Simon Staun
PR-foto

Hjuleferie i nabolaget

Mit åndedræt er tungt, og det gør næsten ondt, når jeg forsøger at trække ilt nok ned til mine udpinte lunger. Nu er det heldigvis ned ad bakke. Meget langt og stejlt ned ad bakke. Jeg løsner bremsen, træder et par gange i pedalerne og mærker tyngdekraften trække mig ned over gruset på det norske fjeld med rasende fart.

Blot seks timer før dette forløsende adrenalinsus sidder jeg og tripper på banegården i Odense. Mit tog er ikke overraskende forsinket, og jeg håber, at det ikke får betydning for min flyafgang to en halv time senere.

Jeg arriverer dog i lufthavnen lige i tide til boarding og når knap nok at sætte mig i sædet på Sterling-flyet, før kaptajnen meddeler, at vi snart lander i Gardermoen, Oslos lufthavn.

Blot 55 minutters svæv over Skagerak. Hvorfor i alverden skulle man så sidde og vugge næsten et helt døgn om bord på et skib med fulde nordmænd?

Jeg har bevidst valgt kun at medbringe en sportstaske som håndbagage, så jeg ikke skal vente på bagageudlevering. Derfor står jeg allerede fem minutter efter foran det futuristiske lyntog, der på 25 minutter tilbagelægger de 40 kilometer til Oslos centrum, som jeg når mindre end fire timer efter, at jeg sad midt i DSB's morgenkaos.

I downtown Oslo står to gode kammerater og tre forberedte mountainbikes klar til konfrontation med de omkringliggende fjelde.

Af med tasken, luft i dækkene og så ellers af sted med kurs mod grantræer, skovsøer og frisk luft ad libitum.

Livsfarlig sti

Første tegn på, at naturen er mere voldsom end i Danmark er ved mødet med Akerselva, elven som løber langt inde fra Nordmarka og hele vejen ud i Oslofjorden. Elven, der er Norges flittigste og endda udnævnt til kulturminde, bruser og brager så lystigt, at man kun kan blive i godt humør, inden man fortsætter sit ridt mod Moder Natur.

Det er nærmest surrealistisk at nå udkanten af Oslo efter en halv times moderat stigning ad asfalterede veje. Heldigvis kan man slappe lidt af på Grefsenkollen, mens man ser ud over hele byen og fjorden, der mest af alt ligner et storslået maleri 346 meter over havets overflade.

Selv om det jo ikke just er en bjergtop, vi befinder os på, så får man alligevel fornemmelsen af at være tættere på himlen end man nogensinde ville få i Danmark. Den korteste vej mellem to punkter er den lige. Men ikke nødvendigvis den nemmeste, hvilket skulle vise sig, da vi efterfølgende kører forkert og pludselig ser direkte ned i en senet, mosbelagt og livsfarlig glat sti.

Waaaaaaaaauw! Nu er vi begyndt på rutsjeturen, så der er ikke andet at gøre end at klamre sig til håndbremsen, og så ellers bede til, at kablerne ikke brister.

Pyha! De holder. Altså både kablerne og nerverne. Så efter fem minutters hjertebanken og klamren i håndtagene rammer vi endelig et stykke nogenlunde lige vej igen.

Således opmuntrede og ikke mindst i live ser vi frem til at gå i krig med næste etape, der skal bringe os højre om Maridalsvannet, en stor sø, der forsyner hele Oslo med drikkevand, og ind i Nordmarka, skovområdet nord for Oslo.

Fartdjævel

Her får vi langt om længe mulighed for at få noget fart på cyklen, og heldigvis er der stort set ikke andre på stierne, så man kan få afløb for sin indestængte fartdjævel uden særlig stor risiko for at torpedere hundeluftere eller joggere. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Yeeeehaaaaa!

At tonse ned af de stejle stier giver en enorm følelse af frihed, og den fornemmelse bliver ikke mindre optimal, når man tager i betragtning, at den befinder sig blot en halv dagsrejse fra Danmark.

Kun få byer så tæt på den hjemlige trædemølle byder på et scenarie, hvor man kan suse skiftevis gennem by, over fjelde, langs marker og klare skovsøer. Landskabet ændrer karakter med minutters mellemrum, og det er en unik følelse at køre frontalt ned i et marklandskab, mens lungerne stadig kæmper for at få luft efter at have kæmpet indædt for at bringe cykel såvel som cyklist over en tilsyneladende uendelig stigning.

Champagne-vand

Bliver man tørstig af de fysiske udskejelser, så er der hjælp at hente med få minutters mellemrum. Det klareste, rene og velsmagende kildevand flyder ned over mos og sten, så det er bare med at slubre i sig og fylde drikkedunken.

Midt i den norske natur smager kildevandet som den rene champagne, og selv om skyerne hænger søvnigt over fjeldene og det efterårsnuancerede farvespil i skoven, så er oplevelsen og frihedsfølelsen til fulde fem timers transport værd.

Er man kørt lidt træt efter efteråret eller de grå vinterdage, så er det bare at indstille kursen mod de store kontraster og friheden, der omkranser Oslo.