Simon Staun
PR-foto

Siesta med sjældent sceneri

Når man ikke er vant til den brutale spanske middagshede, er gode råd dyre på endagstur i Alicante, hvor man ikke har en lejlighed eller et hotelværelse at søge ly i. Tanken om kølige fangekældre oppe i Santa Bárbara-borgen tiltaler os derfor, da indgangen til elevatoren derop ligger et svedstænk nede ad den centrale gade Calle Jovellanos.
Mange ting er dyre i Alicante.

Liggestolene på stranden koster det hvide ud af øjnene at leje. Frokost på de smarte restauranter på byens rambla er rasende dyr, og underjordisk parkering trækker også tænder ud.

Men da den flinke dame ved indgangen til den lange, futuristiske tunnel ind til elevatoren fortæller os, at vi blot skal betale fem euro, har vi svært ved at tro hende. Da hun fortæller, at det er prisen for begge voksne, er vi tilbøjelige til at tro, at enten hun eller vi har fået solstik. Men sølle 2,5 euro er altså prisen for en kombineret elevatortur på 150 meter og indgangsbillet til en borg, som maurerne begyndte at opføre for 1300 år siden.

Det føles ret bizart at bevæge sig ned gennem den blanke tunnel, der står i skærende kontrast til den støvede borg oven over os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan soldater i mere end et årtusind har kæmpet deres vej op med tunge våben og rustninger, mens vi bevæbnet med sodavandsis, solcreme og solbriller napper hele turen op på sølle 20 sekunder.

Vi kan se til Benidorm

Da vi stiger ud af elevatoren og går ud i det skarpe lys, kan vi i hvert fald hurtigt slå fast, at her ikke er køligere end på stranden. Ikke en vind rør sig. Solen hænger som en pendellampe med superkræfter direkte over os. Men udsigten fjerner hurtigt fokus fra varmen. Er du sunshine, vi kan se langt i det klare vejr. Jeg er overbevist om, at det er Beni­dorm, vi tydeligt kan se. Den ligger immervæk 45 kilometer mod nord.

Det giver ret god mening, hvorfor borgen indimellem har klaret tre århundreder i streg uden at blive indtaget. Man har kunnet se fjenden time- eller dagevis i forvejen både fra land- og søside og kunne tilmed stå i relativ sikkerhed på toppen af borgen og kaste, kyle, hælde og skyde alverdens ting ned over den udsatte fjende.

Det har været stort umuligt at forcere de stejle klipper, men noget man kan forcere relativt let i dag, er de små afsatser uden hegn eller rækværk øverst på borgen. Småbørn kan let hoppe op på dem, så hold for guds skyld øje med dem. På fæstningens øverste niveau er der slet ingen kant eller form for sikring, så der ryger man altså direkte ud over kanten, hvis man ikke er forsigtig og opmærksom. Der er 100 meter lodret ned, hvis det sker.

Udsigten fra toppen er så spektakulær, at vores femårige datter tier stille i næsten 10 sekunder. Vi nyder både stilheden og udsigten. Med 330 solskinsdage om året er det uheldigt at ramme en dag med mange skyer eller regn. Vi skal virkelig lede for at finde antydningen af en sky i hele horisonten. Det er blue sky all over, hvilket ikke er så stimulerende i længden.

Lær byen at kende

Langt mere interessant er det at rette blikket nedad. Det giver et fremragende overblik over byen og de mange snørklede gader og stræder. Man kan pege kirkerne og alle torvene ud, som man enten har besøgt eller skal gæste senere på dagen. Det er faktisk lettere at finde rundt i byen, hvis man først har fået et overblik ovenfra.

Vores datter får øje på byens tyrefægterarena mod nord, og når man stirrer ind i landet fra den bageste del af borgen, kan vi se en markbrand på bjergryggen 20-30 kilometer væk. På modsatte side af borgen er det lystbådehavnen med de ekstravagante yachter, det flydende legeland ud for stranden og det betagende skib, Santísima Trinidad, der engang var verdens bedst udrustede krigsskib, som kappes om opmærksomheden.

Da vi har suget sceneriet ind længe nok, trækker vi ned mod borgens hjerte og en række udstillinger indenfor, der ikke er særlig interessante. Især ikke, hvis man ikke læser spansk. Det virker lidt løjerligt, at man ikke som minimum har teksterne til at stå på engelsk. Der er dog herligt svalt i det gamle infirmeri, så lidt får vi da ud af afstikkeren.

Fangehullerne har ikke været rare at opholde sig i, hvis man var lænket fast. Og tilbragte flere år i dem. Men på en skoldhed julidag med 40 grader, er vi faktisk villige til at lade os lænke for en stund, hvis vi kan få kulden inde i det klamme dunkelmørke. Efter få minutter er vi dog kølet så meget ned, at vores datter kræver flere sodavandsis fra den lille café på borgens torv. De koster endnu mindre end billetten.

For at det ikke skal være løgn, kan man komme gratis op med elevator og ditto ind på borgen efter klokken 19.
Uanset om det er morgen, middag eller aften, får man ikke bedre muligheder for et interessant afbræk fra strande og tapas.