Simon Staun
PR-foto

Perfekt til miniferie

Det tager ikke mere end fem kvarter i flyveren fra Kastrup, før man står på polsk grund og kan begive sig ind til en europæisk storby, der er alt andet end ghetto og grim. Den er sprællevende, spændende og smuk med alle sine kontraster.

Man behøver ikke være noget historisk geni for at vide, at Polens hjerte har gået mange hårde tider igennem. Men det kræver heller ikke tilsvarende flair at bemærke den enorme indsats, der er blevet gjort og til stadighed gøres for at give byens ansigt tiltrængte løft.

Den historiske bydel, der arkitektonisk er en mellemting mellem Amsterdam, Nyhavn og Prag, er bygget op fra grunden. Ikke bare sådan hist og pist. Den var fuldstændig og aldeles smadret til pindebrænde og murbrokker efter Anden Verdenskrig. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er umiddelbart, at man ikke kan se, at der er tale om replika-bygninger, medmindre man er uddannet bygningstekniker eller murerarbejdsmand.

Grotesk madorgie

Der gemmer sig mange timers vandring samt ih og næ'er mellem de smukke huse i kvarteret omkring Rynek Starego Miasta. Heldigvis er der adskillige fortovsrestauranter og et flatterende torv, hvor man kan nyde de glimrende polske øl til overkommelige priser.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig haft høje tanker om det polske køkken. Jeg har altid forestillet mig russisk-lignende, køns- og smagsløse retter, der føltes som brosten påsmurt vælling i mavesækken. Den fordom skulle hurtigt vise sig at være, ja, en fordom.

For relativt få penge, en 30-40 kr., kan man på særdeles fornuftige spisesteder få vel-smagende og farverig polsk mad, der burde kunne tilfredsstille selv de mest kræsne og nærige turister. Jeg fik i hvert fald lov at spise mig revnende mæt i et halvt kilo mørt kød på spyd sammen med alverdens saftige kålanretninger. Når man oven i købet kan skylle ned med glimrende øl til syv kroner pr. halvliter, så ser regnskabet jo fint ud for selv en nordjyde.

Men husk, portionerne er polske. Og de har ikke helt rystet krigens hårde kår af sig endnu, hvilket betyder, at de ganske enkelt spiser, til alt mad er fjernet fra flere meters omkreds. For hvem ved, hvornår de får mad igen? Sådan fortalte en lokal mand i hvert fald, da vi lettere imponerede betragtede, hvordan selv spinkle kvinder skovlede mad indenbords som løbske affaldskværne.

Pavens minde

Ud over de mange krigsmonumenter, har hovedstaden i disse tider heller ikke glemt nationens måske største søn, den nyligt afdøde pave. Hans portræt hænger overalt på husgavle og plakater. Levende lys brænder døgnet rundt for ham på flere centrale pladser, og det vil være særdeles uhøfligt at spørge, hvem ham den gamle gråhårede baryler på billederne monstro er. Så en smule kendskab til landets historie og dets mest kendte personer anbefales bestemt, da polakkerne i endnu højere grad end danskerne er nationalister. Og det siger jo ikke så lidt endda i disse HCA-forherligende tider.

Mange turister vælger ofte at slå et smut forbi et museum, når de drager på mentalt berigelsestogt. Det kan også sagtens lade sig gøre i Waszawa, hvor især Nationalmuseet skiller sig ud med permanente udstillinger fra både Egypten, Romerriget og oldtidens Grækenland. Vi skridtede i timevis benovede rundt og blev blæst omkuld af historiens vingesus. Heldigvis kunne vi rejse os igen til synet af Salvador Dalis surrealistiske univers, der var på polsk visit.

Naturligvis kan man også gå på Frihedsmuseum eller Chopin Museum, men har man begrænset tid til rådighed, vil førstnævnte sikkert dække behovet så rigeligt.

Skal man have luftet vandreskoene gøres det bedst i Lazienki Parken, der indeholder en række paladser samt et flot mindesmærke for komponisten Chopin.

Finder man sig et lille afsides sted uden horder af skoleklasser, kan man sagtens drømme sig tilbage til Warszawas storhedstid. En tid, hvis tilbagevenden måske ikke er så fjern endda.