Simon Staun
PR-foto

De fantastiske fortoves stad

Under kemolyset på Restaurant Baiana sidder jeg forventningsfuldt med kæresten og svigermekanikken og ser frem til vores første måltid på portugisisk grund.

Dugen er næsten ren og de fire vinglas ligeså. Så kommer tjeneren, der mest af alt minder om noget fra en dårlig mafiafilm, og pøser vin ud over både glas og bord. Han fortrækker ikke en mine, da dråberne rammer bordet og får det til at ligne tis på en discountble.
Nå, maden må være bedre end betjeningen, konstaterer vi. En forhåbning, der desværre ikke viser sig at holde stik.

To kvinder fra køkkenet kommer ud i lokalet for at hente noget brød. Den ene ligner en slave fra helvede med svedig pandebrask og meget lidt rent tøj. Den anden ligner en asiatisk straffefange på flugt. Ikke godt for appetitten.

Efter blot få minutter ryger to halve kyllinger, tørrere end sandpapir, en shish kebab og fire stegte sardiner på bordet. Det vil sige, tjeneren tager shish kebabben tilbage til et anretterbord, hvor han med fingrene tager kødstykkerne af spyddet og placerer dem på tallerkenen.

Oven i købet er kødet nærmest lilla indeni, så jeg spørger ham, om han ikke vil få kokken til at give det bare en smule mere grill. Meget modvilligt trasker han af sted med tallerkenen uden at tage en eneste af de fire beskidte fra forretten med.

Da han efterfølgende demonstrativt tæller pengene for "middagen", brokker han sig højlydt over vores manglende drikkepenge. Ganske enkelt en uforglemmelig introduktion til det portugi- siske køkken.

Heldigvis var denne skamplet den eneste på fem dages historisk vandringsweekend i Lissabon.

Tilbage i tiden

Den bedste måde at opleve Lissabon på er ved at vandre rundt på byens billedskønne og mønstrede fortove, der bringer én rundt til byens syv høje. De små lyse sten er placeret i sirlige mønstre med stednavne og logoer på butikker i mørke sten. Ganske betagende og meget varieret alt efter hvilken bydel man betræder.

På en af højene øverst i Alfama-kvarteret ligger turistjuvelen over dem alle: "Castelo de Sao Jorge", borgen der er Lissabons ældste bygningsværk.

Det imponerende bygningsværk er influeret af romernes, vestgoternes og maurernes indflydelse på byen gennem adskillige århundreder og har en fantastisk udsigt ud over byens talrige røde tage, Teje-floden og Ponte 25 de Abril-broen, der samler byen på de to vidt forskellige bredder.

De stejle trapper på fæstningen kan sikkert virke skræmmende på små børn eller gangbesværede, men hører man ikke til dem, så er det svært ikke at drømme sig tilbage til middelalderen, hvor kendte portugisere som de opdagelsesrejsende Vasco de Gama og Ferdinand Magellan besøgte kong Manuel den 1., inden de drog ud på verdenshavene for at finde søvejen til Indien i hver sin retning.

Man kan også sætte sig overskrævs på de rustne kanoner og forestille sig, hvordan det meste af byen på få minutter blev rystet omkuld i 1755, da et historisk kraftigt jordskælv på selve Alle Helgeners Dag slog en tredjedel af indbyggerne ihjel. Skræmmende.

Smertende sange

Efter historiens vingesus kan man luske videre i de brostensbelagte gader og bevæge sig ned i hjertet af Alfama-kvarteret, der er kendt som byens fattigste men samtidig mest farvestrålende kvarter. Om aftenen kan man opleve de lokale synge fado, portugisernes uendeligt bedrøvede sange, der næsten udelukkende handler om den fortabte kærlighed.

På et meget lille og meget lokalt spisested med det smukke navn Marie Da Fonte får vi mulighed for at høre en særdeles barmfager kvinde skråle så højt og inderligt, at ikke et øje er tørt. Lucia hedder kvinden bag den enorme stemme, der fylder lokalet med portugisisk weltschmerz, mens værten sætter to store tallerkner grillet kød på bordet. Værsgo.

Blodpølse, læssevis af koteletter og dejligt fede, krydrede pølser. Så snakker vi gastronomi. Vi får lov at nyde maden til tonerne af fado næsten alene, da det uden for sæsonen ikke just vrimler med turister. Dog får vi selskab af en arrogant franskmand, der efter få minutter tysser på os, da vi forsøger at konversere en smule indhyllet i stedets næsten erotiske, røde belysning.

Da vi er næsten udmattede af at kaste kød i svælget, kommer Lucia rundt og tilbyder sin egen cd med indspilninger af de mest klassiske fado-sange. Selv om den er temmelig dyr, lykkes hendes mission. Og det er helt sikkert, at vi allerede fra første nummer vil drømme os tilbage til dette, det mest mindeværdige måltid, når vi igen sidder og keder os over frikadellerne og giro 413 derhjemme.

Smukke vartegn

Veludhvilede og med maveskindet i nogenlunde normaliseret forfatning, tager vi dagen derpå ud til to af byens smukkeste vartegn: Opdagelsernes Monument og Torre de Belém i bydelen af samme navn.

Som en kunstfærdig udformet karavel står monumentet få meter fra de selvsamme bølger, som Henrik Søfareren begav sig ud i som den første portugisiske opdagelsesrejsende. Sammen med utallige andre historiske personer i hvid granit kigger han ud over vandet, hvor der i dag sejler hundredvis af små unger rundt i optimistjoller.

Oppe fra det 50 meter høje monuments top kan man se, hvordan de træner i at navigere i de små både. Foruden resten af byen, der bugter sig smukt over det kuperede terræn.

Man kan også se det nærliggende Torre de Belém fra 1521, der oprindeligt var udkigspost og en del af en fæstning, der skulle forsvare den portugisiske flåde.

Dets klejne størrelse glemmer man hurtigt, når man lister op af den trange, gladtslidte vindeltrappe. Den leder op til tre etager med majestætiske rum, hvor man kan sidde på marmorsæder og spejde ud over det glitrende vand.

Helt så harmonisk var tårnet ikke for 400 år siden, hvor man druknede fanger i kælderen blot ved at lade tidevandet skylle ind over dem. Grufuldt, men alligevel distingveret afstraffelse.

Mens man sunder sig over den information, kan man lade sig forevige med tårnet og frodige palmer i baggrunden. Totalt Kodak-moment.

Fem minutters gang fra de to seværdigheder ligger Jeronimusklostret og Santa Mariakirken. Begge arkitektoniske skønheder i den manuelinske byggestil er et besøg værd. I kirken kan man ære Vasco da Gama ved hans grav lige inden for dørene og blive betaget over kuplen, der svæver hele 25 meter over marmorgulvet.

Kagehimlen på jord

Det gør ikke så meget, at man får tilbagelagt utallige kilometer, for på stort set hvert gadehjørne ligger et pasteleria, hvor de mest fantastiske kager ligger og gør sig til bag de fedtede ruder.

Kransekager, flødekager og frugtkager med friske bær.

Et af de klassiske og dyre steder er Bernard på Rua Garret i centrum, hvor man samtidig kan søbe i et fingerbøl med espresso så stærk, at det brune øje snapper efter luft. Selv i de koldeste måneder kommer temperaturen sjældent under 14 grader, så der er rig mulighed for at sidde under den dybblå himmel og betragte de mange forskellige mennesker, der i forbifarten misunder turisterne deres fyldte kageborde.