Simon Staun
PR-foto

Et smørhul i Schweiz

Hvis man ikke er velbevandret i den schweiziske arkitekturs historie, kan det være svært at udpege de afgørende beviser for, at man ikke befinder sig i et af nabolandene, der i dette hjørne af landet betyder Tyskland eller Frankrig.

Står man tilfældigvis og luner halsen med en bette ting i en af de ofte velbesøgte udendørs barer, hvor der stort set serveres hele året rundt, kan man ligeledes hurtigt komme til at tvivle på, hvor man befinder sig, når bartenderen spørger på tysk til højre, svarer på fransk til venstre og for øvrigt lige tager en charmerende afstikker på italiensk, da en flok pyntede tøser kigger forbi.

Efter at have snakket på halvt engelsk, halvt tysk og kvart tegnsprog med flere lokale står det klart, at det er et typisk billede på, om ikke den demografiske sammensætning, så i hvert fald den sjældne sproglige alsidighed i dette neutralitetens moderland.

En alsidighed der med en tydelig eftersmag også gør sig gældende på byens spisesteder, hvor man kan smaske i sauerkraut det ene sted, dele en pizza hos naboen eller kaste sig over et veldækket ostebord hos genboen.

Basel har det hele. Men det koster ofte kassen. Så man kan godt slæbe den store tegnedreng med, hvis man vil foretage mange pitstop undervejs hos de mange lokkende kaffe- og kagetraktører.

Sporvognene regerer

Basel er ikke nogen svær by at finde rundt i, så det er yderst fristende bare at gå fra seværdighed til seværdighed. Et ekstra incitament til denne afslappende sightseeingform er fraværet af privatbiler i centrum. Man risikerer ikke liv og lemmer i trafikken i samme omfang som i mange andre mellemstore byer.

Her er det sporvognene, der regerer. De rolige, grønne kæmper er tilmed præcise, rummelige og smyger sig ubesværet gennem de snørklede gader på begge sider af Rhinen.

Der er dog området omkring det middelalderlige rådhus fra 1300-tallet, placeret ved byens markedsplads, der i weekenderne er proppet med handlende og sælgere, der byder på de fleste attraktioner.

Især når klassiske musikere serverer smukke toner fra celloer og fløjte, flyver tankerne let af sted. Uden at bemærke det havner man let et par hundrede meter derfra ved katedralen, Basler Münster.

Den imposante bygnings første sten blev lagt allerede i 1019. Selv om det ene tårn i disse dage får en tiltrængt makeover, så er det svært ikke at lade sig dupere af de romantiske og gotiske udskejelser og spekulere på, hvor langt ned ad Rhinen man kan skue fra tårnene, der desværre er midlertidigt lukkede for de ikke-gejstlige og ikke-restaureringskyndige.

Kultur i overflod

Museerne derimod har ikke lukket for nysgerrige og kunstkendere. De byder på lige så mange, hvis ikke flere indtryk, end de historiske milepæle.

Basel er den by i Schweiz med flest museer i forhold til indbyggertallet, så hvis ikke vejret arter sig til byvandring, kan man tøffe lige så mange kilometer rundt og lade sig imponere af eksempelvis Kandinskys modernistiske underværker på Kunstmuseum Basel eller lade sig forføre på tidens erotiske udstilling på Fondation Beyeler.

For en gangs skyld sætter fantasien ingen grænser. Og lader man sig guide ud fra den overbevisning, er det nærliggende at frekventere hver eneste luksuriøse bar i hele byen for at se, om man skulle være så heldig at støde ind i serveesset Roger Federer, der trådte sine første tennissko i netop denne charmerende kanton.