Simon Staun
PR-foto

En uhyrlig smuk morgen

Der var ikke meget, der tydede på, at det skulle blive en glorværdig og mindeværdig morgenstund, da jeg blev vækket af amerikaneren i min underkøje klokken 04.00.

Det var ikke så meget det, at han ikke kunne finde stikkontakten eller sin køje, der irriterede mig. Det var mere det, at han snorkede så tordnende højt, at selv døve mennesker med ørepropper ville have fået hovedpine efter få omgange i samme lokale.

Personligt ville jeg hellere have delt køjeseng med et damplokomotiv end ham, så efter en halv time, hvor jeg desperat prøver at kaste mig tilbage i drømmeland, giver jeg op, og beslutter mig for en vandretur i de øde gader.

Måske kan den friske højlandsluft gøre mig så udmattet, at jeg dejser omkuld, når jeg igen vender tilbage til min seng. Jeg sniger mig ud af værelset på hostellet i den skotske flække Fort Augustus og bevæger mig som en ensom natteravn ud i de fuldstændig øde gader, hvor duggen stadig snuer tungt på asfalten. Jeg kunne jo gå ned og få lidt frisk luft ved bredden af Loch Ness, tænker jeg og pejler mig vej gennem tusmørket.

Da jeg nærmer mig den enorme søs spejlblanke vand, er de første solstråler begyndt at titte op over bakketoppene i det fjerne. Det ser ud, som om de har en blændende glorie på. Imponerende.

Jeg finder en perfekt sten og sætter mig til rette til min helt egen panoramaforestilling med start kl. 4.30. For en gangs skyld er der ikke nogen snak på de bageste rækker. Ingen gnasker popcorn eller knitrer med slikposer. Der er kun lyden af stilheden, der tysser sagte på de morgenfriske og legesyge fugle.

Små søuhyrer

I mere end 20 minutter sidder jeg nærmest fortryllet og nyder meditativt det spektakulære farveshow, mens jeg sender en venlig tanke til den fedladne amerikaner, der for en halv time siden på det nærmeste havde underskrevet sin egen dødsdom. Hvilket snorkemonster. Hmmm! Monster? Plaaaaaask!

- Hvad var det, tænker jeg, og vender mig med et ryk.

Lige tidsnok til at se en kaskade af vand blive skudt op i luften omtrent 50 meter ude i søen.

- Så passer det. Loch Ness-uhyret findes, jubler jeg, mens jeg febrilsk finindstiller kameraet og drømmer om millioner fra sladderbladene.

Lige før jeg knipser, bliver der helt stille. Meget længe, som Dirch Passer passende ville have udtrykt det.

Endelige sker det igen. Det kolde, klare vand sprøjter op som små gejsere. Denne gang flere steder. Op skyder antydningen af enorme fisk, der som projektiler flænser vandoverfladen og styrer mod de små insekter, der aldrig når at opdage, hvad der spiste dem.

Med lidt god vilje og en bedre fantasi kan en kæmpegedde godt transformere sig til et søuhyre - især hvis det kan trække turister fra hele verden til en stor sø i det nordvestlige Skotland.

Jeg er nu glad for, at der ikke kom noget galsindet uhyre og jog mig væk fra min efterhånden lune sten. For så havde jeg ikke fået mit bedste minde med mig hjem fra min første rejse til Skotland: den perfekte solopgang over Loch Ness.