Den tyndslidte pels er gennemblødt, og deres hove glider på stien, hvor de øverste centimeter udgøres af risikabelt, løst grus.

Sidst på eftermiddagen rider Jens-Christian Nørmark som den sidste mand ind i Yaruca, hvor et spøjst sammensurium af håndslikkende hunde, nysgerrige grise og højtkaglende høns udgør velkomstkomitéen.

- Det var meget specielt at forcere en bjergryg på muldyr. Især på den sidste del, hvor jeg red helt alene, var det virkelig fedt. Fuldstændig omringet af den her frodige natur. Jeg havde på ingen måde forventet, at området, de fælder certificeret træ i, var sådan et ufremkommeligt vildnis, stønner han.

De tre designere kollapser næsten simultant i tre vakkelvorne plasticstole ved byens eneste kiosk. Selv om Solen har bagt som en bagersvend hele formiddagen, ser de lidt blege og forunderligt tavse ud efter dagens strabadser.

- Det er tankevækkende, at der skal så mange mænd til at fælde et træ, udvælge den bedste del, skære det op i blokke og transportere det ned. Det er mærkværdigt, at skovgruppen overhovedet tjener penge på det. Man har lidt på fornemmelsen, at de får for lidt ud af anstrengelserne. Og efter at have oplevet deres arbejdsforhold kan man kun respektere dem, konstaterer Ashkan Heydari.

Mens trioen glubsk kaster sig over en frisklavet omgang bønner, ris og kogte bananer, diskuterer de, om danskerne mon er villige til at betale for de honduranske mænds knoklen.

- Danskere vil gerne betale mere for at købe møbler forbundet med en god historie. Og efter at have været med ude i junglen og betragte, hvordan træet udvælges, behandles og transporteres, kan vi sagtens forestille os, at mange vil finde møbler produceret af certificeret træ interessante, netop fordi træets rejse fra junglen til Danmark er så imponerende.

Dagen derpå ankommer tre matte århusianere til det værksted, hvor de på tre dage skal forsøge at producere en prototype på deres møbel. Værkstedet er ejet og drevet af Coatlahl, der er samarbejdspartner på det bæredygtige skovforvaltningsprojekt.

Bygningen er ikke overraskende udført i træ. Alt hvad der kan åbnes af porte og døre er åbnet, da der kun er udsugning ved to af de 10 maskiner, hvilket ind imellem får træstøv og spåner til at drøne rundt i den kvælende varme luft.

Selv om der efter danske forhold roder vel rigeligt ikke mindst på lageret, overrasker antallet af maskiner designerne.

- Efter at have set andre nedslidte og forfærdelige værksteder i La Ceiba må vi konkludere, at det her faktisk slår dem alle sammen på kvaliteten af både udstyr og rammer, siger Ashkan Heydari.

På Arkitektskolen i Århus arbejder de typisk med mdf-plader, fordi træ er for dyrt i Danmark og de selv skal betale deres egne materialer.

- Derfor er det absurd at stå på sådan et kaotisk værksted uden én eneste skruemaskine, hvor det flyder med ædeltræ til mange hundredtusinde kroner, konstaterer Jens-Christian Nørmark, der ligner et lig på udgang fra et kapel.

Trioens fysiske tilstand afspejler sig i motivationen. Selv om de meget gerne vil finde de rigtige profiler til udskæringen af benene til bænken, kniber det med at tage sig sammen. Gårsdagens tur har tappet dem for kræfter.

- Jeg tror, jeg skal dø i dag. Det gør så ondt i mine ører og hals, at jeg ikke kan tænke, sukker Ashkan Heydari, mens han bruger de resterende ressourcer på en vinkelproblematik.

Forbandede vinkler

Langs den ene fløj af værkstedet flyder et bjerg af røde høvlspåner. Om eftermiddagen udgør de et yndet legeparadis for kvarterets smådrenge, der tumler i spånerne som danske knægte engang gjorde i høstakkene.

Det er svært at føre en samtale indenfor, da savklingerne konstant skærer luften i stykker. Det hjælper ikke just designerne, der stadig bander højlydt, mens svendene trækker uden for i frokostpausen.

Iført tunge sikkerhedssko og jeans går de med chipsposer i hånden og halvliters sodavand i baglommen i gang med at spille fodbold i 35 graders varme. Hvilket gør det forståeligt, hvorfor man vælger at arbejde i middagspausen.

De undrer sig over danskernes slibeteknik og hvorfor, det skal være så vanskeligt at producere noget så simpelt som en bænk. Det hjælper dog på deres forståelse og accept af de fremmede, at de i otte støvede og ensformige timer håndsliber benene til bænken.

- Endelig kan vi lave noget og ikke ligne nogen, der er store i slaget og for fine til at tage fat. Pludselig er vi nederst i hierarkiet, og det er uden tvivl meget sundt at prøve, indrømmer Thor Davidsen.

Til trods for ihærdigheden når designerne ikke at lave en prototype af bænken. Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af opholdet:

- Alene det at stå på et værksted i Honduras og for første gang have fulgt et produkt hele vejen fra skrivebord til realitet har været fantastisk. Og så skader det heller ikke vores fremtidige karriere at vide, at møbler kan bygges i andet end mahogni og teak.