Simon Staun
PR-foto

Endelig en værdig Lille Venedig

Jeg har altid været i tvivl om, hvad der definerer den italienske Lido. Jeg har troet, det var navnet på kyststrækningen fra Venedig og et udefinerbart stykke mod syd. Det er heller ikke helt ved siden af, da navnet Lido udspringer fra en ø syd for Venedig, hvor der i 1800-tallet blev etableret kursted ved stranden.

Lido udspringer af det latinske navn for kyst, litus, hvilket har betydet, at brugen af ordet har haft vide anvendelsesmuligheder. Det er sikkert derfor, at mange kursteder og strande i den sidste halvdel af 1800-tallet lod sig inspirere og benyttede Lido i navnet, som var det et adelsmærke.

Vi - far, mor og to døtre på fem og ni år - har booket mobilehome på en campingplads mellem Lido degli Scacchi og Lido delle Nazioni, som er to af de syv Comacchio-strande fordelt på en strækning på 23 kilometer.
Strandene er til trods for deres bredde ikke just sammenlignelige med de hjemlige vesterhavsstrande. Men for børnefamilier er havet til gengæld heller ikke flere meter dybt tæt på land.

Cirka 100 meter fra kysten er der opført store stendiger, som skærmer for de største bølger og giver forældre en vis tryghed, når ungerne leger med badedyr i fralandsvind og risikerer pludselig at være stukket til havs uden forældrenes tilladelse.

Strandene er fyldt med liggestole og parasoller, som hører til de respektive campingpladser og strandbarer. Det koster typisk 20 euro (150 kroner) om dagen at leje et sæt med to liggestole og en parasol, hvilket trods alt løber op i løbet af en uge eller to.

Da vandet flere dage er så fyldt med tang og løjerlige, sneglelignende vandmænd, at man nærmest ikke kan pløje sig gennem bølgerne, er det også mere nærliggende at benytte poolen på campingpladsen.

Vi konkluderer efter få dage, at Lidoen ikke er en magnet i kraft af strandene, men i langt højere grad på grund af de attraktioner inde i landet, som vi aldrig har hørt om eller besøgt før.

Kloster i ydmyge rammer

15 kilometer nord for campingpladsen ligger benediktinerklosteret Abbazia di Pomposa, som er en glimrende idé til en halvdagsudflugt.

Det er langtfra de mest imponerende bygninger inden for en radius af en times kørsel, hvis man sammenligner med Venedig, Ravenna og Bologna, men ikke desto mindre har de ydmyge rammer haft enorm historisk betydning.

Her opfandt Guido af Arezzo det moderne nodesystem i begyndelsen af forrige årtusinde - formodentlig i 1020'erne - ligesom mange af de vigtigste dokumenter og manuskripter fra Karolingernes tid som herskere i det vestromerske rige er opbevaret her.

Den slags fakta preller komplet af på døtrene, men de er til gengæld ret benovede over freskoerne og mosaikkerne fra 1200-tallet, selv om de er falmet betragteligt over århundrederne. Pigerne er også imponerede over den klejne kirke, Santa Maria, hvor man kan tænde lys og nyde stilheden uden at stå i kø eller blive væltet omkuld af kinesiske turistgrupper. Det er sjældent, man kan nyde roen i sådan grad i en italiensk kirke i sommerferien.

På vejen tilbage tager vi bevidst nogle kringlede omveje for at se de mange kanaler i det flade landskab, som har markante lighedstræk men den sønderjyske marsk. Vi ender 10 kilometer fra klosteret ude ved kysten ved Lido di Volano, hvor vi går en tur på den flere hundrede meter lange mole, Pontile del Lido di Volano.

Skyerne hænger tungt over vandet, og man skal virkelig knibe øjnene sammen for at finde en besat liggestol foran den næsten endeløse række af bagnoer (strandbarer) på land. De ihærdige strandsælgere fra Bangladesh lader sig ikke kyse af vejret og sætter determineret boder op og begynder at placere ringe og halskæder, som naturligvis er af det pureste guld og sølv.

Vi køber ingen ringe og kører videre mod syd, mens vi passerer små indsøer med jollesejlads og spotter flere cykelturister, som har de flade landeveje næsten for sig selv.

Man skal heller ikke glemme, at Po-deltaet er på Unescos verdensarvsliste og har et væld af skove, vådområder og grønne oaser med et rigt og sjældent dyre- og fugleliv - blandt andet med flamingoer - at gå på opdagelse i. Især vådområderne kommer vi til at udforske grundigere de kommende år.

Hyggelig perle af en by

Et par dage senere - faktisk sidste dag i området, inden vi kører nordpå mod Lago Maggiore - smutter vi de få kilometer ind til Comacchio. Indtil videre har det bare været et navn på kortet at indstille GPS'en efter, men allerede få hundrede meter fra parkeringspladsen ved et stort supermarked duperer byen os.

Jeg har ikke tal på, hvor mange byer i hele verden, jeg har besøgt, der har kaldt sig selv "Lille Venedig". For første gang står jeg i en by, hvor det tilnavn ikke virker helt latterligt. Byen er opført på 13 mindre øer, som er forbundet via en række broer. Byen blev rig og voksede sig stor - efter datidens målestok - i middelalderen på grund af salt, som blev udfældet i saltpander, som ofte hænger sammen med marskvegetation.

På Trepponti-broen, som er Comacchios naturlige omdrejningspunkt, er der kanaler i alle retninger. Der er endda enkelte gondol-lignende både, som dog ikke er overlæssede med turister som 100 kilometer nordpå.
Det gamle hjerte i byen er proppet med interessante bygningsværker, og vi bliver næsten helt flove over, at vi har udskudt besøget til sidste dag på disse kanter. Katedralen San Cassiano kan man se på mange kilometers afstand, og den er ikke mindre imponerende indefra. Vi ankommer lige til aftenmessen og kan høre præstens tale allerede inden, vi træder ind i rummet. Sultne børn og messe er ikke en optimal cocktail, så vi iler videre.

Tæt på kan man sidde og nyde livet sammen med de lokale på en overdækket café. Jeg falder i snak med et par ældre mænd, som naturligvis vil snakke fodbold. Det er imponerende, at navne som Elkjær og Laudrup stadig kan være grobund for en samtale med meget få gloser.

Mens pigerne jagter et sted med dessertis, stopper og hilser jeg på en ældre mand i et kombineret galleri og atelier. Han har ikke noget imod at vise sine malerier frem, og især hans arbejde med overskårne meloner, ferskner og andre frugter er interessante. Man skal være mere end almindelig asketisk for ikke at kunne spotte, hvad motivet har en markant lighed med. Nogle kalder det den forbudte frugt.

Vi bruger tre-fire timer på at gå langs kanalerne, spise italiensk is - som ikke koster i nærheden af isene i Venedig eller Bologna - og nyder i det hele taget mødet med kanalbyen og den afslappede stemning.

I bilen bliver vi grinende enige om, at vi godt kan Li'doen og især Comacchio.