Simon Staun
PR-foto

Gakket gensyn med Gaudí

Da jeg som knap konfirmeret besøgte Barcelona for første gang, var det lidt svært at forholde sig til den speedsnakkende busguides indviklede sætninger om neogotisk byggestil og catalansk modernisme. Lidt lettere var det under gensynet som 30-årig, hvor ordforrådet heldigvis er udvidet. Og interessen for arkitektur markant forøget.

Jeg havde taget kæresten under armen og besluttet mig for, at vi skulle se så meget af Gaudís arv som overhovedet muligt på tre dage. Hvilket kan blive til en hel del, selv om der naturligvis også skal være tid til Rambla-vandring, stranddovneri og tapasorgier.

Vi begyndte i det nordlige Barcelona, hvor vi efter at have forceret alt for mange trappetrin og heldigvis også en del rulletrapper ender oppe på bakken "El Carmel" i kvarteret Gràcia, hvor Gaudís storslåede idé om en gigantisk, farvestrålende og mytisk haveby åbenbarer sig i Park Güell.

Kirken er kronjuvel

Udsigten på en solskinsdag er formidabel og stilheden lindrende efter en hed, hektisk formiddag i centrum. Selv med et tykt lag os over sig synes Middelhavet at glimte som sølv i eftermiddagssolen.

Idéen om at bygge et lille paradis heroppe er både fascinerende og vanvittig. Kun to huse blev opført, og kirken, der skulle have været havens kronjuvel på højens top, blev aldrig færdiggjort.

Alligevel er der så mange sære former og figurer, at parken minder om en arkitekturens Legoland. Selv børn vil syntes, det er underholdende at fise rundt mellem søjlerne i "De hundrede søjlers sal", hvor der gemmer sig en vandsprøjtende salamander klædt i farverige kakkelstykker.

Det var den rige Eusebi Güell, industrimagnet, catalansk nationalist samt kunstinteresseret, der havde udset sig Gaudí til at berige Barcelona med sine unikke værker. Og han skal roses for at turde smide sine penge efter den fremsynede og enestående arkitekt.

Gaudí voksede op i en periode, hvor Catalonien var i gang med at genopdage sin glorværdige fortid. Da der samtidig var en økonomisk opblomstring, var der optimale betingelser for den kunstneriske fornyelse inden for arkitekturen, hvilket udmøntede sig i stilen, der blev kendt som "El modernisme".

De catalanske kunstnerne så i slutningen af det 19. århundrede den gotiske periode som en glansperiode, man måtte søge at genetablere, og det er derfor, begrebet renæssance eller genfødsel anvendes om perioden.

At anvende ordet genfødsel er måske lige stort nok om gensynet med Gaudís bygningsværker, men i hvert fald får man vendt sin begrebsverden på hovedet og får et helt andet forhold til originalitet og kreativitet.

Dødens gab

Én af Barcelonas mest fashionable og berømmede gader er Passeig de Gràcia, hvor der naturligvis er eftertrykkelige egenartede efterladenskaber af Gaudí.

De fleste turister i byen vil på et eller  andet tidspunkt komme til at bruge en halv formiddag i køen foran Casa Batlló, der med sine abstrakte former og knoglelignende terrasse er noget af det mest finurlige arkitektur, jeg personligt har set. Man kan kigge på facaden i timevis og dermed slå lidt af ventetiden ihjel på optimal vis. Og apropos slå ihjel minder flere af de små altanafsatser om gabene på dræberhajen i "Dødens gab". Måske en ung Spielberg også har travet sålerne tynde på Passeig de Gràcia?

En cappuccino længere oppe støder man ind i Casa Milà, en kolossal hjørnebygning, der er byens indbyggere blev døbt "La Pedrera" (stenbruddet). Datidens aviser bragte sågar karikaturtegninger af bygningen, der i slutningen af 1980'erne fik sin velfortjente anderkendelse, da den kom på UNESCO's prominente Verdensarvsliste sammen med de øvrige besøgte Gaudí-bygningsværker.

La Sagrada Familia

Rosinen i pølseenden, kransekagefiguren og hele byens kendetegn er La Sagrada Familia. Den ufuldendte kirke eller Den hellige familie direkte oversat. Ufattelige 43 år af sit liv brugte Gaudí på at skabe det mest besynderlige og vidunderlige Guds hus på denne jord.

Hans vision var 18 tårne, der skulle repræsentere de 12 apostle, de fire evangelister samt Jomfru Maria og Jesus. Arbejdet med den unikke kirke strækker sig over stort set hele Gaudís karriere, og da han døde i 1926, stod blot ét af kirkens planlagte 18 tårne færdigt, mens kun én af tre kirkefacader var afsluttet. Jesus-tårnet, der vil blive rejst i kirkens centrum, kommer til at måle i alt 170 meter. 61 meter højere end de eksisterende tårne på "blot" 109 meter.

Gaudí endte med at bosætte sig i kirken de sidste år af sit liv for at hellige sig projektet fuldt ud. Undervejs gik projektet i stå i flere omgange, men Gaudí tog de mange byggestop uden at gå i panik. Han havde i baghovedet, at mange af kirkerne i middelalderen blev bygget over flere århundreder og anså derfor La Sagrada Familia som et gotisk projekt i ordets oprindelige betydning, da de gotiske kirkeprojekter ofte har udviklet sig til sande evighedsbyggerier.

Gaudí erkendte med årene, at han ikke ville færdiggøre La Sagrada Familia og konstaterede: "Sankt Josef gør byggeriet færdigt". Selv om kirken er ufuldendt, er den stadig en fantastisk fuldendt oplevelse og et absolut must, hvis man alligevel er på opdagelsesrejse i Gaudís magiske og sagnomspundne verden.