280 kroner for en plasticbakke med to Happy Meals, en Big Mac og et Big Mac-meal. 280 kroner!
Jeg er ved at falde bagover, da jeg uden at have nærstuderet menukortet på McDonald's får regningen på det, der skulle være en let frokost. Den eksorbitante pris burde dog ikke komme som et chok. For Schweiz er hamrende dyr at feriere i. Uanset om man tanker bilen, maven eller indkøbsposen op.
Lugano, der også kaldes "Schweiz' Monte Carlo", er landets niendestørste by og ikke nær så kendt som Basel, Zürich, Genève, Lausanne eller hovedstaden Bern. Der bor blot 70.000 i Lugano eller 150.000, hvis man tæller forstæder med, men den både føles og ser større ud. Ikke mindst fra toppen af Monte Bré, én af byens ubetinget største attraktioner.
Bjerget er måske mere end bakke, men turen derop med kabelbanetog er vanvittig flot. Og langt hurtigere end at køre derop i bil. Eller cykle, hvis man er i absolut topform.
Spektakulær udsigt
Turen fra stationen op til toppen er på 1400 meter og tager ikke mere end 10 minutter. En returbillet koster 175 kroner for en voksen og det halve for et barn. Det brokker jeg mig højlydt over, lige indtil kabelbanetoget ankommer til endedestinationen, og vi træder ud til en forbløffende udsigt.
Udsigten fra den unikt beliggende restaurant for enden af en sti er en blanding af krystalklare norske fjorde, snedækkede schweiziske bjerge og den berømte brasilianske "sukkertop" i Rio de Janeiro.
Selv om der hænger en tynd dis over Lugano-søen og de omkringliggende bjerge, er her umådeligt smukt. Selv min seksårige datter, der normalt ikke kerer sig voldsomt om naturen, når der er udsigt til læskende is, udtrykker stor begejstring for scenariet fra terrassen på Restaurant Vetta.
Selv om en is koster 75 kroner og en kop kaffe en flad 50'er, har jeg lovet, at vi ser bort fra prisen for at kunne sidde ned og suge udsigten ind på tætteste hold. Desværre er samtlige borde optaget på Restaurant Vetta, så vi må i stedet gå op til Ristorante Osteria, hvor udsigten er næsten lige så god. Men hvor prisen på både mad og drikkevarer til gengæld er noget lavere.
Hamrende varmt
Jeg falder i snak med værtsparret, da de spørger, hvor vi kommer fra. Det viser sig, at de har en dansk kvinde ansat. Hun er dog på ferie ligesom os, så i stedet fortæller værtsparret om at arbejde med denne udsigt som kulisse.
- Vi har haft restauranten i syv år, og jeg kan med hånden på
hjertet sige, at jeg stadig er fuldstændig benovet over udsigten,
hver eneste dag jeg møder. Det må være verdens smukkeste kontor,
siger Salvatore Mangano.
Han beretter også, at Lugano er kåret til Europas
tredjemest romantiske by, hvilket ikke kun hænger sammen med Monte
Bré, men også de mange restauranter og butikker under søjlegangene
i centrum, som vi skal udforske senere.
Efter en kold øl til farmand og den lovede is til ungerne tager vi turen ned ad Monte Bré i de saunavarme vogne. Klimaet i Schweiz - ikke mindst i dette hjørne - betyder, at der er hamrende varmt om sommeren. På toppen af Monte Bré er der "blot" 34 grader og lidt vind, hvilket ikke gør det komplet ulideligt. I centrum er 38 grader og endnu mere mellem kontorbygninger og butikker med store glasfacader. Det er næsten for meget af det gode for mine døtre på to og seks år, der tigger om at få noget at drikke, da alt medbragt væske for længst er drukket.
Vand i dyre domme
Selv om jeg allerede har brændt nallerne på McDonald's, må jeg igen bide i den gyldne måge og stille mig i kø efter vand. 120 kroner for fire flasker vand. Det gør ondt helt ind i blindtarmen på en nordjyde.
Jeg forbarmer mig alligevel, da vi kommer forbi en gammeldags karrusel med flotte heste, farvestrålende motorcykler og racerbiler. Naturligvis en Ferrari-model. Her virker 25 kroner for en tur ikke som tyveri ved højlys dag. Og mine piger skal da ikke snydes for en tur med Ferrari, når vi nu er kørt hele vejen til Schweiz i en Kia Ceed.
Vi kunne have tilbragt flere dage i Lugano uden at spotte en fætter til vores sydkoreanske slæde. Alt, vi ser drøne forbi, er Porscher, Lamborghinier og indimellem en tarvelig Mercedes eller Audi, der i Danmark ville koste på den forkerte side af en million kroner.
Køretøjerne stemmer dog temmelig godt overens med udvalget af butikker tæt på det gamle torv, Piazza Riforma. Hele kvarteret er overstrøet med designtøj, schweiziske ure og smykker, som kræver et Visa-kort med rimelig meget elastik at få med ud af butikken.
Min svigerfar, der måske på grund af varmen har glemt, at
priserne er i schweizer-franc og ikke kroner, udbryder foran
Gucci-butikken: "3500 for en lædertaske er da ikke så galt. Det kan
man også komme af med i Danmark".
Alene ansigtsudtrykket, da jeg fortæller ham, at han skal gange
prisen med 7,15 var hele turen til Lugano værd.