Simon Staun
PR-foto

Den fantastiske duo

Guatemala City er et hul i jorden. Et beskidt hul. Luften, hvis man tør kalde den det, er så tyk af dieselos, at man føler, man æder store flager forurenede partikler, hver gang man hiver efter vejret. Hovedpinen begynder at indfinde sig allerede efter en halv time. Men alle sanser er allerede i højeste beredskab, da vi har ladet os fortælle, at byen er en røverbule af de helt store.

Men vi havde da også bestemt at springe direkte videre til Antigua, landets gamle hovedstad, der blev ødelagt af store jordskælv i forrige århundrede.  Byen fremstår nu gennemrenoveret og indbydende. Kun de gamle kirker og katedraler står uden tag og med kollapsede mure, som enorme gravmonumenter fra en svunden tid. Faktisk har byen opnået den ære, det nu engang er at blive udnævnt til en af UNESCO's beskyttede, hvilket sker for meget, meget få byer på verdensplan. Men den fortjener det.

Historisk by

Antigua er måske en af Mellemamerikas smukkeste byer, og dens hyggelige, indbydende atmosfære, fik os da også til at tilsidesætte vores rejseplan, der på forhånd havde inkluderet Lago Atitlán og indianermarkedet i Chichicastenango. Det blev derimod til kilometer efter kilometer på de lange, snorlige brostensbelagte gader. Man kunne lade sig drage og bare følge strømmen af turister, der flyder rundt på de velorganiserede trafikårer, der strømmer gennem hele byen.

Kameraet fik sjældent lov at hvile i sin sorte hule, for der var simpelthen så ufatteligt mange bygningsværker, der fortjente at blive foreviget. Også de mange indianere så i første omgang værdige ud til at optage plads på memorykortet, men efterhånden som det gik op for os, at de ikke var så oprindelige og originale, som vi troede, gik glansen lige som af glansbilledet og vi stod tilbage med et billede, der i bund og grund var et falsum.

Tingeltangel marked

Måske, eller selvfølgelig, har de aner fra den oprindelige befolkning, men det er altså ikke særligt specielt at iføre sig en spraglet klædedragt, der mest af alt ligner noget den 4. klasse har hæklet i et håndgerningsprojekt for så at stå og dandere foran de mest turistbefærdede steder. Nej, så er der noget mere pondus over det lokale marked, hvor de "ægte" indianere holder til med deres syndflod af medbragte grønsager og alverdens tingeltangel i så luset og kitschet stand, at selv en blind indkøbschef fra Tjekkiet ville takke nej.

Men det var anderledes. Pulserende. Farverigt. Og det er jo det der tæller, når de oplevelsesglubske gringos kommer på indtrykstogt. Her virkede det bare mere ægte. Kjolerne var lasede og falmede. Men smilene og de spontane, lyse hvin til nabosælgeren mindst lige så genuine. Så med en af Guatemalas mange vulkaner som baggrundskulisse gik jeg på skattejagt efter en bunke dippedutter og dingenoter, jeg i bund og grund ikke skulle bruge, men som jeg følte var en slags told for at bevæge mig ind på deres område.

For de sidder bestemt ikke her året rundt og sælger fødevarer og lurvede klæder til turisterne. De gør det, fordi de lever af det. Fordi de overlever af det. Og så bliver man jo bare nødt til at smide lidt ussel mammon i bytte for de mange portrætter, man ikke fik lov til at tage, men som man drister sig til at skyde fra hoften, da det nu forholder sig sådan, at vi rejsende føler os forpligtet og ikke mindst i vores gode ret til at knipse løs af tagselvbordets mange retter.

Verdensklasse i Tikal

Efter et mærkværdigt indkøbstrip blev jeg nærmest lykkelig for vores beslutning om ikke at rejse videre til Chichicastenango, udelukkende med det formål at beskue de mange indianere sælge for dem helt almindelige fødevarer. Vi tog i stedet to ekstra dage til at hellige os hærgede katedraler og smukt ornamenterede kolonitidsbygninger. Og de lokale øl ikke mindst!

Vi vænnede os lynhurtigt til den afslappede atmosfære og tog videre mod Tikal med et lille afsavn i maven. Men det skulle snart fortage sig og helt forsvinde i sammenligningernes uretfærdige verden, hvor enorme tempelkomplekser som regel står som vinderen.

For ret skal være ret. Tikal skiller sig ud fra mængden af mayaruinerne i Mesoamerika. Måske i kraft af den frodige, altfortærende jungle og de mange eksotiske dyrearter, der med brølen, skræppen og pippen liver gevaldigt op.

Vi var så uheldige med årstiden, at både solopgang og solnedgang blev forpurret at mørke, lavthængende skyer. Men de største templer bevægede os rigeligt til trods for vejrets luner, så vi stod tilbage med fornemmelsen af oprigtig storhed. En fornemmelse, man som erfaren backpacker ikke finder mange steder, så at netop Tikal var udset som finalen på vores to måneders færden var i sandhed retfærdigt.

Mange vil mene, at kun to stop i så fængslende et land er alt for povert. Men prøv selv at stoppe i Antigua eller gå på opdagelse i Tikal og se, om du kan slippe derfra hurtigere end mig ...