De bedste ting i livet sker ofte på baggrund af tilfældigheder. Således også denne oplevelse i det sydøstlige Spanien, som endte med at blive én af de mest mindeværdige under en måneds-ophold på barsel.
Jeg skulle aldrig have set bjergbyen Guadaleste 25 kilometer fra kysten mellem Alicante og Benidorm. Målet var egentlig Benidorm, men på grund af vejrudsigtens trusler om overskyet vejr og risiko for regn, droppede jeg strandplanerne og svingede i stedet til venstre ind i landet, efter jeg havde afleveret noget familie i Alicante lufthavn ukristelig tidligt.
Jeg møder ikke én eneste modkørende, da jeg forlader motorvejen lidt før klokken seks. Da jeg efter en rutsjebanetur med hårnålekurver og kraftige stigninger når frem til Guadaleste, ligner den en spøgelsesby med sine lukkede skodder og klinisk mennesketomme gader.
Som kulisser i en Disney-film
Jeg tænker, der må være nogle mennesker oppe i det "rigtige" Guadaleste, som er en lillebitte by placeret på en bakketop, man kun kan entrere gennem en åbning hugget ind gennem en klippeside. Jeg kan høre mine fodtrins ekko i den smalle, brostensbelagte gade. Det er den eneste lyd overhovedet. Der er komplet vindstille, og gadelamperne indhyller husene i et eventyragtigt skær, som var det kulisserne til en Disney-film, jeg gik rundt i.
Jeg ender på et lille torv, hvor landskabet åbner sig op til højre. Det er sjældent, jeg bliver paf. Men synet af byens koboltblå sø et par hundrede meter under mig og de bagvedliggende bjerge er - ja - bjergtagende for at sige det mildt.
Jeg sætter mig til rette på en lang, kølig marmorbænk og betragter panoramaudsigten, der er i særklasse. Jeg kan se, der er godt stykke tid til, at solen kæmper sig op over bjergkammen i øst, men undrer mig alligevel over, at jeg stadig er mutters alene.
En time senere har jeg ikke hørt så meget som en kat mjave omkring torvet. Jeg kan ane hundebjæffen i det fjerne, biers sagte summen mellem blomsterne på klipperne og morgenfrisk fuglekvidder langt væk. Jeg taler sagte til mig selv for at kontrollere, at min hørelse fungerer optimalt. Det gør den. Her er bare uvirkeligt stille.
Solen er nu millimeter fra liste hen over bjergryggen, og fortropperne af varme stråler har allerede indhyllet byen i et betagende, blødt lys. Samtlige døre og vinduer er stadig lukkede. Byens store parkeringsplads neden for bjerget er totalt tom. Jeg har nu gået rundt i snart to timer på torvet og ved de forskellige udsigtspunkter, hvorfra man kan studere finurlige klippeformationer uden at se tegn på liv.
Solen slæber sig søvnigt op over bjergene og tager bid for bid for sig af dalen og søen. Jeg sluger det hele råt og fryder mig over, at jeg ikke skal dele med nogen som helst.
Først en time efter det formidable solopgangs-show dukker der et menneske op. Jeg når lige at tænke, at jeg heldigvis ikke er helt alene i verden, da den lokale gadefejer sparker til en plastikspand på de glatte fliser, så det skramler fælt. Den fiser hen over torvet, som han går rundt om flere gange for at sikre, at der ikke gemmer sig så meget som fligen af et tabt stykke ispapir.
Et godt sted af dø
En halv time senere begynder restauranterne så småt at åbne op og sætte borde og stole ud på de ujævne fliser. Jeg bestiller en sandwich på Café Levante og får den straks serveret af den imødekommende, kvindelige ejer, der ser helt overrasket ud over, at der er kunder så tidligt.
Min "bocadillos"-sandwich består af brød så hvidt som nyfalden sne. Den er lige så tør i munden som en håndfuld croutoner. Men chorizoen er heldigvis saftig og velsmagende, hvilket redder helhedsindtrykket.
Jeg skyller efter med en "bonbon", der består af espresso og en flødeagtig sødmælk. Så er jeg klar til at indtage kirkegården og resterne af byens gamle borg øverst på klippesiden.
Byens museum er eneste mulighed for at komme derop, og den søde dame i receptionen lader mig komme ind, selv om jeg mangler en euro. Der er nemlig ingen steder at hæve kontanter i den ældste del af Guadaleste, så hun får ondt af mig, da jeg skulle have gået hele vejen ned til midtbyen for at hæve en sølle euro. Og gå tilbage igen.
Selv om museet er ganske hyggeligt og sælsomt, iler jeg direkte op til borgen, hvor der heller ikke er et øje. Der er nu blevet 10-12 grader varmere på blot en time, og sveden pibler frem, efterhånden som jeg når enden af metaltrinnene. Udsigten er helt som forventet til at dø for.
Kirkegården må lige som selve byen være en af de smukkest beliggende, jeg nogensinde har set. Jeg misunder ingen døden, men skulle man begraves et sted, var det her bestemt ikke et dårligt valg.