Simon Staun
PR-foto

Solgt i verdens største basar

Endnu et land, endnu en by og endnu et marked. Sådan har jeg haft det i lang tid som turist, hvor man på arrangerede ture ofte tvinges til at se endeløse rækker af fiskehandlere, krydderisælgere og frugtboder med fremmedartede delikatesser. Jeg hader det. Det er i store træk altid det samme, selv om der naturligvis er forskel på vareudvalget afhængigt af, hvilket land og verdensdel man befinder sig i.

Men standpunkter kan som bekendt forandre sig, og det gjorde mit med hensyn til markeder og basarer, da jeg lettere modvilligt lod min kone slæbe mig med ind i den 500 år gamle Kapali Carsi, Istanbuls største basar med 3000 forretninger, hvor man kan købe smukt udskårne backgammon- og skakspil, vandpiber, smykker i både ægte og uægte guld, finurlige lamper, mavedanserkostumer til alle aldre og turkish delight for enhver smag.

Mindst 3000 butikker lyder som enhver mands mareridt i vågen tilstand, og jeg er heller ikke just entusiastisk, da vi bevæger os fra solskinnet og ind under hvælvingernes skygge.

Der er ikke voldsomt mange turister, men vi får alligevel lov at vandre nogenlunde uforstyrret rundt. Naturligvis får vi en lang række mere eller mindre monotone salgstaler i forbifarten, men der er ingen, der hiver fat i os eller på anden måde er ubehagelige eller overskrider intimsfæren. Det gør det efter kort tid yderst interessant at gå på opdagelse i de tilsyneladende endeløse korridorer, gader, gange, passager, smøger og stier, der fletter sig ud og ind mellem hinanden.

Det ene øjeblik er man omgivet af smykkeforretninger, og det næste er man ved at nyse snuden af, fordi duften af krydderier hænger tungt i luften. Jeg bliver helt opstemt og ender med at begynde at prutte om prisen på turkish delight og safran. Altså den ægte safran, der er små rødlige stilke, og ikke den gullige gurkemeje, som mange intetanende turister køber sig fattige i.

Vi ender med et kompromis, som både sælger og køber er tilfreds med. Jeg får vakuumpakket udvalget af tyrkisk slik og to velduftende tevarianter i en grad, så jeg frygter, at smagen suges ud sammen med luften. Sælgeren lover dog, at det smager præcis lige så himmelsk, når vi pakker det op i Danmark. Hvilket han skulle få ret i.

Prutter til den bitre ende

Min gravide kone vil gerne kigge på mavedanser-kostumer, hvilket ikke helt huer mig, før hun understreger, at det er en souvenir til vores datter, hun jagter.

Så skal man pludselig have en holdning til, hvilken farve stof det skal være. Skal det være med slør? Skal der snabeltyrkersko med til sættet? Skal det være med perler eller små glinsende vedhæng?
Vi bruger en halv time på at vælge tøj. Imens sparer vi gas sammen til virkelig at kunne prutte igennem med den stakkels unge ekspedient, der ikke aner, at han har fået vækket en slumrende løve i mig.

Mit nordjyske handels-gen er vakt til live efter mange år i hi. Jeg giver mig ikke uden intens kamp, og da vi efter 20 minutters forhandlinger grundstøder, giver jeg mig ikke, selv om det er sølle 15-20 kroner, der skiller os ad. Ikke meget, når hele bunken af tøj inklusive elastiske graviditetsbukser til fruen og bomuldskjorter til mig selv koster 600 kroner.

Jeg kan se, at ekspedienten begynder at blive lidt stram i betrækket. Nabobutikkerne er efterhånden lukket ned, mens vi har forhandlet, og basaren skal snart ryddes og spærres af for natten.

- Okay, jeg har fyraften nu, så du får det til din pris. Aftale? spørger han endelig.

- Aftale, siger jeg og finder pengene frem, så han kan komme hjem.

Inden han smutter, når vi dog at snakke sammen om alt mellem himmel og jord. Hvor vi kommer fra, hvad vores datter hedder, hvor gammel hun er, og om vi nyder opholdet i Istanbul. Jeg konkluderer, at han vist fik trukket det længste strå med hensyn til den samlede pris, når alt kommer til alt.

Tid til ferie

Intense forhandlinger og forvirringen i de labyrintiske gange trætter. Heldigvis har vi fundet det perfekte sted at komme til hægterne. Det er på et lille lokalt spisested, der er placeret på et fortov tæt på vores hotel ikke langt fra basaren. Man kan mæske sig i alle de tyrkiske specialiteter som køfte, døner og sis kebab til rasende lave priser. 45 kroner for et kæmpe måltid med en iskold Efes-pilsner til er ikke til at stå for.

Det er Hussein og Ismet heller ikke. De to halvgamle mænd styrer biksen med rutineret hånd og brede smil. De har arbejdet sammen i 37 år. Syv år her i kvarteret, Sultanahmet, og 30 år på en restaurant i et andet kvarter.

- Jeg har arbejdet som tjener i 47 år efterhånden. Jeg arbejder 13 timer syv dage om ugen. Sådan har det altid været, fortæller Hussein uden at kny.

Jeg bliver helt udmattet på hans vegne og tænker, at det snart er på høje tid med noget ferie. Turen kunne sagtens gå til Istanbul, og mon ikke jeg igen havner midt i den kaotiske og forbløffende Carsi-basar.