Hvis man tror, det er svært at komme ind på Louvre i Paris eller Vatikanmuseet i Rom, er det, fordi man ikke har forsøgt at komme ind i Nasrid, hjertet af maurernes "røde slot" Alhambra. I midten af april brugte jeg fire dage på at skaffe mig adgang til hele komplekset og ikke blot de smukke haver, sommerpaladset og fortet Alcazaba, som man næsten altid kan sikre sig adgang til.
Først forsøgte jeg på den officielle hjemmeside, der gik ned gentagne gange. Eller linkede forkert og fejlmeldte. Jeg ringede til en servicelinje og ventede så lang tid, at jeg kunne have lært spansk til husbehov imens. En venlig, mekanisk dame fortalte mig, at det meget snart blev min tur. Men efter to kopper kaffe lyttede jeg stadig til ulidelig ventemusik og endte med at smide på.
De lokale turarrangører melder alt udsolgt den næste måned og har ikke engang ventelister, man kan blive skrevet på. Jeg begynder efterhånden at blive en smule nervøs, da jeg bor i en feriebolig 400 kilometer fra Granada.
De lokale La Caixa-banker reklamerer med, at man kan købe billetter i deres hæveautomater, så jeg fiser rundt hos de lokale afdelinger, hvor man dog kun kan købe biografbilletter til synkroniserede film.
Jeg tager chancen og kører til Granada. Living "la vida loca", som Ricky Martin synger. Da jeg ankommer til hotellet, får jeg receptionisten til at gøre et forsøg på Alhambras hjemmeside under den spanske del.
Igen uden held.
Hun fortæller mig, at der ikke andet er andet at gøre end at stille vækkeuret og stå tidligt op for at få en god plads i køen. Hver dag sælges der nemlig 1000 billetter "i døren", og de ryger hurtigt. Det er sidste skud i bøssen.
Forventningens glæde
Klokken seks ringer uret, og i en totalt mennesketom og stille by med dug på fliserne vandrer jeg på et kvarter op til indgangen, hvor der allerede står 20 i kø. Billetsalget åbner klokken otte, og på blot en time er køen vokset til en flere hundrede meter lang slange, der lyder som et babelstårn med et utal af sprog. Alene inden for de nærmeste kvadratmeter tæller jeg mindst 10-12 nationaliteter, der alle forgæves har forsøgt at bestille billetter på nettet.
Efter knap to timer i kø får jeg endelig min billet, der først gælder til Nasrid-paladset to en halv time senere. Mere kø. Men pyt, det er blot mere tid til at nyde forventningens glæde i. Jeg beslutter mig for at vandre op til forsvarsværket Alcazaba, hvorfra udsigten ved solopgang er fænomenal. Hvis forsvarsværket ikke engang er Alhambras fornemste attraktion, må der gemme sig noget helt ekstraordinært i Nasrid-komplekset, konkluder jeg.
Derfor stiller jeg mig i kø som den første til de halvtimes "sluser", man lukkes ind i. Jeg kigger på mit ur hvert andet minut, og langt om længe nikker vagten mig gennem indgangen ind til Alhambras hjerte. Jeg spurter af sted for at komme ind og sikre mig en snert af magien, inden alle dem bag mig i køen indhenter mig.
Men ak, glæden bliver kort. Allerede efter første hjørne står det lysende klart, at jeg har gjort regning uden vært. Grupperne lukkes ind et andet sted, så jeg kolliderer næsten med 40 japanere med tilbagelænede nakker. De ænser mig ikke, men hvis de er bosat i Tokyo, er de jo også vant til at klumpe sig sammen. Efter to minutter er resten af køen bag mig sevet ind. Der er mennesker overalt. Heldigvis er jeg højere end de fleste asiater og skoleelever, der til gengæld kigger mig lige ind i brystet.
I den situation er der to muligheder. Den ene er at blive irriteret over, hvad alle de andre gør her, når jeg nu vil have stedet for mig selv. Den anden er at trække vejret, tælle til 10 og lade mig opsluge af stedets magi og uovertrufne detaljerigdom. Jeg vælger det sidste og glemmer hurtigt alle omkring mig. Jeg aner ikke engang, hvordan man beskriver alle mønstrene, reliefferne og udskæringerne, der overalt åbenbarer sig.
Indendørs solsystem
En guidebog beretter om "geometriske arabesk- og bladmotiver og indskriftsfriser i fuldendt udformet naskhi-skrift og flettet kufisk skrift". Det lyder flot og er endnu mere spektakulært at betragte. Flere sale har overdådigt udsmykkede kupler, hvoraf flere har mønstre med astronomiske referencer.
Giver man øjnene tid til at vænne sig til halvmørket, er det som at stirre op i en funklende stjernehimmel. I "De to søstres sal" kan man se beviset på, at maurerne var langt foran deres europæiske kolleger, når det kom til kortlægningen af kosmos. Syv planetlignende kugler kredser om en central cirkel, solen, der nu skinner på alle søjlerne udenfor og sender lange skygger langs de udsmykkede paneler.
Der er ikke mange steder i verden, der matcher Alhambras skønhed. Taj Mahal i Indien er ét af de få, jeg kan komme i tanke om. Og måske moskéerne i Istanbul. Hvis man skulle give attraktioner stjerner, ville Alhambra få et klokkeklart sekstal. Ud af seks, forstås.
De mange muslimske turister kan med rette være stolte af, hvad deres trosfæller udrettede for 600-700 år siden. Uanset, om man dyrker geometriske og matematiske figurer, blomster eller springvand, byder Alhambra på det hele. Hvis man skulle være så uheldig, at man ikke får billet på forhånd eller kommer tidligt nok op til køen, kan man næsten altid sikre sig en billet til sommerpaladset, Generalife, samt fortet Alcazaba. Alene de to seværdigheder havde faktisk været de 400 kilometers køretur værd.