Simon Staun
PR-foto

Fødselsdagsbraget i El Salvador

Vi ankom efter en heftig busrejse gennem tre lande til hovedstaden, der meget opfindsomt har fået navnet San Salvador. Her fik vi med hjælp fra busselskabet fundet en parodi på et hotelværelse. Først troede vi, det var vandsenge, men uheldigvis viste det sig, at madrasserne var så mørbankede eller gennemhumpede, at discountskumgummiet inden i moslede rundt, så vi følte os tilbage på båden mellem Columbia og Panama.

Nuvel, vi havde kun fire dage i smørhullet, så der skulle løbes stærkt og vi kunne ikke dvæle ved truslen om et minimum af nattesøvn, da vi samtidig skulle fejre undertegnedes fødselsdag! Og det blev i sandhed en storladen og næsten grænseoverskridende begivenhed, da vi valgte at indtage, hold nu fast, festmåltidet på Wendy´s, hvor vi smovsede i gastronomiens ypperste lyksaligheder. Og med pomfritter til endda!

Der blev ikke sunget fødselsdagssang, da det jo er et prangende spisested, men i stedet for festede vi videre på modsatte side af den stærkt befærdede og dieselduftende trafikåre, hvor det anmelderroste sted "On the Run", en lokal tankstation, åbnede skydedørene op og bød os inden for til en verden af forunderligt krydrede chips og fluorescerende slik fra staterne. Jeg kan uden at lyve afsløre, at det var en mindeværdig aften, der passede perfekt til den milepæl det nu engang er at runde de 27.

Fort Salvador

Befolkningen i El Salvador må holde af deres land, for de beskytter det i hvert fald på alle tænkelige måder. Faktisk er det uden sammenligning, det land vi har rejst i, hvor vi stødte på flest vagter, overvågningskameraer og automatrifler. Hvert evigt eneste hus havde knivskarpe glasskår limet på murerne, pigtråd og metalsyle på lågerne. Selv de mindre luksuriøse boliger tog sig ud som små bastioner, hvor selv postbudet skulle have boltsaks med for at komme i nærheden af brevsprækken.

Alle advarede os også på det kraftigste mod at bevæge os uden for efter mørkets frembrud, hvilket er lidt svært, når man ikke ser børnetime længere og der foruden bliver mørkt klokken syv. Så vi tog chancen og kastede os ud i uvisheden.

Vi klarede den, kan jeg så afsløre her, inden læserne bliver alt for urolige. Men de mange fastfoodkæder og amerikanske tankstationer øgede ikke just lysten til at forblive i hovedstaden, så vi fortsatte videre til surferbyen La Libertad en time stik syd.

Surferparodister

Hvorfor det bliver kaldt en surferby, skulle vi erfare efter kort tid. Vores endnu engang famøst ringe hotel lå kun et blodigt spyt fra "stranden", der mere var et stenbrud med havadgang. I stedet for lækkert sand var fundamentet eller bunden om man vil, belagt med kampesten. Glatte såvel som livsfarligt skarpe. Og hvad gør man så? Ja, så lejer man naturligvis et buggyboard for at udfordre skæbnen og vise de lokale, at man så sandelig er en rigtig vandhund.

Men for mit vedkommende, og ikke mindst mine knæs, blev det nok en beslutning, jeg vil fortrænge for tid og evighed, da jeg efter blot to ture på de monstrøse bølger havde hamret mine knæ til blods og lå som en døende sæl i vandkanten og forsøgte at kæmpe mig op i sikkerhed. Igen og igen men jeg blev udsat for bagholdsangreb af den ene infame bølge efter den anden …

Da jeg endelige fik slæbt mig op i sikkerhed, lå drengene bare og vinkede til mig ude i horisonten. "Hold kæft, hvor er det bare fedt", kunne jeg høre de gjaldede. Den vilde ungdom. Ak ja!

Jeg luskede slukøret og lettere intimideret tilbage på hotelværelset, hvor et koldt bad fuldendte den perfekte dag som strandløve.

Dagen derpå skulle vi videre til Guatemala med stop i San Salvador. Med tonserhovedpine og vaklende ben formåede jeg at stige på bussen, der var totalt mørkelagt bag dystre gardiner, så vi var sikrede imod ethvert indtryk langs ruten til grænseovergangen.