Fra Odense Banegård tager det kun halvanden time til Kastrup. Eller omtrent lige så lang tid, som det tager at svæve fra de skandinaviske forårsluner ned til Østeuropas spæde sommersol.
Da jeg kun skulle have tre overnatninger, tillod jeg mig imod
min nordjyske natur at indlogere mig på et hotel blot 250 meter fra
Donaus bred. Der var tre stjerner på facaden til en pris langt
under den danske.
Inklusive en morgenbuffet, hvis kvalitet til gengæld også var
langt under.
Men, hvad gør man, når en by dobbelt så stor som København med fem gange så meget historie skal sluges på blot tre dage? Man spænder vandreskoene eftertrykkeligt fast og begiver sig ud af de pompøse boulevarder, smyger sig langs facaderne på de enorme palæer og forstrækker nakken i forsøget på at konsumere de betagende kirketårne.
Kagehimlen
På grund af de tre oprindelige bydele: Buda, Òbuda og Pests vidt forskellige historie, kan man se eksempler på stort set alle arkitektoniske stilarter lige fra renæssance og barok til klassicisme og jugendstil. Heldigvis inden for relativ kort afstand. For bor man i centrum, så er der stort set ikke nogen seværdigheder, som ikke kan nås inden for en halv time på gåben.
Derfor er det heller ikke nødvendigt med en tjekliste. Man drejer blot hovedet og tænker: Hov, det der ser da spændende ud. Lad mig komme derover. Og så kan man så gentage den manøvre, indtil trædepuderne værker, eller oplevelsesbarometeret er fyldt tilstrækkeligt for denne dag.
Derefter kan man så i stedet kaste sig over de fremragende konditorier, som byen er så kendt for. Flere af stederne er hundreder af år gamle. Mest berømt er grangiveligt Gerbaud på Vörösmarty tér, der allerede under Anden Verdenskrig havde etableret et så godt et renommé, at tyskerne sparede deres bomber og i stedet nød de sublime kager.
Man kan retfærdigvis også nyde andet end kager, da konditoriet fra 1858 har dekorerede stuklofter, lysekroner og paneludskæringer, der går fint i spænd med de overdådige kager, der ville få enhver vægtvogter til at bryde sammen i kampen mod overmagten. Inde bag de blankpolerede glas ser kagerne ganske enkelt også så fristende ud, at selv en diabetiker må give sig hen i en ukontrolleret kage-rus.
Finurlig borg
Virker maven for tung, kan man så traske ud af Andrássy út, der blev opført som en pendant til Champs Elysees i Paris og Ringstrasse i Wien. Og en ganske værdig én. Til trods for de mange fallerede bygninger langs turen, bemærker man efter kort tid, at der arbejdes meget ihærdigt på at genskabe fordums pragt.
To en halv kilometer væk fra centrum ender man ved Heltenes Plads, hvor man kan studere ærkeenglen Gabriel skue ud over turisthavet fra sin søjle oppe under skyerne. Når man så forgæves har forsøgt at udtale navnene på Ungarns konge- og heltestatuer, kan man gå videre til det seværdige kunstmuseum til venstre eller fortsætte lige ud til byparken med den iøjenfaldende Vajdahunyad-borg.
Borgen blev bygget i anledning af Budapests 1000 års fødselsdag og skulle vise arkitekturens udvikling i landet. Derfor blev der brugt detaljer fra ikke mindre end 21 historiske bygninger, hvilket gør, at den sammen med den omkringliggende sø bestemt er en eftermiddag værd.
Ægte gullasch
Om aftenen kan man så kaste sig ud i de mange tilbud om klassiske koncerter, sejlture på Donau eller blot spise sig endnu en pukkel til, hvilket jeg besluttede mig enstemmigt for.
På restauranten Lugas for foden af den bjergtagende St. Stefans Basilika serverer de for en billig penge sublim gullasch, der meget passende kan skylles ned med rigelige mængder lokal øl eller blommebrændevin.
Er der stadigvæk energi på batterierne, er der kun ét at gøre. Man må kæmpe sig ned og nyde solnedgangen fra den romantiske kædebro, hvor fra man kan nyde synet af såvel borgen på Buda-bakkerne, Fiskerbastionen og Mat- thiaskirken på Buda-siden eller gå ud på midten og betragte Pestsiden med parlamentet, der minder ret meget om det britiske og blot ligger to hop på tungen fra Donau.
At trippe over Kædebroen, mens de mørkeblå skyer danser over borgen i det fjerne, og Donaus bølger skvulper for ens fødder, det er ganske enkelt mange flere gange buda end pest.