Simon Staun
Murcia

Til globryllup i Murcia

 
Man suser nærmest direkte fra motorvej A-30 og lige lukt ned i en parkeringskælder tæt ved Murcias ældste bro, Puente de los Peligros, der forbinder de to sider af Segura-floden.
 
Da min svigerfar og jeg træder op i det skarpe, næsten blændende lys, stirrer vi direkte ind i det laksefarvede rådhus. Rådhuspladsen er en lille park med springvand, bugnende blomsterbede og ranke palmer. Umanerligt velfriseret og velholdt. Det tegner lovende, og da vi går videre gennem den første passage til højre for rådhuset, ender vi direkte foran den storslåede katedral, der er vores primære mål med besøget.
 
Inden vi igen træder ind i halvmørket, skal vi dog lige have den obligatoriske eftermiddagskaffe. Caféerne på den intime plads er velbesøgte og velassorterede, men vi vælger Chocolateria Valor på grund af den fornemme, gammeldags facade og glimtet af autentiske kaffemøller bag cafégardinerne.
 
Selv om vi befinder os i Spanien, skriger tiramisuen på at blive valgt i kagemontren. Det er et godt valg, og snart skal det vise sig at være en klog beslutning at holde en kaffepause allerede efter et kvarter i Murcia.
 
Sablerne blev trukket
 
I Danmark er de store bryllupsmåneder juni og august. I Sydspanien må det være april, der er højsæson. På mindre end tre timer spotter vi mindst seks brudepar på Plaza Cardenal Belluga foran domkirken, hvor fotografer og sågar tv-hold foreviger de nygifte.
 
Brudeparrene bemærker stort set ikke, at turisterne også sikrer sig et par gode ferieminder. Men hvis det er et problem med opmærksomhed, burde de nok også havde valgt et andet sted end de mest besøgte kvadratmeter i hele regionen.
 
Det helt store scoop er et overdådigt bryllup mellem en lokal politimand og hans modelsmukke brud. Fra vores cafebord fyldt med espresso og tiramisu kan vi se, hvordan balkjoleklædte veninder og mandlige venner i stive jakkesæt gør klar til at lave espalier med skinnende sabler.
 
De ruller også røde løbere ud og gør fade med hvide, lyserøde og røde rosenblade klar, så gæsterne kan kaste dem ud over brudeparret. Unægteligt både smukkere og mere praktisk end de danske ris, som tilmed skulle slå uskyldige fugle ihjel.
 
Det er som at overvære en storslået scene i en romantisk, spansk film. Små drenge i politiuniformer holder lige så små piger i maritime kjoler i hænderne, hvilket får bedstemødre til at hvine begejstret og mødrene til stolt at valse rundt på pladsen, mens familierne fotograferes i hold.
 
På nogle rejser venter man dagevis på et godt motiv. I Murcia er de der i overflod, så man næsten bliver rundtosset.
 
Hvis man er mere til bygninger end mennesker, kan man bruge timer på at studere Palacio Episcopal og andre af de spektakulære bygninger, der ligner 3D-barokmalerier med alle deres uforlignelige detaljer. Eller besøge den berømte katedral, som vi faktisk også finder tid til.
 
Rumænerne overalt
 
I Danmark er der en vittighed, der handler om, at man aldrig må give et kinesisk fodboldhold et hjørne. Så åbner de bare en grillbar.
 
I Spanien må de have en tilsvarende vits om rumænere. For i midtbyen langs gågader og de mest eksklusive strøg gemmer der sig en harmonikaspiller, saxofonist eller violinist på hvert hjørne, og man lægger hurtigt mærke til, at musikanterne ikke er lokale.
 
Jeg falder i snak, hvis man kan kalde ordudvekslingen på gebrokkent engelsk spædet op med enkelte spanske gloser det, med en musikant i en smøge ved Calle Traperia i den gamle bydel.
 
Han fortæller, det er et godt sted optræde - ikke kun på grund af den store mængde forbipasserende, men fordi hans melodier tager sig bedre ud med den smukke akustik. Under aften har en anden rumænsk harmonikaspiller overtaget hans plads. Han må være under oplæring, da hans fingres dans på tangenterne skaber en melodi af yderst svingede kvalitet.
 
Musikanterne med den allerbedste placering klos op ad byens berømte katedral er decideret tonedøve. Jeg mistænker dem for at benytte den klassiske umusikalske strategi, der går ud på at spille så kattepine-jammerligt, at folk gladeligt betaler et par euro for at få madro.
 
Jeg har allerede givet mine småpenge til smøgemusikanten, der kunne nævne flere danske landsholdsspillere og var fan af "galningen Gravesen". Den slags er jo ikke til at stå for. Og i hvert fald et bedre grundlag for drikkepenge end talentløst trompetblæseri.
 
Jeg vil dog gerne blæse en lille fanfare for Murcia, der indbyggermæssigt er dobbelt så stor som Odense, men attraktionsmæssigt mange gange større.