Det var slet ikke meningen, at hele familien skulle have været på Mallorca. Planerne om at fejre min mors 60-års fødselsdag og min fars 65-års fødselsdag havde i et års tid kredset om Tunesien. Faktisk var turen booket og betalt, men efter de to voldsomme angreb mod turister mente min far ikke, at det var sikkert nok til at slæbe alle børn, svigerbørn og børnebørn med dertil.
Derfor sadlede vi om, og valget faldt på Mallorca, fordi flyturen kun er tre timer og altså næsten det halve af den til De Kanariske Øer, som også var inde i billedet.
Ingen af de ni voksne eller fire børn havde været på Mallorca tidligere, derfor var alle på den måde novicer. Aldersspændet fra 1 til 65 år giver i sagens natur ret forskellige meninger om, hvad der udgør en optimal ferie. Er det en opvarmet pool, en velassorteret legeplads, gode restauranter eller oplagte seværdigheder?
Vi havde på forhånd aftalt, at hver familie må gøre præcis det, den har lyst til. Har man lyst til at spendere otte timer i streg ved børnepoolen, gør man det. Vil man sidde for sig selv på værelsernes store terrasse, gør man det uden sure miner fra de øvrige.
Perfekt temperatur
Inden afrejsen havde vi ikke planlagt én eneste udflugt eller sågar undersøgt, hvad man kan se på Mallorca. Normalt sætter jeg mig godt ind i en rejsedestinations historie og geografi, men i dette tilfælde må jeg blankt indrømme, at jeg ikke anede meget mere, end at øen ligger ud for den spanske østkyst, at hovedstaden hedder Palma, og at Michael Laudrup engang var træner for øens bedste fodboldhold.
Vi skal bo på den nordøstlige kyst i byen Cala Bona. Cirka 45 minutter fra den kendte turistby Alcudia og en times motorvejskørsel fra lufthavnen uden for Palma.
Vi er af sted i begyndelsen af oktober. Den sidste uge, vores hotel har åbent inden vinterpausen. Jeg vidste ikke engang, at de lukkede ned om vinteren. Men det hænger naturligvis sammen med breddegraderne, da der snildt kan være 10 grader i oktober, mens der på De Kanariske Øer sjældent er under 20.
Ugen før var her 12-15 grader og regn samtlige dage, mens vi heldigvis er velsignet med 22-24 grader og sol hele opholdet. En perfekt temperatur til familiens yngste medlemmer, der kan holde til at sjoske rundt med en våd badeble uden at blive blå og ryste af kulde.
Moderat forplejning
De første fire dage på ferien ser vi ikke andet end hotellet og byen Cala Bona med en hyggelig lille havn omkranset af restauranter og barer. Vi havner på en restaurant, hvor en dansktalende tjener fra Juelsminde får lokket os indenfor med et østjysk hej.
Vores pakkerejse er en såkaldt "5-2"-pakke, hvilket ikke skal forveksles med slankekuren af samme navn. I dette tilfælde betyder det, at der er fuld forplejning fem ud af syv dage, mens man to dage selv skal sørge for frokost og aftensmad. Det er faktisk en optimal fordeling, skal det vise sig. Normalt, når man er på all inclusive - i hvert fald med nordjysk blod i kroppen - forlader man ikke hotellet for at gå ud at spise. Det er penge direkte ned i kloakken.
Man spiser og drikker typisk også markant mere, fordi man jo skal "tjene" så meget tilbage som muligt. Men denne gang spiser vi i lokalområdet flere gange på vores "fridage", hvilket i sagens natur er godt for de lokale restauranter, men også giver fine afbræk fra hotellets buffet med horder af glubske skandinaviske unger og deres segnefærdige forældre.
På størrelse ned Fyn
Når man kommer væk fra hotellerne, falder man også i snak med de lokale. Nu kan man ikke helt kalde en Juelsminde-pige for lokal, men efter et år på øen giver hun flere gode råd til, hvor vi skal tage hen, hvis vi vil overvældes af øens natur og historie.
Det kan man selvsagt også få informationer om på hotellet, men der er rådgivningen ofte bundet op på en guidet tur. Det er det sjældent, når en tjener eller bartender slynger et par gode tips ud om sine favoritsteder på øen.
Vi beslutter at leje en bil og dele os op i et "dame"- og et "mande"-hold, som får en børnefri dag til at suse på opdagelse i. Dameholdet vælger at køre vestpå til bjergbyerne Sóller og Fornalutx, mens mændene dagen efter har udset sig Valldemossa ligeledes på vestpå som primære mål. I den lejede bil - i øvrigt er det hamrende billigt at leje biler på Mallorca - tager det kun en time at køre fra den ene ende af øen til den anden. Faktisk er Mallorca nogenlunde samme størrelse som Fyn.
Med 3600 kvadratkilometer er den cirka 500 kvadratkilometer større. Så turen kan sammenlignes med ruten fra Kerteminde til Assens. Men selv om begge fynske kystbyer er flotte, blegner de alligevel sammenlignet med Valldemossa, som gennem århundreder har været en magnet for både musikere, forfattere og turister.
Vi er kørt af sted tidligt om morgenen, og da det heller ikke er højsæson for turister, hersker der en dejlig ro i byen, hvor man i kraft af glatslebne brosten næsten kan pejle sig frem til, hvilke ruter man skal gå for at passere byens seværdigheder.
Den polske komponist Chopin er én af de mange prominente gæster, der har boet i byen. Den dag i dag kan man høre flere af hans værker blive opført i kirken, men klokken er kun 9.30, så klassisk musik er ikke lige på programmet. Valldemossa er en af den slags byer, hvor det præcis er det faktum, at der ikke sker særligt meget, som fascinerer. Sammenholdt med den sublime placering og udsigt forstås. Med de billige flybilletter til Palma vender vi helt sikkert tilbage til Valldemossa.
Turistmagnet uden p-pladser
Koner, døtre og søstre burde have advaret os efter deres besøg i Sóller dagen før. Lige så stille og roligt, der er i Valldemossa, lige så kaotisk og klaustrofobisk er der her. Vi kører rundt i knap en time for at finde en ledig parkeringsplads. Gennem trange, ensformige gader suser vi rundt i ring, mens alle mand om bord spejder efter en ledig plads. Alt er optaget. Vi ender med at køre ud af byen, hele vejen rundt om og ind igen. Anden gang vælger vi at parkere et par kilometer længere fra centrum på en villavej. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan her ser ud i højsæsonen. Eller tænke på, hvordan min kortluntede far ville reagere.
Byen er bestemt charmerende. Men på det centrale torv foran byens kirke kan man nærmest ikke vende sig uden at støde ind i nogen. Vi havde planlagt, at vi ville spise frokost, men ved synet af de komplet tilstoppede restauranter beslutter vi at nøjes med en tur i de smalle handelsgader efter at have set den meget dunkle kirke indefra. Der er så mørkt, at det gør ondt i øjnene, da vi igen træder uden for i det skarpe middagslys.
Vi forsøger at vælge de gader og passager med færrest mennesker på vej tilbage til bilen. Og støder ind i flere barer og restauranter under en kilometer fra byens torv, hvor der er masser af ledige pladser og tilsyneladende lokale gæster. Vi overhales også af byens berømte sporvogn, men efter at have set den passere flere gange, bliver vi enige om at droppe den idé. Det minder mere om en grisetransport end en turistattraktion.
Den større ø
Da det går lettere - og hurtigere - med at køre tværs over øen, beslutter vi at drøne omkring Alcudia også. Da vi kører ind i byen, bliver vi en kende ængstelige efter flere kilometer med turistfælder og britiske barer som perler på en snor. Temmelig langt fra lovprisninger i guidebøger om en gammel by med en smuk borgmur.
Præcis som i tilfældet med Sóller har Alcudia både en gammel bydel og en bydel centreret omkring havnen. Og man skal ikke vælge bydelen med "Port" foran. Selv om der er flere turister end i Cala Bona, er det vand sammenlignet med Sóller. Her er så roligt, at man kan høre sandalerne klaske på de glatte fliser på gågaden. Vi har lovet at køre tilbage til hotellet og spise, ellers var der bunkevis af hyggelige restauranter at vælge mellem. Vi nøjes med en isvaffel og beslutter os for at se Església Parroquia de Alcúdia, den smukke romerskkatolske kirke, samt den 700 år gamle bymur.
Bymuren er seks meter høj, hvilket ikke lyder voldsomt. Men det er nok til at give en smuk udsigt ud over de mange ramponerede hustage, ranglede antenner og tilgroede baghaver i Alcudia. Endnu en charmerende by, jeg aldrig nogensinde havde hørt om, før vi satte fødderne på "Insula maior". Den større ø.
Eftermiddagslyset er blødt og lunt, da min svoger og far helt i tråd med mine tanker proklamerer, at det sgisme ikke er sidste gang, vi skal til Mallorca.