Simon Staun
PR-foto

Solen reddede ferien

Alle ved, at rejsebureauer, hoteller og ferie-resorter snyder lidt med billederne på hjemmesider og i brochurer. Men at de var så dygtige til at redigere billeder hos Kanegra Resort på den kroatiske halvø Istrien, overraskede os i den grad ved ankomsten.

Den blå himmel var der, men de farvestrålende, lyse bungalower var nedslidte, møgbeskidte og formodentlig ikke moderniseret i mindst 25 år. Det er altid sjovt at ankomme efter to døgn på proppede motorveje og skulle starte ferien med at fjerne spindelvæv, feje terrasse og ikke mindst skure gulv. Det var vi nødsaget til, da der flød med madrester under komfuret og køleskabet.

Efter at have pakket ud ville vi rundt og se området, der på hjemmesiden bød på legepladser, et udvalg af restauranter og ikke mindst stranden, hvor vi satsede på at bruge størstedelen af ferien. Legepladsen var en katastrofe, der i Danmark ville være blevet forbudt at benytte. Træbjælkerne var så ramponerede, at legetårnet svingede fra side til side, selv om det ikke blæste. Rutsjebanen var glohed, fordi den stod placeret under den brændende sol, og et klatretårn manglede halvdelen af rebene, der skal trædes på.

Bombekrater ved købmand

Skuffelsen i vores datters øjne var ikke til at skjule. Og enhver forælder på ferie ved, hvor meget det betyder at kunne lade ungerne passe sig selv lidt med jævnaldrende på en legeplads. Men der var ingen at lege med, fordi de andre forældre grangiveligt heller ikke turde sætte deres poders helbred på spil.

Vores skuffelse blev ikke mindre, da vi kort derfra kom ned på stranden. Der var ikke skyggen af et sandkorn, men derimod store, knoldede sten, der gjorde det umuligt at gå med bare tæer. At hovedparten af strandene i Kroatien netop har sten- og ikke sandbund fik vi så at vide senere, da vi besøgte feriecenterets købmandsforretning, der lignede et bombekrater med hullet asfalt og uplejede, ukrudtsfyldte blomsterbede.

Indenfor solgte de naturligvis speciallavede gummisko, som gjorde det nogenlunde acceptabelt at gebærde sig over det ujævne underlag. Men farvel til sandslotte og sandkager, som plejer at kunne beskæftige vores datter i timevis. Hvis ikke solen skinnede fra en skyfri himmel, tror jeg virkelig, vi var begyndt at hænge med skuffen.

Myrerne angriber

Det begynder vi til gengæld at gøre, da myrer invaderer vores bungalow. Først forsøger vi at feje dem væk over klinkegulvet. Det slår til som en skrædder i helvede, og vi erkender, at der skal langt skrappere midler i brug. Vi kontakter receptionen tre gange, før de ansatte udleverer en halvtom dåse spray mod myrer. Først da min efterhånden halvvrede far mander sig op, udleverer de en ny dåse, så vi kan få sprøjtet de små bæster ned i kloakken. Myrerne altså.

Servicen er i det hele taget nærmest ikkeeksisterende. Og da min søster efter en halv times forgæves forsøg på at komme på nettet i receptionen spørger, om hun kan få pengene igen, får hun en kontant, kold afvisning. Det må være de sider, hun forsøger at åbne, der er i uorden. Naturligvis. For sandsynligheden for, at Google, BT, Ekstra Bladet og Yahoo er nede samtidig, er jo ganske stor. Min søster må slukøret forlade receptionen med en fornemmelse af at være blevet taget ved næsen.

De ansatte har dog heller ikke de bedste vilkår. På resortets restauranter spurter de rundt, fordi stederne er underbemandede. I en kombineret strandbar og restaurant er en enkelt mand bartender, dj og tjener. Foruden afrydder. Han løber forvildet rundt med sveden sejlende ned ad panden. Efter en halv time kommer han ned til vores bord og får bestillingerne. Efter en time får vi vores drinks. Vi skåler tørstigt, mens bartenderen ligner en, der selv har drukket direkte af absint-flasken.

Kamp om skyggen

At kroaterne ryger som skorstene understreges af de mange cigaretskod, som tydeligt stikker ud mellem de lyse sten på stranden. Begynder man først at kigge efter, kan man flere steder finde 40-50 skod pr. kvadratmeter.

Vores indtryk af stranden bliver ikke just bedre af, at en storfamilie hver morgen lægger otte liggeunderlag i skyggen og placerer sten ovenpå, så de ikke blæser væk. Derefter forsvinder de fra området, mens solen banker ned over alle andre. Efter halvanden time er der ikke kommet nogen endnu, og flere undrer sig tilsyneladende over, hvorfor al skyggepladsen er optaget.

Da det sker tredje dag i streg, flytter jeg liggeunderlagene og placerer dem i en bunke i solen. Jeg ved ikke, hvordan de uskrevne regler er i Kroatien, men i mine øjne kan man ikke reservere pladser på en strand. Da familieoverhovedet endelig dukker op, brokker han sig naturligvis som en gal hund. Men da vi fire danske, godt trætte af al hurlumhejet, rejser os op og spørger, om han har et problem, lusker han trods alt af med halen logrende mellem benene. Vi er ikke specielt stolte af situationen og skyder skylden på den ekstremt dårlige service. I to dage har vi nærmest tigget om at få en ekstra rulle toiletpapir.

Mere for pengene

Selv om vi kæmpede om pladserne i skyggen, er det solens skyld, at vi drager hjem med en fornemmelse af en ganske god ferie. For vi har kunnet sidde ude hele ugen og drikke kolde øl til langt ud på aftenen. Vi blev stegt i dagtimerne som forventet og glemte alt om den miserable danske sommer. Men det er også helt sikkert, at det var blevet en sand mareridtsferie, hvis det havde stået ned i stænger hele ugen. Så var der med garanti ikke kommet to fyldte biler hjem til Danmark.

Kan man lære noget af sådan en tur? Ja, selv om 12.000 kroner for to bungalower i en uge midt i højsæsonen ikke lyder billigt, så viste det sig at være for billigt trods alt. Næste gang tror jeg, vi rejser til Kroatien uden for industriferien, hvor vi forhåbentlig kan få noget mere valuta og service for pengene.