Lyden af 40 trompeter og basuner tager til i styrke, mens de blæser sig vej gennem de smalle gader i bydelen Sliema, der er groet sammen med Maltas trange hovedstad, Valletta. Efterhånden som ensemblet nærmer sig det hotel, hvor min kone og jeg har perfekt udsyn fra balkonen på 9. etage, bliver det et øredøvende inferno, der når sit klimaks, da kirken skråt over for hotellet sætter i et sandt klokkeinferno, der får de gamle, støvfarvede bygninger til at skælve.
Da det spektakulære optrin befinder sig lige under os, begynder en række kanoner ude over en af hovedstadens mange bugter at buldre løs. Hvis ikke der havde været en klar, blå himmel som baggrund, havde man gættet på, der var tale om en usædvanlig ondsindet sensommer-torden.
Det mariachi-lignende band, kirkeklokkernes bindegale bimlen og kanon-symfonien er desværre ikke en spontan velkomsthilsen til os, skal det vise sig. De mexicansk-klingende toner er derimod et bragende, overdådigt farvel til Maltas tidligere præsident, Guido de Marco, der døde fire dage før vores ankomst.
Han var præsident fra 1999 til 2004 og én af hovedkræfterne bag Maltas indlemmelse i EU, fortæller vores yderst vidende receptionist. Vi skænker præsidenten en tanke, mens vi sipper til vores velsmagende, lokale hvidvin og fortsætter med at betragte dette spektakulære scenarium, der minder om en filmoptagelse set fra instruktørstolen.
Middelhavets fineste havn
Uanset tidspunktet på døgnet varierer husenes grå-brune nuancer ikke meget. Kun når solen er helt spæd eller putter sig under horisonten, ændrer farverne sig markant. Enkelte tage og facader er malet dristigt i grøn eller rød, men langt hovedparten foretrækker den evigt moderigtige støvfarve, som de fleste klippeblokke nu engang har fået tildelt af moder natur.
Måske er det den brutale sol, der brænder farven af og får malteserne til at opgive malearbejdet. For selv i efterårsmånederne knokler solen igennem fra morgen til aften, hvilket kan være særdeles ubarmhjertigt, når der stort set ikke findes træer på Malta, kun lasede buske og udtørrede, sølle planter.
Heldigvis er der masser af formidable historiske bygninger at tiltuske sig skygge i. De fleste er koncentreret i Valletta, der med sine blot 6000 indbyggere er Europas mindste hovedstad. De mest opsigtsvækkende turistmagneter er St. Johns Co-Cathedral eller Ridderkirken, som den også kaldes, samt bymuren, der er opført af Johanniterordenen. Ordenen grundlagde byen i 1566, og arkitekten Francesco Lapparelli tegnede stort set rub og stub med stor inspiration i den store italienske nabo 300 kilometer mod nord.
Flere steder i klipperige og kuperede Valletta er der fantastiske udkigspunkter. Ikke mindst fra Upper Barracca Gardens, hvor man kan betragte de mange lokale pensionister, der får snakket om verdens gang, mens krydstogtskibe og gigantiske tankere lægger til og fra Grand Harbour, som ikke uden grund kaldes én af de smukkeste havne i Middelhavet.
Spis som Madonna
Mens vi nyder en lokal øl i dagens døende timer, smyger det største skib, jeg nogensinde har set, forbi os. Det græsk indregistrerede "Great Lady", er 338 meter langt og 58 meter bredt. Set fra Upper Barracca Gardens er det så enormt, at man ikke kan se hele skibet uden at dreje hovedet. Rundt omkring det vimser seks-syv slæbebåde, der ligner små pudler ved siden af en grand danois.
I det hele taget udspiller mange af de mest interessante oplevelser sig i og omkring de mange havne, marinaer, indsøer, bugter og kyststrækninger. På den ene ufremkommelige klippegrunds-strand kan der være proppet med solbadere og svømmeglade unger, mens der på den næste kun sidder en ensom, gammel fisker og håber på, at middagsmaden springer på krogen, mens lystyachter til mange hundrede millioner kroner glider lydløst forbi.
Især Spinola Bay er et must, hvis man skal sidde på en klassisk maltesisk restaurant og se aftenlivet på den lange promenade, hvor samtlige indbyggere i Sliema tilsyneladende går aftentur. Er man til kendisser, kan man med fordel indtage sin aftensmad på Peppinos, hvor Brad Pitt, Madonna og Daniel Craig har nydt den uforglemmelige udsigt.
Især fiskeelskere kan se frem til at blive forkælet på Maltas
restauranter, hvor man får fremragende lokale retter, hvis man er
tilhænger af maritime indslag. Er man ikke, kan man roligt kaste
sig ud i de mange italienskbeslægtede pastaretter, der serveres i
kæmpeportioner til yderst rimelige priser.
Man spiser generelt godt og meget overalt på Malta, hvor
prisniveauet er et stykke under det danske, uden at man får smidt
maden i nakken. Det hjælper gevaldigt på de samlede omkostninger,
at en flaske husets vin typisk koster 60-70 kroner. Og så kan man
ikke snyde sig fra landets ældste konditori, Caffe Cordina, der har
mere end 170 år på bagen. Men heldigvis helt nye, sublime
kager.
Stedet er uimodståeligt indrettet med loftsmalerier, udskæringer på vægge og disk samt gigantisk spejle, så kagerne kan nydes fra alle vinkler. Tiramisuen er i verdensklasse og frugtkagerne af samme kvalitet. Så er du advaret.
Et stort smil
Måske er det på grund af de usandsynligt velsmagende kager og ikke mindst mængden af dem, at tandpastaen i vores lokale supermarked er bedre bevogtet end cigaretterne bag kasselinjen i et dansk. Da jeg spørger kassedamen, hvorfor al tandpastaen er iført plasticetui og tyverialarm, fortæller hun, at der på blot én måned blev stjålet for 4000 euro tandpasta. Alene i dette supermarked.
Det kan sige flere ting om malteserne. Enten at de er usædvanligt tyvagtige og nærige, eller at de går ekstremt meget op i god ånde og et perfekt smil til at tage imod turisterne, der alt andet lige har svært ved ikke at smile igen.
Selv tilbringer vi halvdelen af ferien på terrassen med et kæmpe smil, mens vi betragter skolebørn spæne forbi i fine, ens uniformer, gamle pukkelryggede koner slæbe på indkøbsposer og unge, smækre lokale, der understreger, at Maltas klima ikke kun er godt for de tilrejsendes velbefindende, men tilsyneladende også for beboerne.