Simon Staun
PR-foto

En rejse i optisk hvidt

"Det er Tid - Høje Tid". Sådan sagde Alexander d. 3. i 1886, da startskuddet til den 9289 km lange jernbanestrækning fra Moskva til Vladivostok lød. Alle togrejser moder.

Af nogle kaldt en tilstand og ikke blot en rejse. Min rejsekammerat og jeg mærker forventningerne komme snigende, inden vi om få timer kaster vi os ud i det, der på forhånd kunne ligne den uendelige rejse anno 2003.

Moskva en tirsdag aften. To timers svedig kamp for at komme gennem den propfyldte metro i myldretiden. Medpassagererne er ikke just tilfredse med vores 30 kilo oppakning pr. mand. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der på uforståelige, brovtende gloser gøres opmærksom på, at vi fylder for meget. Alt for meget.

Men vi finder med sveden haglende ned af kroppen frem til endestationen med udsigt til det imponerende Hotel Leningrad. Vi lokaliserer ventesalen, og placerer os mellem spritstive vodkasvampe og umanerligt fattige familier fra provinsen.

Da jeg forsøger at smide sølvpapiret væk fra aftensmaden, kommer en ældre kvinde næsten tiggende for at overtage det fedtede papir. Selv bundsjatten i vores vandflasker kigges der længselsfuldt efter fra flere sider. Ikke alle russere rider åbenbart med på den økonomiske bølge, der strømmer gennem landet.

En time før afgang kl. 22.03 ruller det kinesiske tog ind på perronen. Med 20 vogne, hver bestående af ni kupéer til fire personer, er det vel knapt 500 meter langt.

De kinesiske kontrollerer tjekker billetterne, og vi får som de første lov at betræde de gulvtæpper, vi skal slide tynde de næste 116 timer.

Hvor er Danmark

Kupéen er ganske nydelig, hvis man er til lyseblå veloursæder og matchende brune gardiner! Loft og vægge er holdt i en neutral cremefarvet stil, der vækker det bedste frem i indespærrede mennesker.

Jeg tager øverste køje, da min ledsager Nielsen ikke kan nå så langt med sine korte, om end muskuløse ben. Sengepladsen virker rimelig uden at være trang. Før afrejsen jokede vi om, hvem der ville gøre os selskab: En fed russisk handelsrejsende, et kinesisk ægtepar eller et par mongolske badenymfer.

Det blev hverken eller! Vi får nemlig selskab af prototypen på en russisk husmor. Fåmælt og betuttet. Lidia fra Orjenburg skal lukkes inde med os de næste fem dage. Jeg føler næsten medlidenhed med hende.

52-årige Lidia Victorovna Manilo, som der står i hendes tommetykke pas, skal hjem til manden, der arbejder i Mongoliet. Hun har været på familiebesøg hos sønnen Stanislav, der gør tjeneste i det russiske militær.

Siden 1992 har hun boet i det golde naboland, mens manden ernærer sig som mekaniker. Hun er selv arbejdsløs og ikke ligefrem den skarpeste pelshue i toget. Jeg forsøger ihærdigt at kommunikere med hende på halvt tysk, halvt engelsk og halvt tegnsprog.

- We are from Denmark. Danemark, danzska, danii - danish. Ingen respons. Frem med landkortet, der viser den lille plet på verdenskortet med en rød prik omkring København.

- See Copenhagen the capital. You know H.C. Andersen, Søren Kirkegaard. Lidia forbliver modsat toget tavs. Hun har ikke den fjerneste anelse om, hvor vi stammer fra. Hendes bedste bud kommer efter et kvarters eftertænksomhed, da hun smilende siger: Sveda! En lang tur bliver vi enige om.

Hun forholder sig da også forbavsende roligt under turen. Omhyggelig placeret i hjørnet iført hendes bomuldsjoggingsæt, et mørkegrønt hårnet og et par læsebriller placeret mistænkeligt langt nede i ansigtet.

Unik natur

Efter en solid nattesøvn vågner vi op til et endeløst snelandskab og gnider os selv i øjnene for at kapere det reflekterende lys. Den første hele dag sidder vi næsten tavse og suger landskabet ind gennem de støvede ruder.

Det føles som en lang odyssé af maleriske landskaber. Som en tur til månen, hvor man ikke gør stop, men bare åbner gabet og glubsk fortærer indtrykkene. Slanke kronragede birketræer og mere korpulente nåletræer lever side om side de første 3000 km. Husene langs jernbanen er ramponerede. Faldefærdige. Kun enkelte skiller sig ud og virker malplacerede med deres glade farver. De står som enlige svaner i en kontinuerlig hønsegård.

Væltede telefonmaster ligger overalt. Som kors ved glemte gravsteder stikker de kun halvt op over den frosne sneskorpe. Ingen har gidet fjerne dem, og ingen kan sikkert huske, hvornår de blev placeret langs den 9289 km lange jernbane.

Lyden af den monotone rullen over svellerne vender vi os hurtigt til. Allerede efter 20 timer lægger man ikke mærke til bumpet, der kommer med samme interval, som pulsslagene efter en tilpas afkølet vodka. Heller ikke kulosen bider så meget i næseborene længere. Måske fordi de allerede er sodet til som en overfyret kamin.

Ulækre mongoler

Vi stopper i Perm og får strakt de stive ben. Jeg får endelig fat på en cola light og bliver så opløftet, at jeg forbarmer mig over en usoigneret mand med stort uplejet skæg, der i sin hullede jakke ligner en undskyldning for sig selv. Jeg giver ham 10 rupler, 2,5 kroner, og ser de rødsprængte øjne lyse op. Det er vodkatid!

På toget kommer vores nabo på besøg i tide og utide. Ikke for at konversere men fordi han er så vodkaramt, at han ikke kan tælle sig frem til den rigtige dør. Allerede kl. 7.30 den ene morgen kommer han daskende med en helflaske i armhulen. En skøn dag venter forude! Næste stop er i Omsk, der har huset store forfattere. Dostoevsky skrev "Levende begravet i Sibirien" efter sit fængselsophold her og Solsjenitsyn gjorde også holdt i byen på vej til sit arbejdsophold i Kasakhstan.

Trafikken i modkørende retning tager til. Store godstog læsset til bristepunktet ved de store kulminer i Kuzbas-regionen tordner forbi i et halvt døgn.

Toilettet er nu blevet et kapitel for sig selv. Og hvis det stod til mig, et kapitel, der gerne måtte rives ud af beretningen. De østasiatiske passagerer og i særdeleshed de mongolske har endog et meget afslappet forholds til hygiejne.

De efterlader uden anger enorme pøle af pis på såvel bræt som gulv og modbydelige blodspytklatter på kanten af håndvasken.

Husene langs jernbanen bliver sjældnere. De ligner nu mere små spredte kolonihavehuse. De fleste med overproportioneret overetage, der kommer til at ligne en bjørnehue af frønnet træ i kæmpestørrelse. Mennesker er endnu sjældnere gæster.

Kun jernbanearbejderne i deres grønne uniformer og genkendelige orange overtrækstrøjer dukker op igen og igen. Nåletræerne er forsvundet. Tilbage står kun tilrimede birketræer i det brændende, hvide lys.

Jeg anede ikke, at Sibirien var så lys. Som om hele landskabet har fået en ekstra tur med Ariel Ultra Whitening.

Farvel til civilisationen

Kun i byområderne støder vi på snavs i jernbanesporene, der hvor kulrester og sne flyder sammen og bliver til grågrumsede søer.

På hver station fyldes der kul ind i vognene, mens vi leder efter sælgere, der godtager dollars. Det sker ikke mere, og vi erkender, at vi nu er langt fra civilisationens vante rammer. Ideen om rejsen som en tilstand holder stik. Turen, der tidsmæssigt svarer til Aarhus-København 36 gange i træk, føles ikke lang.

Efterhånden mærker man ikke ændringerne langs ruten. Man er blevet en del af ruten. Man bliver et med togets former, dets lyde og bevægelser.

Som en stor rullende symbiose, hvor højtråbende skandinavere, berusede russere og altid smilende kinesere giver hinanden plads og respekt til at gennemføre rejsen med så få humpler som muligt. Sameksistens på hjul.

Mongolerne ved siden af spiller kort på 48. time. Russerne drikker endnu. Vi sidder skiftevis over samovarens kogende vand, spiller kort og tilbringer resten af tiden tavse af beundring med en udsigt til en hvid, optisk vidunderlig verden i dvale.

Når ord ikke slår til

5900 kilometer. Selv birketræerne svigter os nu. Bakkerne er golde og himlen en anelse klarere endnu. Kupéen er efterhånden dækket af et tykt lag kulstøv, der gnides ind i huden, aflejres i næseborene og sætter sig i håndfladen som sorte pletter på et landkort.

Vi når ved midnat grænsen i dette uendelige land. Dollarsedlerne er blevet godt gemt for tolderne i Adidassokkerne og smilet ekstra bredt. Vi ryger uden problemer igennem tolden og sidder en time i ingenmandsland, før vi krydser grænser i et af verdens mest isolerede områder. Temperaturen er næsten ubærlig og dieselstanken fra de passerende lastbiler kvælende.

De mongolske toldere i slidte og forvaskede uniformer giver også grønt lys til vores videre færden. Efter 6000 kilometer sidder jeg næsten med åndenød. Sentimental over mødet med solopgangen over det nordlige Mongoliets tundra.

Jeg kan knap kapere storheden i øjeblikket, og måske er det denne følelse forældre har, når de står med deres nyfødte barn. En indre glæde, som kun de helt forstår.

Historien mest sagnomspundne togrejse skal opleves. Det hersker der ingen tvivl om. Det er et stykke historie i evig bevægelse. Men det er en engangsfornøjelse. Måske medmindre man skal på bryllupsrejse i dobbeltkupe og ikke har andet på programmet i fem døgn end at tage forskud på de ægteskabelige pligter.

Endnu en rejse langs verdens længste jernbane ville simpelthen fylde for meget! I hvert fald de første mange år.

Efter Gobiørkenens uendelighed dukker glimt af den Kinesiske Mur op. Som en slange følger den os legesygt, mens vi nærmer os Beijing. Selv om vi kun har taget "den lille tur", så fornemmer jeg, at denne togtur vil være sværere at vaske af hukommelsen end det tommetykke lag kul på hænderne, der nærmest er et kvalitet- og sandhedsstempel på denne unikke togklassiker.