Simon Staun
PR-foto

Prizren vinder over Pristina

- Ved du godt, at Prizren er verdens niendesmukkeste by? spørger en skoleelev mig en smuk eftermiddag på byens fort med en urimelig flot udsigt over byen.

- Nej, det havde jeg ikke hørt, svarer jeg.

Og spørger, hvem der har besluttet det, eller hvem der har stået bag den pågældende afstemning.

- Det ved jeg ikke, sådan er det bare, konstaterer skoledrengen Bilan på 17 år.

Når man står på Kaljaja, som fortet hedder på albansk, og kan se talrige moskéer langs Bistrica-floden, er synet bestemt imponerende. Men en niendeplads globalt er nok i overkanten trods alt, da man tydeligt kan se på byen, at den blev hårdt ramt under Kosovokrigen fra 1996 til 1999. Hele kvarterer blev ødelagt, og i marts 2004 blussede urolighederne igen op mellem kosovoalbanere og serbere, da serbiske kvarterer blev hærget og en lang række ortodokse kirker smadret under tre dages optøjer.

Det er på mange måder forunderligt, at man har en muslimsk enklave klemt inde mellem en række ortodokse lande. But don't mention the war ...

De mange moskéer, de fem daglige bønner fra de mange minareter og de mange slør- og burkaklædte kvinder skal man lige vænne sig til, fordi der trods alt er tale om et europæisk land blot to timers flyvning fra Danmark.

Mit hotel ligger få hundrede meter fra den berømte Sinan Pasha-moské, som godt nok ikke er særlig stor, men umådelig vigtig for lokalbefolkningen. Moskéen blev restaureret efter Kosovokrigen, og fra de nærliggende caféer og restauranter betragter jeg flere gange dagligt det enorme rykind, når der kaldes til bøn. Man kan også sagtens besøge moskéen som turist, så længe man tager sine sko af som mand og er barfodet samt tildækket som kvinde.

Kirker bag pigtråd

Det er ikke kun kvinder, der er tildækket i Prizren. Flere af byens kirker, hvoraf enkelte er flere hundrede år ældre end moskéerne, blev ramt af de lokale kosovoalbaneres vrede i 2004. Derfor er de dækket med presenninger og spånplader.

35 kirker blev smadret, berøvet og sat i brand. Præcis som serberne i øvrigt gjorde med mange moskéer.

Efter optøjerne blev de fleste serbere fordrevet fra byen, mens kirkerne stadig venter på at blive sat i stand. Foran flere af dem sidder der vagter i døgndrift, fordi man frygter, at vandaliseringen fortsætter uden opsyn. Mange af kirkerne har i øvrigt fotoforbud, selv om de er lukkede, så man skal lige kigge sig omkring efter skiltning, inden man knipser løs.

Den mest spektakulære af disse kirker er Vor Frue Kirke af Ljeviš, der blev opført i 1400-tallet som en ortodoks kirke. Den blev omdannet til moské i Det Osmanniske Rige og konverteret tilbage til ortodoks kirke i begyndelsen af det 20. århundrede. En plade med arabiske bogstaver på gavlen er eneste bevis på tiden som moské, og man kan ikke længere komme ind i kirken, der er omkranset med pigtråd.

Det gør altid ondt at se historiske bygninger blive destrueret, uanset hvilken religion der praktiseres indeni. Forhåbentlig bliver forholdet mellem kosovoalbanerne og serberne en dag så godt, at kirkerne sammen med moskéerne kan gøre Prizren endnu mere oplagt som turistmål.

På en dag kan man nå at se de fleste attraktioner i midtbyen og samtidig bruge det meste af eftermiddagen og aftenen på borgen. Derfor er Prizren oplagt som en afstikker fra hovedstaden Pristina eller som stop mellem Pristina og Skopje i Makedonien som på denne tur. Det er meget muligt, at det ikke er verdens niendeflotteste by, men én af de pæneste i Kosovo er det uden tvivl.

Kåde unge

Jeg har booket turen til Prizren uden at ane, at der om søndagen holdes en enorm byfest med en løjerlig tradition. Den går ud på, at hold dyster mod hinanden i at sejle ned ad Bistrica-floden i store gummiringe og konkurrere om, hvem der først når byens berømte stenbro. Broen er faktisk ikke særlig gammel, men det er en tro kopi af den 700 år gamle bro, der mistede livet under en oversvømmelse i 1979.

Området omkring broen er sort af mennesker, der hepper og filmer med deres mobiler. På modsatte side står et band og spiller Bob Marley-sange så højt, at man nærmest ikke kan føre en samtale. Overalt går unge piger - uden slør - rundt med balloner formet som hjerter, som de har fået foræret af deres kæreste eller en ung bejler.

Det går ikke just hurtigt for deltagerne på floden på opløbsstrækningen. Men det gør ikke jublen mindre hos de flere tusinde tilskuere, da to deltagere ligger side om side de sidste 10 meter. Den første gummibåd passerer stenbroen til tonerne af "No Woman, No Cry", og ikke et øje er tørt.

Jeg har tænkt mig at gense borgen, men har ikke kalkuleret med, at ALLE andre også har fået den idé. Turen derop tager ikke mere end 15-20 minutter, men jeg går i kø hele vejen. Det betyder også, at borgen er proppet med unge, som i kådhed stiller sig op på borgmuren for at tage selfies. Flere steder med 20-30 meter ned på klippegrund ...

Jeg forsøger at abstrahere fra deres skødesløshed, men er ved at få hjertet galt i halsen, da en dreng tager tilløb og springer ned på en afsats, hvor han er lige ved at miste balancen.

Skyerne er stort set blevet brændt af hen under aften, hvor solen farver de mange røde tegltage. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor langt man kan se. Men det er hele den stejle gåtur værd. Eller køretur som i tilfældet med to seje rødder på hver sin knallert, som larmende suser gennem horderne af unge på bedste Balkan-manér og parkerer helt fremme ved borgmuren. Det svarer til at køre en knallert op i toppen af Rundetårn. Man kan kun smile.

Ufatteligt billigt

80 kilometer mod nordøst er der også en magisk udsigt fra Pristinas Moder Teresa-katedral. Katedralen er under ombygning, da jeg besøger den, men en venlig ansat forbarmer sig over mig, da jeg fortæller, jeg kommer helt fra Danmark.

Jeg får lov at tage elevatoren op i tårnet, hvor der er en glimrende 360-graders udsigt over hovedstaden. Der er masser af kraner, som er i gang med at bygge nyt mellem de øst-inspirerede boligblokke. Man kan se direkte ned på en af de mest besynderlige - og i mine øjne grimme bygninger i Pristina - i form af det nationale bibliotek. Det ligner arkitekturens svar på en kønssygdom med gevækster i form af kupler og jerngitre overalt. Bygningen er meget mulig opsigtsvækkende, men der er i den grad tale om en skizofren attraktion.

Noget pænere er den - desværre aldrig åbnede - kirke i parken. Byggeriet af Saborni hram Hrista Spasa u Prištini blev sat i bero på grund af Kosovo-krigen og umiddelbart tyder intet på, at den færdiggøres.

Det centrale strøg - gågaden opkaldt efter Moder Teresa - emmer af storby og er med til at understøtte indtrykket af en hovedstad, der er langt mere vestlig end Prizren. Der er færre burka-klædte kvinder, og med de mange smarte restauranter med engelske navne kan man sagtens glemme, at man befinder sig i hjertet af Balkan. Det mindes man dog om, når man er ude at spise eller drikke. Efter dansk målestok er Kosovo næsten absurd billig. Og billigere end mange asiatiske og sydamerikanske destinationer, som er kendt for det lave prisniveau. En stor Peja-fadøl finder man til otte kroner på en fancy bar, hvor der tilmed er gratis peanuts med i købet. En mojito samme sted koster 16 kroner - med mindst dobbelt så meget rom som i Danmark.

Bartenderen anbefaler den lokale restaurant Liburnia, der brillerer i lokale retter og ikke mindst grillet kød. Den anbefaling er hermed givet videre. Sjældent har jeg spist så godt og drukket så fin en bordvin til så få penge. Man kan få en treretters menu til 70-80 kroner og husets vin til 45 kroner.

Det i sig selv burde være grund nok til at tage det direkte fly fra Danmark til Kosovo. Heldigvis er der masser af andre grunde til at besøge et af verdens yngste lande.