Simon Staun
PR-foto

Costa Rigeligt

Godt nok har den centralamerikanske perle en sublim natur, men dets befolkning ved så sandelig også, hvordan man skal udnytte turisternes trang til jungle og sjældne dyrearter. Da det var  undertegnedes første rigtige tur udi turismens faldgruber på Costa Ricansk, studsede jeg ikke videre over at skulle betale 25 dollar for en halvdagstur, men efter andre mindst lige så imponerende ture i nabolandene til under halv pris, må jeg erkende, at det grænsede til optrækkeri.

Jeg fik dog retfærdigvis fuld valuta for pengene, da den aktive vulkan Arenal, ved byen La Fortuna, gav mig et par ordentlige tordendrøn og en efterfølgende solid ladning magma, der blandede sig hastigt med de tunge regnskyer. Jeg så også sporadiske glimt af de mørkerøde, glitrende lavastrømme, der bugtede sig ned ad den ulmende kæmpes grå og forunderligt betagende
overflade.

På trods af det overskyede vejr fik jeg at vide, at jeg var usædvanligt heldig. På denne tid af året går der ofte flere uger imellem et clear shot til toppen. Så med det in mente skød jeg løs, så jeg sikrede sjældne beviser på aktiviteten.

Alle turisters frygt

Efter at have trekket yderligere to timer med en ulidelig guide, der konstant prøvede at snakke med alle de fantastiske dyr, som åbenbart havde valgt at gemme sig virkelig, virkelig godt, blev jeg lidt træt af kaldelyde og primalskrig. Den dyreglade mand forsøgte forgæves at tale med alt fra aber til kødædende planter. Kun førstnævnte gav ham en lille smule respons. Vi kiggede bare underligt på ham og tænkte vores. Desuden var hans engelskkundskaber helt i bund: "De number dis pant is miteteer!"

Ja, det siger jo næsten sig selv, at han fortæller navnet på denne plante er kødædende ikke! Og med utallige af disse uundværlige facts for skabsbiologer som mig, kan jeg jo kun anbefale guiden, der kontaktes nemmest ved at stamme som en brunstig stueplante og mumle uforståelige engelske gloser.

Heldigvis slap selskabet snart for ham, da vi sluttede turen af med tre timer i nogle af områdets utallige varme kilder. Fra 37 til 67 grader varme var der noget for enhver smag og følsomhed. Jeg valgte at starte ud på halvvejen, så maveskindet ikke blev brændt af fra første dukkert.

Derefter fandt mandfolkene i gruppen hurtigt en plads i badebaren, hvor man kunne sidde en hel aften uden at gå på toilettet. Man skulle bare lade det sive lige så stille og krydse fingre for, at de mange Pina Coladas ikke havde påvirket farven alt for meget.

Vi henholdsvis svømmede, dykkede og flød med strømmen rundt i de mere eller mindre kogeklare, "bakteriefrie" gryder. To andre danske vikinger kom som de eneste helt under overfladen på den varmeste kilde på 67 grader. Jens, 100 procent nordjyde, synes godt nok, det kriblede lidt i bolsjeposen, men haletudserne når jo altså også sjældent kogepunktet, selv om man er fra Himmerlands barske virkelighed.

Oppe under skyerne

Dagen derpå drog jeg videre over den spejlklare, kunstige sø med samme navn som vulkanen for at komme til Monteverde, der er kendt for sine Cloudforrests, der vel bedst oversættes med skyskove, selv om det lyder som noget fra en kogebog fra 1950'erne.

Her tog jeg på et sky-trek, hvilket vil sige, at man vandrer rundt på hængebroer højt over trætoppene, der ofte når 40 meter. Det lyder måske lidt småkedeligt, men det skulle jo være så godt at se det hele lidt fra oven ikke? Og det blev bestemt en mindeværdig formiddag, selv om jeg heller ikke denne gang så antydningen af dyr, der kunne dræbe andet end sommerfugle og
snudebiller.

Men planterne stod umådeligt flotte i det klare lys, der velsignede os fra morgenstunden. Så hvis nogen interesserer sig for skovens mindste dyr, læs myrer, biller og myg, så er dette muligheden for at opleve dem i deres foretrukne habitat.

Man burde måske omdøbe turen til "Insektsafari", hvilket med garanti ville trække mange turister til. Især asiaterne ville sikkert sluge sådan en tur i en mundfuld? De enorme træer vakte dog betydelig glæde i mit tømrerhjerte, da vi jeg tidligere har måttet tage til takke med tændstiksgranerne i Rold Skov.

Til mit held var der heller ikke mange andre besøgende, så selv uden de mange glubske bæster, brochurerne lovede, blev oplevelsen ganske frodig endda.

Costa Rica har meget at byde på, og for en typisk dansk turist snakker vi bestemt ikke svimlende beløb. Men når man er født med krejlerblod i årene, piner det altid én at betale for meget for noget. Så skal du alligevel til disse breddegrader, så overvej lige muligheden for især Nicaragua, der er kommet sig over borgerkrigens hærgen og nu forsøger at kapre kunder fra naboens butik med end mindre priskrig.