Simon Staun
PR-foto

Piloternes flyvende ruinbesøg

Lad os begynde helt tilbage til den uforglemmeligt, forbandede bustur fra Managua i Nicaragua, hvor vi uden morgenmad eller nogen forsyninger sprang febrilske rundt for at kapre et ledigt sæde i enhver bus med retning mod Honduras. Efter at have slået den centralamerikanske rekord for flest antal busskifter på en dag, nåede vi frem til den for os helt ukendte by Pedro San Sula, der lå lige de der 150 kilometer og i den stik modsatte retning fra vores egentlige mål, Copan.

Nuvel, som de opmærksomhedssugende, unge mennesker vi er, fik vi hurtigt vores portion berømmelse på bagsædet af dagens metalbunke nummer Gud ved hvad. Især to tøser fra Honduras' militær, ja - det har de altså, ville endog meget gerne korrespondere med os. Så da vi erfarede, at vi ikke kom til vores udpegede destination, forklarede de os, at det faktisk var heldigt, da de skulle til årets største festbrag og gerne ville medbringe os.
 
Hmm, det er jo den slags beslutninger, der kan været overordentligt svære at træffe for fire knøse på farten. Men vi lod os dupere og sagde modvilligt ja tak. Men for at komme ind til festen skulle man være tilknyttet militæret fra sit hjemland, og da Danmark ikke pt. har sindssygt mange tropper udstationeret i Honduras, så måtte vi lade os indrullere som intet mindre end amerikanske jagerpiloter.
 
Derfor måtte vi anstrenge os for at lyde ekstremt bøvnakkede og brovtende, da vi stod i kø foran en hel deling drengerøve med automatvåben og dårlige vibrationer, fordi de stod uden for og kunne høre, hvordan festen pumpede løs bag ved skuret, der i dagens anledning var udnævnt til forpost.

Sanseløs tekno
 
Vi må have set tilpas macho ud, for efter kun 15 minutters diskussion valsede vi ned mod alle fester moder, som vores mili-tøser kaldte den. Og det skulle vise sig at holde stik. For det, der mødte os, var et enormt område dækket med barer, dansegulve og restauranter med mad og sprut fra alle de mange nationer, der af uransaglige årsager befinder sig i dette land.

Vi kunne gå fra endeløse rækker af bratwurst i tyskerbaren til iskolde caipirinhaer og meget kulørte bartendere i den brasilianske bar, hvor vi af andre ukendte grunde kom til at holde en del ud i løbet af aftenen. Vi dansede sanseløs teknodans på de indiske brædder og forsøgte at klare en omgang med de cubanske piger, der lettere modvilligt lod os salsa-spassere forsøge at gå en omgang på de skrå og rombefængte brædder.
 
Efter relativ kort tid blev vi enige om, at dette koncept holdt hele vejen. Det uheldige var bare, at sprutten var så forbistret billig, at vi efter et par timer ikke havde styr på, om vi befandt os i den ene eller anden verdensdel og bare snakkede løs på den altid charmerende blanding af nordjysk og kartoffelengelsk.
 
Efterhånden må det også have gået op for andre af festdeltagerne, at vi ikke just var topprofessionelle piloter fra verdens farligste hær, da vi i det, man vel vil betegne som mandlig klyngedans indtog megafestens dansegulve et efter et i den militære tjenestes tegn. Så damernes interesse forsvandt lige så langsomt som efterladte isterninger i den hede tropenat.

Uendelig bustur
 
På vej hjem i taxaen tror jeg sågar, vi fik vores Australske ven Theo til at gjalde med på John Mogensens: "Åh, hvilken herlig nat". Tre timer senere, da vækkeuret brølede løs, var stemningen dog anderledes mat. Næsten tam, dristes man til at sige.

Men kan man være en konge om aftenen, så kan man også være en knægt om dagen, som et af mine yndlingsordsprog lyder. Så på med de drinksplettede T-shirts og lidt vand i det uglede garn. Et halvt minuts tandbørsten og så eller af sted til busstationen, som vi naturligvis ikke anede, hvor lå. Så gennem en mellemting mellem tågebrandert og intuition fandt vi baggården, hvor bussen holdt brummende og netop skulle til at lette.

Turen var rørende smuk, men mit hoved gjorde dobbelt så forpulet ondt, at jeg ganske enkelt ikke magtede at nyde turen. I stedet fornøjede jeg mig med at holde mit blodsukker oppe med at pille og spise appelsiner hele vejen for derefter at spytte kernerne ud af vinduet, mens vi sneglede os op gennem det kuperede terræn.

I disse timer var Copan-ruinerne så langt fra min bevidsthed som en intim saunatur med Master Fatman. Jeg kom kun igennem ved tanken om en seng. En stillestående redningsplanke med nyvasket betræk og fire ben i stedet for dansende hjul.

Våde Copan
 
Endelig nåede vi frem til den lille perle af en by. Mørbankede. Udmattede. Klar til nye eventyr... Hvordan vi fik kæmpet os op fra dette dybe, mørke hul ved kun guderne og de fantastiske kulisser, der udgør hele landets største attraktion: Copan, mayarigets østligst bystat.

Under alle omstændigheder befandt vi os få timer efter foran de betagende steler i den stegende eftermiddagssol. Vi havde næsten stedet for os selv. Berusende stilhed og overvældende fauna overalt. Med en dansk mayaprofessors guidebog: "Under Slangehimlen", gik vi på en lidt kort men intensiv opdagelsesrejse i det overskuelige kompleks.
Copan var imponerende ude at sparke benene væk under os. Regnskyllet der kom efter halvanden time derimod, skyllede benene væk under os. På få minutter var græsplanen omdannet til et vandland under en særdeles aggressiv bruser. Så frysende og drivvåde måtte vi stå og vente en time på et lift tilbage til den hyggelige by, der synes at være befolket med cowboyhatte og yderst imødekommende hotelejere.

En kort nattesøvn og en ny dag truede dog snart. Denne gang i en luksusbus helt for os selv målrettet mod El Salvador ad omveje gennem Guatemala. Og så på min fødselsdag! To grænseovergange, tre lande og ingen morgenmad på sengen. Jo, det blev en mindeværdig dag, akkurat så mindeværdigt som det yderst kortvarige visit i Honduras blev det.