Simon Staun
PR-foto

Se et land fra bjergets top

Som medlem af De Berejstes Klub har jeg tit deltaget i højlydte diskussioner om, hvornår man reelt har besøgt et land. Nogle mener, at man skal have overnattet i det, andre mener, man skal have tilbragt mindst 24 timer i landet. Eller begge dele.

Jeg har altid ment, det var en tåbelig diskussion, da der findes en hel håndfuld lande i verden, hvor man faktisk kan nå at se alt på én dag. Altså samtlige monumenter, regeringsbygninger, kirker, fæstninger, borge og tårne. Sådan et land er republikken San Marino, hvis hjerte banker i Titano-bjerget, der i århundreder gjorde landet uindtageligt.

Landet har i min optik aldrig rigtig været synonym med andet end et fodboldhold, som man skulle vinde med mindst fem mål over i kvalifikationskampe til EM eller VM. Jeg har kunnet placere det geografisk tæt på den italienske nordøstkyst, men har derudover ikke nok viden til at kunne besvare et enkelt oste-spørgsmål i Trivial Pursuit. Hvilket er både pinligt og en skam, da republikken er grundlagt af en kristen stenhugger fra Dalmatien i Kroatien, har været omringet af Napoleons soldater i 1797 og bombet af tyskerne under Anden Verdenskrig. Alene det burde være viden nok til en blå ost.

Kaptajner leder landet

Selv om San Marino med sine 61 kvadratkilometer har ni regulære byer, er det hovedstaden af samme navn som landet, der er den absolutte hovedattraktion. Det er der, man kan besøge det fascinerende fæstningsværk La Guaita. Det er der, man kan hilse på landets overhoveder ved det beskedne parlament med den storslåede udsigt. Og ikke mindst der, hvor man såre let kan drømme sig tilbage i tiden på de stejle, snoede brostensgader.

Den første sanmarinske forfatning stammer fra 1263, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man sagtens tro, at flere af bygningerne var lige så gamle. Når man passerer det centrale Hotel Titano med Garibaldi-busten foran, er det som at træde ind i en gennemført filmkulisse til en middelalderfilm. Eller bevæge sig ind i en anden tidsalder, hvor Guardia di Rocca, garderne ved parlamentet på Palazzo Pubblico, tager sig tid til at forklare lidt om deres land og den mildest talt besynderlige regeringsopbygning.

- Man kan på en måde sige, vi har to statsoverhoveder. Vi kalder dem kaptajner, og de sidder hver seks måneder og udskiftes derefter. På den måde risikerer man ikke embedsmisbrug på samme måde som i lande, hvor præsidenter kan sidde i op til otte år og slippe af sted med de mest uhyrlige forbrydelser, forklarer en vagt foran Storrådet mig uden at nævne en vis afgået italiensk regeringschef.

Mens vi taler, ankommer den ene kaptajn, for at det ikke skal være løgn, i en sort Mercedes med privatchauffør. Alle garderne gør honnør med deres hvide handsker, inden officeren ved indgangen fortsætter med at berette om landets lovgivende forsamling og dens blot 60 medlemmer, som sidder fem år i Storrådet og vælger regeringen på blot 10 medlemmer.

Se, så er der en chance for, at man kan huske alle navnene på regeringsmedlemmerne, tænker jeg. Et andet navn, der er værd at huske på i San Marino, er Titanbräu. Landets egen ypperlige øl, der smager himmelsk i de to varianter, jeg når at stifte bekendtskab med. Ikke mindst fra en fortovsrestaurant med en guddommelig udsigt ud over bjergkæden Appenninerne, Po-sletten, Alperne langt mod nord og Adriaterhavet blot et lille nik mod øst.

Undgå for mange statister

Længere oppe på Titano-bjerget finder man tre tårne, hvoraf det ældste er fra det 11. århundrede. Det er La Guaita, som nærmest hænger ude over afgrundens rand. Det giver ret god mening, at landet i mange år var uindtageligt, når man studerer de urimelige vilkår, en angribende hær har haft.

Alle tre tårne kan uden sved på panden nås på under en time, hvilket er en af grundene til, at vi når at besøge dem alle to gange på samme dag. Det tredje tårn, Montale, kan man ikke komme op i, da det er muret op hele vejen rundt. Det betyder ikke alverden, for selv fra jorden er udsigten skræmmende på flere måder. Min ven går så tæt på kanten, at det suger i min mave, og det er absolut på ingen måde tilegnet børnefamilier uden snor i ungerne.

Det er dog et herligt frikvarter fra de grotesk mange souvenirboder i San Marino og restauranter, hvor menukortene ofte består af mindst fire sprog. Russisk som det altoverskyggende ud over italiensk. Det skyldes, at Rimini blot 20 minutter væk er en russermagnet af de helt store. Så man kan godt forberede sig på, at de trange gader bliver klaustrofobiske og fyldt med russiske gloser, når der ikke er strandvejr.

Derfor kan det anbefales at rejse til San Marino før maj og efter september, hvis man ikke vil have det som en skuespiller i middelalderfilmen med lidt for mange statister.

Se på vampyrer

Hvis der alligevel er for mange turister, kan man eventuelt besøge landets tortur- eller vampyrmuseum, der ligger behændigt tæt på indgangsporten til den gamle bydel.

Og husk så lige på, at San Marinos berømte Formel 1-løb holdes hundrede kilometer derfra på Imola-banen tæt på Bologna. Det er en vigtig detalje, selv om hårnålesvingene på vej til San Marino bestemt kunne være interessant at se køretøjer med flere hundrede hestekræfter slå sig løs på.

Om det er nok at bruge en enkelt dag i landet, må være op til den enkelte. Personligt synes jeg, det er rigeligt.

I stedet for at se fæstningsværkerne for tredje gang ville jeg nok fortsætte rejsen til de talrige norditalienske byer, hvor man ikke er omringet af frimærkesælgere samt et virvar af likør- og våbenbutikker.