Simon Staun
PR-foto

Teide maner fordomme i månegrus

Teneri-ferie! Vorherre bevares, det er noget for førtidspensionister og øldrikkende fabriksarbejdere, der ikke gider andet end at belejre en liggestol i en uge, mens de pelser bajere på akkord og ender som rødviolette krebsvæsener med talebesvær.

Sådan tænkte jeg, da jeg sammen med fruen købte billet til en uges virkelighedsflugt fra den danske vinter, der ikke engang kan kaldes for vinter. Den skulle i al sin modbydelige gråhed blot omtales som kvartalet "træls".

Under alle omstændigheder skulle vi bare væk. Vejrudsigten på Tenerife lovede 20 grader hele ugen, så personligt ville jeg have svømmet hele vejen i for stramme Spedoos. Beslutningen var lige så svær at træffe som valget mellem lunkent øllebrød og en kande svalende, frisklavet Sangria.

Jeg havde i al iveren ikke undersøgt, hvad man kunne forvente at opleve på den største af de Canariske Øer andet end, hvor den nærmeste tilgængelige pool var placeret. Så efter tre dage fuldstændig uden andre stimuli end Stieg Larsson-trilogien og et tyndslidt sæt spillekort besluttede vi os for at leje en bil og drage ud på verdens tredjestørste vulkanø for at se, om der skulle gemme sig nogle gedigne oplevelser for temmelig godt forvænte rejsende.

Landet på Mars

Allerede under opkørslen fra Costa Adeje på sydkysten til den centrale vulkan Teide, der faktisk er Spaniens højeste bjerg, gennem farvestrålende nåleskove fik jeg en fornemmelse af, at noget stort var i vente. Lyset faldt på den helt rigtige måde.

Luften føles som små portioner af ren oxygen i lungerne og ingen turistbusser er inden for synsvidde.
Flere gange standser Seat'en tilsyneladende af bar benovelse over udsigten til flødeskumsskyerne, der indhyller trætoppene i et fascinerende, appetitligt drømmeskær.

Flere af træerne er høje som seksetagersbygninger og producerer grankogler større end håndbolde til kykloper. Heldigvis er de ikke så bastante som den fjerne slægtning kokosnøden. Ellers ville end ikke en pansret cykelhjelm kunne afbøde dommedagsslaget, når de fra 40 meter drøner mod skovbunden og efterlader små kratere, som var det harpiksindsmurte meteorer.

Således forundret over naturens vidundere fortsætter opstigningen en halv times tid, inden landskabet med ét skifter karakter og ændrer sig fra et højlandslandskab med spredte nåleskove til et mars- eller månelandskab, der virker magnetisk dragende.

Lavasten i millioner af skræmmende former gløder i middagssolen, mens jeg prøver at forestille mig, at jeg bilen er transformeret til et rumfartøj netop landet på Mars, eller at vi befinder os helt alene på sættet til en science fiction-film med Stanley Kubrick som manuskriptforfatter.

Min kæreste, der normalt kun kan rose et landskab, hvis det minder temmelig meget om Norge, er også tæt på at være mundlam. Vi stopper endnu en gang og betragter enorme særegne stenskulpturer, der i brune og rødlige nuancer rejser sig som efterladte mindesmærker fra en fjern fortid eller geologisk udformede signaturer fra andre solsystemers turister. Var der i samme øjeblik landet en UFO i det glødende grus, ville mine afbrændte øjenbryn knap bevæge sig af forundring.

Verdensberømt klippe

Drejer man sig blot 90 grader, kræver det overskud at kapere den forbløffende udsigt op mod Teides tinde i 3718 meters høj de. Selv fra mange kilometers afstand kan man ane sneen, der lyser op som den mest fornemme juvel i en kongekrone.

Man kan tage med kabelbane helt op til 3500 meters højde, men en medfødt højdeskræk forpurrer umiddelbart den oplagte idé. I stedet drejer vi ind til Los Roques de Garcia, en stribe klippeformationer, der med årtusinders erosion som mejsel er blevet formet til vidunderligt skæve og aparte strukturer, hvoraf El Roque Cinchado uden sammenligning er den mest berømte.

Vidunderet burde være en umulighed med så mange ton svævende oven på en skrøbelig sokkel. Dens farver ændrer sig konstant, efterhånden som dansende skyer passerer, og Solen fortsætter sin bane over den mørkeblå himmel. Ikke underligt er klippen kaldet den mest fotograferede på hele planeten. Selv skyder jeg løs som en krybskytte på en australsk fårefarm.

Således forundret og hypnotiseret af Teide og dens omgivende storhed konkluderer jeg, at Tenerife langt fra udelukkende er højborg for kulørte drinks og afdankede discountturister. Den er hjemsted for et af de flotteste landskaber, jeg til dato har konsumeret. Undskyld, Tenerife.

Undskyld til de hundredtusinder af turister, der har rost øen og blot høstet hån forankret i mit fordomsfulde, hierakiske syn på feriedestinationer.