- Velkommen til Riga. Har I ikke lyst til en gratis drink, spørger en tårnhøj, ranglet, ung fyr med strikkehuen godt trukket ned over ørerne.
Som udgangspunkt siger en nordjyde og en australier aldrig nej til gratis alkohol, men i Letlands hovedstad kan det være en fordel for privatøkonomien at lade være. Byens stripbarer er nemlig notorisk berygtede for at fravriste turister - og især de mandlige - adskillige hundrede euro for blot få minutters selskab med delvist afklædte piger.
Da vi venligt men bestemt har afvist, spørger den omvandrende reklamesøjle, om vi ikke i stedet vil med på den lokale irske pub. Han fryser og vil gerne drikke en pint. Og det er et forslag, man kan forholde sig til.
Trygt placeret på en barstol advarer han os venskabeligt om at tage imod lignende tilbud.
- Ingen på kloden deler gratis drinks ud uden forventningen om at få noget igen. Heller ikke i dette midterste land i det baltiske trekløver. Jeg skal snart arbejde som turistguide, så jeg har ingen grund til at vildlede jer, forklarer han sympatisk.
Mens et par lidt for sminkede piger snakker intimt med lidt for rynkede herrer i lige så krøllede jakkesæt ved nabobordet fortsætter Vadikim:
- Selv hvis de to lækreste piger i hele Riga inviterer jer, så skal i svare nej. Tro mig, siger han alvorligt.
Da han er færdig med sin lokale omgang humle, gør han sig klar til igen at dele flyers ud i den bidende kulde, hvis dræbende piskeslag kommer bag på selv de lokale.
- Dem, der tager imod de fleste invitationer, er engelske mænd på polterabender eller italienske forretningsmænd, fortæller Vadikim, inden han forsvinder.
Og det fornemmer man, når man opholder sig i det drikfældige og letpåklædte centrum, der dog også byder på mange flotte bygningsværker.
Egocentrerede bilister
Der er nærmest en kirke eller kaffebar på hvert hjørne. Det betyder, at man skiftevis går slalom mellem popsmarte teenagere med punket tøj, piercinger og hullede jeans og gamle damer, der som russiske kampvogne tromler målrettet over de hullede fortove.
Sidstnævnte bevæbnet til tænderne med plasticposer fyldt med varer fra Europas største marked, der ikke er mere anbefalelsesværdigt end Aldi, medmindre man tager af sted for at betragte de handlende og sælgende, som på ingen måde ønsker eller formår at tage del i det vestligt inspirerede forbrugsvanvid i de omkringliggende, nyopførte indkøbscentre med mærkevarer og bonede gulve.
Der er stadig masser af forfald i Riga. Bare rolig. Kommer man få hundrede meter væk fra de totalrenoverede, nyfejede, centrale pladser, så kan man stadig nyde kommunismens betydning for baltisk byggeri. Porøse facader, ormefortærede træplanker og beton i alle dets underskønne afskygninger.
Kigger man efter, fornemmer man tydeligt den enorme frihedstrang, der kom i kølvandet på løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991. Det er mig, mig og mig. Alligevel kan det komme som lidt af et chok, når man på det nærmeste torpederes af en rasende panter af en Mercedes. Et køretøj som kommer med 120 kilometer i timen som en rallyraket gennem de snørklede, klaustrofobiske og brostensbelagte gader. Så trænger man til en opstrammer!
Rygende lemminger
Fra Sky Bar på toppen af det fashionable Hotel Leval kan man sidde i designerlandskaber og betragte snefnuggene bombardere panoramavinduerne i april.
En mojito koster det samme som et måltid for to på en jævn restaurant, så man skal nok kun nyde udsigten en enkelt drinks tid og så fortsætte på et af de mange billige værtshuse, hvor den lettiske øl flyder.
Det kunne være på Bites Blues Club, der er et musikalsk åndehul midt i Riga. En bluesklub af de sjældne, hvor der er kælet for lyden og maden, som kommer rygende varm ind på bordet. En aften i selskab med Letlands bedste bluesmusikere kan bestemt anbefales - lige så vel som den lokale drik Black Balsam, der slår selv den værste halsbetændelse ihjel.
Efter lidt tid undrer det os, at horder af mennesker hele tiden forsvinder ud af lokalet. Ud i den fygende sne. Og ind igen. Som tidevand forvandlet til vinterjakker. Eller som lemminger i halen på hinanden. Hvad sker der, spørger vi bartenderen.
- De er da bare ude for at ryge, siger han uden at fortrække en mine.
En af fordelene ved medlemskabet af EU konkluderer vi fra baren, hvor man rent faktisk kan se sidemanden. Og lugte ham.