Simon Staun
PR-foto

Et frimærke på Europa-kortet

Liechtenstein er et paradoks på mange måder. Det er det eneste tysktalende land, der ikke grænser op til Tyskland. Det er Europas eneste dobbeltindlandsstat, da fyrstendømmet er omkranset af Schweiz og Østrig, der ikke har nogen kystlinie. Altså et land uden kyst kapslet ind af lande uden kyster.

Landet er med sine blot 160 kvadratkilometer det sjettemindste i verden efter San Marino, Tuvalu, Nauru, Monaco og Vatikanstaten.

Med lidt god vilje og solide vandresko ville man kunne gå rundt om hele landet på et enkelt døgn. Eller køre hele vejen rundt på en times tid og stadig nå at kunne stoppe og tage billeder af de betagende østrigske og schweiziske bjerge, der omringer miniputlandet.

Landets eneste jernbane går fra østrigske Feldkirch og til schweiziske Buchs. Hele strækningen er blot 9,5 kilometer, dermed er der ungefær syv kilometer jernbane i hele Liechtenstein. Det er da også de østrigske statsbaner, der sørger for driften og vedligeholdelsen af jernbanesvellerne, som man burde kunne tælle i hovedet.

Har man spillet Trivial Pursuit, ved man allerede, at hovedstaden hedder Vaduz. Den er ikke landets største by målt på indbyggere, det er derimod den langt større naboby Schaan, der med imponerende 6000 indbyggere har cirka 500 flere borgere.

Frodige damer i centrum

Det første, der slår en besøgende i Vaduz, er antallet af kunstmuseer, gallerier og offentlige kunstværker. På gågaden vrimler det med vrinskende bronzeheste og enorme forvredne stålansigter. Foran det centrale kunstmuseum, der med dets reflekterende overflade er et kunstværk i sig selv, slænger én af den colombianske kunstner Fernando Boteros frodige kvinder sig, mens hun illustrerer, at der konstant er noget at kigge på i hovedstaden med nogenlunde samme antal indbyggere som Ringe eller Munkebo.

Mødet med byens spektakulære nye parlamentsbygning føles som at træde direkte ind i en hjemlig Per Kirkeby-udstilling med en opsigtsvækkende spidstaget bygning med matchende søjlegang opført i gule mursten.

Til trods for de mange nye kunstværker er det en mere end 700 år gammel bygning, der er den største attraktion. Det er Schloss Vaduz, hvor landets regenter officielt har hjemme. Set fra midtbyen svæver slottet på en bakketop, hvorfra der er udsigt over hele byen. Ja, faktisk hele landet. 

De ældste dele af tårnet er fra det 12. århundrede eller 500 år før, fyrstendømmet blev en realitet. Flere af murene er fire meter tykke, så de burde beskytte mod både kanonkugler, kolde vintre og nærgående turister, der er forment adgang på slottet, men gerne må nyde den formida
ble udsigt over de skovdækkede østrigske bjergsider tæt på.

Dragerne skræmmer ikke

Selv i de mindste europæiske hovedstæder finder man kirker, der af en eller anden grund skal besøges, uanset hvor religiøst anlagt man måtte være.

St. Florinskirche ligger en kort prædiken fra parlamentsbygningen og er ikke decidereret spild af tid. Den nygotiske kirkes mest markante og interessante udsmykninger er gargoylerne, der er groteske figurer typisk skåret i granit.

Jeg har altid forbundet dem med Batman-filmene og Gotham Citys dystopi, men på en sommerdag i juli er der bestemt intet skræmmende over selv de mest bistert udseende drage-, øgle- eller ørnehoveder. De fuldender billedet af et spøjst land, der er omtrent lige så farligt at besøge som den lokale Fakta. Præcis som i butikken vil de så gerne have, at du bliver fem minutter ...